En beretning om eksil, flugt og eksistens i kampen for et værdigt liv

Cavit Güven

Vi kender ham alle, eller vi har i hvert fald alle set ham, os der kommer i kurdiske kredse i København. Jeg snakker om en karismatisk mand sidst i halvtredserne, næsten altid smilende, ydmyg og genkendelig på sin ’sixpence’-kasket, som vi kender dem i Danmark. Nå ja, og så er der hans halstørklæde, uden den og sin sixpence ser man ham aldrig, medmindre man er på hans træ-duftende charmerende kontor, i indre by på Fiolstræde, hvor jeg træffer ham en lørdag formiddag.

Første gang jeg træffede ham var i 1998 til en Ferhat Tunç koncert, min far præsenterede ham for mig og min bror, siden da hørte vi mange historier om ham og hans intellektuelle liv, som skabte en vis nysgerrighed overfor hans historie hos mig. Cavit Güven, jeg husker ham med sit dengang meget mørke fuldskæg, som dengang var politisk (man kunne skelne imellem religiøs fuldskæg og venstrepolitisk fuldskæg), Cavit hørte uden tvivl til sidstnævnte. I dag har han blot overskæg, som er blevet mere gråligt, i forgæves flugt fra tiden. Cavit Güven er den første dansk-uddannede psykolog med kurdisk baggrund. Omsider med sin karriere i Danmark, har han boet tre år i Grønland, hvor han startede adskillige projekter op for folk der havde behov for hans ekspertise. Cavits historie er en historie om succes, i kølvandet på en ungdom præget af identitetssøgen, oprør, fængsel og eksil, og en historie som ikke handlede om at finde sig i skæbnens gang.

Jeg vil helt tilbage til din barndom i Yapali (en kurdisk landsby i den tyrkiske provins Cihanbeyli i midt-Anatolien).

Jeg er født i Yapalı 1957, og er faktisk præcis 57 år i dag. De første 5 år af folkeskolen (’ilkokul’) tog jeg i landsbyens skole. På anden del af folkeskolen (’ortaokul’) rykkede jeg ud til Cihanbeyli. Faktisk boede jeg i de to første år af min ortaokul hos en tyrkisk familie, fordi transportmulighederne var begrænsede, hvis jeg skulle fra Yapalı til Cihanbeyli (32km t/r) og tilbage igen hver dag. Jeg bærer stadig stor kærlighed overfor den tyrkiske familie jeg boede hos, om end det senere gik op for mig, at det var en yderst traumatisk periode af mit liv. Jeg var kun 12 år, og for første gang var jeg væk fra min familie, og boede hos en familie der talte tyrkisk derhjemme. Det var første gang her, at min dagligdag fremover skulle være på tyrkisk, det var her min søgen efter en identitet startede, jeg kæmpede med hvem jeg egentlig var. Jeg havde meget svært ved at udtrykke mig på tyrkisk, og jeg følte tit foragt pga. det, ikke fra mine klassekammerater, men fra mine lærere. Min families tanke med at jeg skulle bo hos en tyrkisk familie var, at jeg hurtigere kunne lære tyrkisk, og dermed nemmere tage mig en uddannelse, og blive ’en stor mand’. De havde sat al deres lid til mig, jeg skulle uddanne mig for så at forsørge min familie og give dem et værdigt liv, jeg var den ’udvalgte’, og det er ikke altid positivt at være udvalgt, i hvert fald ikke for mit vedkommende dengang. Kan du forestille dig hvor stor en byrde det må have været for en 12-årig dreng? Jeg var så ulykkelig over at være væk fra min familie, det demotiverede mig i min skolegang, det eneste der gjorde mig glad var weekenderne som jeg tilbragte hjemme i landsbyen.

Og så kom det politiske..?

