Tyrkiet gør offensiv mod kurdere til hellig krig

Militærets islamiske retorik i offensiv mod kurdere i Syrien vækker bekymring blandt sekulære i Tyrkiet

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/tyrkiet-goer-offensiv-mod-kurdere-til-hellig-krig

Reklamer

7 minutter i en Istanbulsk taxa

yellow-cab-istanbul”Hvor til abla (storesøster)? Der er vagtskifte!”

”Til Balat, kører du forbi?”

”Hop ind abla!” (Han er ældre end jeg, jeg er ikke hans abla! Det må være de efterhånden mange grå hår der er dukket op, siden jeg flyttede til byen.)

Han lytter til radio. Der er cirka 7 minutters køretid fra Beyoglu til Balat, hvor jeg skal interviewe en teolog. Enten skal jeg sniksnakke med taxachaufføren, det har jeg ikke lyst til, det ender altid i politisk snak og enten bliver jeg afsløret som ”vestlig agent med onde hensigter” jf. min bekymring for Tyrkiets fremgang/tilbagegang, eller også bliver jeg selv håbløs over atter at indse, at han rent faktisk repræsenterer flertallet og det reelle Tyrkiet, som klinger langt fra dét som jeg er vant til i mit boheme-lejlighedskompleks i Beyoglu. Så jeg må vælge. I stedet lytter jeg koncentreret med til radioen, Gud ved hvilken lokal-fm han lytter til, ofte er der god folkemusik, det kan ikke gå helt galt. Jeg aner religiøse salmer (ilahi):

”De som forsøger at splitte vores land i tre dele. Ja, I ved hvem de er, men lad mig nævne det alligevel, Israel, jøder, ondskabens kerne Israel og dets køtere, forsøger at splitte vores Guds gave af et land i tre. Jeg nænner ikke engang at nævne den ene af de tre dele…”

Jeg aner ikke hvad de tre dele er, men jeg gætter på at han tænker på Kurdistan som den ene, det forbandede ord, gift for tyrkiske tunger. Radioværten fortsætter:

”Men hvad fanden tror de at vi er? Tror de om noget at de kan få så godt som et lille stykke af vores land!! De kan bare prøve! Vi står alle klar! Klar! Reis (betyder høvding/kaptajn og er efterhånden blevet tilnavn for præsident Recep Tayyip Erdogan, dog kun i hans egne kredse) skal bare sige til, vi er klar til at ofre os for ham og for faderlandet!” 

Chaufføren skruer op, hvorfor? Han kan høre det, jeg kan høre det i bagsædet. Hvad er meningen, ligner jeg en der kan tage lære af det amatørværten har gang i? Ja, det gør jeg jo nok. Jeg har faktisk også ret godt af at høre de her narrativer, hvor kvalmende og ekstreme de end er. Han har ret. Men er vi der ikke snart? Det er myldretid, jeg vil af…

”… Og ved i hvorfor de er som de er!? De er nemlig dyr, men misforstå mig ej, ikke hvilket som helst dyr, åh, jeg nænner ikke at bruge ordet, jeg skammer mig over at sige det, men jeg kan ikke dy mig, tilgiv mig! SVIN! De er nemlig nogle SVIN, for man bliver jo hvad man spiser! De er nemlig nogle giftige svin hele bundtet!”

Hmm, mon han stadig tænker på Israel? Han er vist gledet lidt af sporet. Så, nu er vi her vist.

”Du kan bare sætte mig af her, ingen grund til u-vending hvis du skal videre til centralen abi (storebror).”

”Gid alle kunder var som dig! Åh, gid..”

”Ingen problem abi.”

”Gid alle var som dig, denne her by, dette land! Må Allah give dig aaalt det dit hjerte begærer (3. Gange i træk).”

”Amen abi, amen”

”Alt hvad dit hjerte begærer!”

”Amen abi (han er sød!), lige over, i lige måde, tak tak. Fortsat god dag.”

Vi må håbe at Gud ikke fangede mit ønske for ham i det øjeblik, denne her tur var nu ikke den værste. Ja, jeg har prøvet værre! Balat er i øvrigt et gammelt jødisk kvarter i Istanbul. De er her ikke længere, i stedet er det romaer og anatolske tyrkere der har bosat sig i området, efter at de istanbulske jøder blev tvangsfordrevet fra landet, først i 30’erne og igen i 50’erne.