Efter de to år flyttede vi til Konya (storby), det var positivt for mig, for min familie flyttede med mig. Det var dog hårdt for min far at skulle vænne sig til livet i en storby, når han hele sit liv havde boet i en kurdisk landsby. Jeg var stadig i en søgen. I Konya oplevede vi for alvor at vi var ’fremmede’, dette skete i mødet med ’de andre’. ’De’ talte et andet sprog, de kommunikerede anderledes, i det hele taget var det aldrig noget vi havde tænkt over i landsbyen, for der var alle bare ens, alle var kurdere og talte kurdisk, men storbyen var noget helt andet. Det var i denne periode at mit politiske liv begyndte, det var slemme tider, vi er i 70’erne hvor der er hektiske optøjer mellem højre og venstre. Jeg husker, at min moster fortalte mig en dag, at Deniz Gezmiş og hans venner blev hængt, hun var dybt berørt, dér tænkte jeg, at der også er andre der tænkte som vi gør. I et af disse optøjer mellem vores gruppe og en gruppe højreorienterede tyrkere, blev jeg bortvist fra mit gymnasium i Konya, jeg måtte ikke studere i Konya så jeg vendte til Cihanbeyli igen, hvor jeg atter blev bortvist. Det gik så slemt til, at selve Uddannelsesministeriet (Milli Eğitim Bakanlığı) udsendte straf efter mig, straffen lød at jeg ikke måtte uddanne mig ’indenfor grænserne af Konya og dens provinser’. Jeg tog til Siverek/Urfa, det var også ret usædvanligt dengang, folk fra den kurdiske del flygtede til storbyerne og til Vesttyrkiet, mens jeg flygtede fra Konya til Urfa. Jeg var den eneste fra Konya på min skole i Urfa. Selvom jeg var kurder, og kom til et kurdisk område, var der også et kulturelt chok jeg mødte der, dels ift. sproget, de talte en anden dialekt, som jeg havde svært ved at forstå. De havde også nogle andre traditioner, bl.a. stamme-systemet, som området var præget af dengang. Så var der også uddannelsessystemet, som sejlede i Urfa, der var én enkelt lærer til hele skolen, han var både matematiklærer, tyrkisklærer, historielærer osv., det var vanvittigt og uretfærdigt. Jeg blev mere og mere politisk aktiv i denne periode, vi organiserede os, og faktisk var vi i stand til at definere de forskellige kredse (af venstrefløjen), der var revisionisterne, opportunisterne, marxisterne, maoisterne osv.

Og du tilhørte?

Jeg forlod den gruppe af kurdiske revisionister, jeg var mere aktiv og forsvarede den bevæbnede kamp, så jeg rykkede over til den fløj. Vi blev betragtet som lidt ekstreme i forhold til den samtid, PKK fandtes ikke officielt endnu, men grundlaget var der, og der blev holdt møder rundt omkring i landet af dem som senere grundlagde PKK i 1978. På det tidspunkt, altså i 78, var jeg rundt i stort set alle områder og Kurdistan, for at organisere folk politisk, sådan var det dengang. F.eks. var der en række obligatoriske bøger som man skulle have læst for at blive del af vores bevægelse, det var klassiker såsom: Bulgariens socialistiske kamp, Sovjethistorien, Vietnams frihedskamp, Kina’s osv., og selvfølgelig Palæstina, vi kunne dem udenad! I 1979 blev en ven og jeg anholdt, i Viranşehir/Urfa, hvor min søster i dag er borgmester. Jeg var fængslet i 3,5 år. Mens jeg sad inde kom det militære kup i 1980. I kræft af kuppet, oplevede vi den slemmeste periode af tortur, undertrykkelse, overgreb i enhver form man kan tænke sig til. (Cavit tøver et øjeblik) Jeg blev forflyttet til i alt 7-8 forskellige fængsler, oprørerne mod staten fortsatte også i fængsel. Jeg var i rettergangen for en dødsdom, så jeg havde ingen forventning til at blive løsladt. Jeg benægter selvfølgelig alt det jeg bliver beskyldt med. Jeg var anklaget som leder af en (ifølge staten illegal) politisk bevægelse.

Leyla Güven, din søster, som er officiel borgmester for Viranşehir/Urfa, har været fængslet i næsten 5 år, under KCK-anholdelserne, hvad er status for hendes retssag?

Som familie har vi betalt høj pris, Leyla var en af dem, vores ældre søster har også været fængslet i en periode. Jeg tror vi har det fra vores opvækst, mine onkler var intellektuelle, og jeg tror at vi blev påvirkede af dem. Leyla driller mig tit med at jeg var skyld i at hun blev så rebelsk, måske har hun ret. Jeg var en af de første revolutionister fra vores landsby, jeg startede på en måde den politiske kultur, så selvfølgelig kan det have påvirket nogen. I dag er Yapalı den landsby i Konya, der har mistet flest, i frihedskampen. Så vidt jeg har forstået på vores brevkorrespondance med Leyla, så ønsker partiet at hun fortsætter som borgmester i Viranşehir, men det ønsker hun ikke, fordi hun i al den tid (siden sidste kommunalvalg i 2009) har været fængslet, og ikke kunne yde aktivt som borgmester. Jeg tror at hun og hendes venner snart bliver løsladt ved femte år, som sagt, vi har en domstol der er dobbeltmoralsk. De har lige netop løsladt flere militærtopfolk ved Ergenekon og Balyoz-sagerne, de havde endda fået livstidsdom, men hvorfor bruges samme retsgrundlag ikke når det handler om kurdiske fangere? Det oser af forskelsbehandling… Men hun har det godt, de får tiden til at gå i fængsel med diverse aktiviteter, de læser rigtig mange bøger og udvikler ideer som skal realiseres når de kommer ud. PKK har løftet vores kvinder til et fantastisk stadie, om end der paradoksalt desværre er mange problemer forbundet med kvinderettigheder på daglig basis hos den almene kurder.

Kan du skildre nogle af de ting i oplevede i fængsel, vi ser og hører mere og mere om 80’ernes gyserfængsler i Tyrkiet, men hvordan oplevede du det på egen krop?

(Han tager et dybt suk inden han skildrer sine oplevelser for mig). På det tidspunkt, både under og efter kuppet den 12. september 1980, var der både torturprogrammer på politistationer såvel som i fængslerne. De kaldte det for ıslah etme süreci, altså rehabiliteringsproces, vi skulle ’genoprettes til samfundet’. F.eks. blev højre og venstreorienterede indsatte sat i samme celle. Vi fik også militærtræning, presset var enormt, hver evig eneste dag. Da jeg blev anholdt med min ven, blev vi tortureret i halvandet måned på en politistation, for at holde informationer tilbage. Derefter smed de os i fængsel, det var især 12. september at det blev slemmest, hver evig eneste dag var der soldater og officerer som torterede os, både psykisk og fysisk. Psykisk kunne f.eks. være at vi skulle høre nationalsangen fra morgen til aften, uafbrudt. Så var der nogen fanger der blev ført til et andet rum og tortureret mens vi andre kunne høre dem/ham råbe og skrige af smerte. Til tider blev vi tvunget til at opføre os som soldater under ordre, og skulle adlyde fængselsvogterne som var de vores kommandanter. De behøvede ikke nogen grunde til at torturere os, de gjorde det bare, man er hjælpeløs. Jeg husker meget tydeligt, at der startede en frygtelig opløsning blandt de indsatte. Mange af dem blev højt depressive, andre led af trauma, mareridt og søvnproblemer, angstanfald, psykoseanfald, indelukkethed, selvmordsforsøg, fjendskab mod de andre indsatte, der skete forfærdelige og uhyggelige ting derinde, uhyggelige… Mange blev fysisk handicappede i kræft af deres lidelser, efter at have hængt i kroge (en torturmetode) i dagevis. Så blev folk pludselig fjernet fra vores celler, jeg ventede i 8 måneder på at blive hentet til dødsgangen. Os der var dødsdømt delte celle, tre af mine venner blev en nat hentet, vi så dem aldrig igen, de blev hængt. Vi ventede også, at leve derinde i den psyke og den frygt er ubeskrivelig… Hver dag venter du på døden. De udøvede enhver, enhver form for tortur et menneske overhovedet kan forestille sig… Det vil tage en evighed at snakke om dem. Da jeg var fængslet i Adiyaman, blev jeg indsat i en enkeltmandscelle helt nede i en kælder hvor der ingen andre var. Der var én rotte dernede, som indimellem kom op af kloakrørene og besøgte mig. Jeg fik et brød om dagen, jeg gemte altid lidt til rotten, jeg tænkte at hvis ikke jeg gav den noget at spise, så ville den måske angribe mig mens jeg sov. Menneskepsyken blev udfordret så meget derinde! Altså, nogle gange sagde jeg til mig selv, ”lad dem/vogterne tale med mig, om det så skal ske ved vold”, så forladt og alene er man. Derfor er det velkendt for mig, når jeg hører sådanne traumatiske beretninger fra mine klienter, for jeg har oplevet det meste på egen krop, måske bliver det derfor ’nemmere’ for mig at hjælpe dem.

På mirakuløst vis blev du løsladt, selvom du ventede på at blive hevet væk, og hængt en nat ligesom dine venner. Afholdt løsladelsen dig fra det politiske?

Da jeg kom ud, var det en fuldstændig anderledes atmosfære jeg mødte derude. Kuppet havde lemlæstet folk fuldstændig, både fysisk og psykisk. Ingen turde sige noget som helst af frygt. Jeg fortsatte mine studier på universitetet, for jeg ville ikke i militæret og tjene min værnepligt. Men min koncentration var i bund, jeg var hele tiden på vagt for at nogen ville komme efter mig igen, og det gjorde de også. I 2 år var jeg på flugt i Tyrkiet, jeg gemte mig her og der. Jeg kunne se at min tilstedeværelse både ville skade mig selv, men også andre der var omkring mig, det kunne jeg ikke klare længere, så jeg besluttede mig for at flygte til udlandet.

Hvornår og hvordan endte din destination i Danmark?

Jeg kom til Danmark i 1986 som flygtning, uden at det på nogen måder var forudbestemt. Min oprindelige destination var Tyskland, jeg kom dertil ved hjælp af nogle venner, med falsk pas. Derfra skulle jeg til Sverige igennem Danmark, med tog. Da jeg et par dage efter min ankomst til Sverige søgte asyl, blev jeg spurgt hvordan jeg var kommet dertil. Naiv som jeg var fortalte jeg sagen uden ændringer, mine venner havde ikke fortalt mig at man skulle lyve. Sverige postede mig tilbage til Danmark, og muligvis ville jeg derfra sendes tilbage til Tyskland. Men jeg fik hjælp af venner og bekendte i Danmark, de sørgede for at jeg blev her, så det var rent tilfældigt at jeg endte med at blive her. Jeg havde aldrig set udlandet som en mulighed, det var ikke noget jeg nogensinde havde haft lyst til. Det var rigtig hårdt at komme til Danmark og skulle starte fra nul af, jeg følte mig nulstillet. Jeg var fremmed i Tyrkiet, og det var jeg nu også i Danmark. Det at man har kæmpet og bygget en bevidsthed op, for så at skulle betragtes som nul og som om man ikke har en fortid, var rigtig traumatisk. Man har heller ingen vidner i det her fremmede land, som kan bevise og bevidne ens fortid. Men jeg valgte at tage kampen op og startede med at tillære mig dansk ved at låne børnebøger. Det er en naturlig del af processen i et nyt kapitel af livet, at det politiske fylder mindre i perioder, sådan er det bare, men så kommer det igen når alt andet er på plads. Jeg levede altid med drømmen om en dag at vende tilbage til Kurdistan. I Tyrkiet kæmpede jeg for at få et værdigt liv for mig selv og mit folk, det var også min politik i Danmark, jeg skulle have et værdigfuldt liv.

Hvad så bagefter, hvordan udspillede dit liv og uddannelsesforløb sig i Danmark?

Jeg var 29 år da jeg kom hertil, faktisk begyndte jeg så småt at lære dansk allerede i asylcenteret. Dengang var der iblandt dem jeg var i asylcentret med, spredte holdninger ift. at lære det danske sprog. Nogle af argumenterne var hvor vidt det var nødvendigt at lære et sprog, som sølle 5 millioner mennesker taler, andre mente at det var tidsspild, for vi vidste ikke hvor længe vi ville blive her, og det vidste jeg egentlig heller ikke. Jeg så dog lidt anderledes på det, jeg ønskede inderligt at lære ethvert lands sprog, og ikke mindst havde jeg allerede lidt viden om Danmark. I min ungdom havde jeg hørt meget om de fremtrædende danske forfattere såvel som H.C Andersen og Kirkegaard, dem ville jeg gerne læse i originalsprog, det var en af grundene til at jeg var så ivrig for at lære dansk. På sidefod med sproglæring undersøgte jeg også mine muligheder for uddannelse, tænkende på sandsynligheden for at blive her længerevarigt. Jeg var uddannet i ’Faculty of Political Science’ fra Ankara (Siyasal Bilgiler Fakültesi – Ankara Üniversitesi), i hvert fald indtil sidste år af mine studier, hvor jeg af politiske årsager måtte afbryde min uddannelse. Da jeg ikke kunne hverken bevise merit overfor danske myndigheder, og heller ikke var i stand til at tage fysisk til mit tyrkiske universitet for at hente de dokumenter der krævedes, måtte jeg bøje mig for bureaukratiet. Jeg tog en HF uddannelse på 6 måneder, og bestod mine eksamener med et gennemsnit på 11 dengang. Derefter blev jeg optaget på Psykologi ved Københavns Universitet. Så vidt jeg husker, var jeg den eneste og første kurder (også iblandt tyrkere), som havde en universitetsgrad fra Danmark.

Efter et langt interview, med dybdegående perspektiver og følsomme beretninger fra det liv og det land Cavit ikke har set i 27 år, forlader vi Cavit’s lille kontor. På vej ned ad trapperne, spørger jeg ham hvad han savner allermest ved Tyrkiet, der dukker et uskyldigt smil på hans trætte ansigt, ”min mor” siger han… ”Jeg drømmer tit om min barndom, og visualiserer de steder jeg løb rundt og legede ved, da jeg var barn i landsbyen, jeg savner mest af alt den tid hvor jeg bare var barn”…

Cavit Güven

(Interviewet er foretaget på tyrkisk, men oversat af skribenten til dansk.) Oprindeligt bragt på nudem.dk

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s