Efteruddannelse

 

ytringsfrihed-1-900x506.jpg

Informationskrigen spidser til verden over, og det har aldrig været mere risikabelt at være journalist end i 2017. Intet sted er krigens fronter trukket skarpere op end i Mellemøsten, og vi har masser at lære af vores tyrkiske og egyptiske kolleger, der daglig kæmper med censur, overvågning og trusler i lande med stor polarisering og masser af propaganda. Tag med på kursus og bliv bedre rustet til at beskytte dig selv og dine kilder og få inspiration til, hvordan den uafhængige journalistik kan modstå presset fra alle dem, som har interesse i at underminere den. Kom med Rasmus Bøgeskov og mig på kursus i Istanbul og Kairo og mød nogle af klodens mest hårdhudede reportere.

https://mediernesefteruddannelse.dk/kurser/krigen-mod-journalister-kursus-i-kairo-og-istanbul/

 

 

 

Kunst og ytringsfrihed: I Tyrkiet bliver selv censuren censureret

En historie om hvordan kunstnere, forfattere, instruktører mm. dagligt undgår statscensur, eller rettere sagt, hvordan de bruger censuren til at forstærke deres budskab. Her er historien om min ven, filminstruktør Kazim Öz , der er højaktuel med en kurdisk film, om at finde tilbage til sine rødder. Kazim måtte klippe adskillige minutter af filmen, eller vinke helt farvel til statsstøtten. Se med i link

http://nyheder.tv2.dk/udland/2017-07-01-kunst-og-ytringsfrihed-i-tyrkiet-bliver-selv-censuren-censureret

Tyrkiet: splittet mellem to ekstremer

Jeg har lige været i Konya med min mor. Vi har tilbragt 3-4 dage i den lille forstad Cihanbeyli, hvor begge mine forældre stammer fra. Et sted jeg kom sådan cirka hver tredje år som barn og dødglædede mig til at besøge. I disse dage bliver jeg mest frustreret, når jeg sådan cirka én gang om året besøger dem, selvom vi bor i samme land og det er langt nemmere for mig i dag at tage en tur til Konya. Mine besøg hos familien i Konya kommer nemlig meget nemt til at ende i lange diskussioner om Tyrkiet og den politiske kurs i landet. Når jeg dækker landet fra min base i Istanbul, er det nemmere for mig at være professionel. Jeg lytter tålmodigt til mine kilder og foretrækker helst ikke at forholde mig til deres holdninger. For i Tyrkiet ender man ofte i situationer, hvor kilden også lige vil høre hvad journalisten synes om samme emne. Det kan blive farligt. Det samme er tilfældet med taxachauffører, man skal aldrig falde i deres fælde og kommentere på det de siger, et grin, et suk eller et ak kan starte en krig. Nå, men når jeg så fra tid til anden er sammen med familien er det som om, at jeg slipper nerverne løs. Jeg tænker at jeg endelig kan vende op og ned på Tyrkiet uden at bruge et filter. For hvad er det værste der kan ske? At jeg er uenig med nogle, men hey, hvor forskellige kan man være i samme familie? Jeg skulle have holdt tungen lige i munden. Sidst jeg var i Konya, endte jeg ud i en diskussion med min gode gamle onkel. Vi diskuterede, hvorvidt det var fair, at tusindvis af tyrkere havde mistet deres arbejde eller var blevet fængslede på baggrund af det mislykkede kupforsøg. Han satte ingen spørgsmålstegn ved det, svært for mig at forstå. Men vores diskussion endte med at jeg blev stemplet som en utaknemmelig skid og jeg kunne ”skrubbe hjem til mit eget land hvis jeg var utilfreds”. Lidt chokeret, men det er første gang at jeg rent faktisk tænkte over, hvad ’hjem’ var for mig. Dengang jeg hørte samme sætning i de tidlige år af min folkeskolegang, var ’hjem’ Tyrkiet.

Nå men denne gang, altså Konya-besøget med min mor, lovede jeg mig selv, at jeg bare skulle nyde at se familien igen og glemme arbejdet og de politiske spændinger, der optager mig til dagligt. For det betød at jeg blot skulle forholde mig roligt, mens alle andre delte deres holdninger og frustrationer med mig. At Tyrkiet skal til valg lige om lidt, gør ikke diskussionerne mindre spændende. Det fandt jeg så ud af, var næsten værre end, at diskutere og blive bandet af, for det føles i virkeligheden bedre at diskutere, trods de ubehageligheder man måtte lægge øre til. Én ting er sikkert, uanset hvilken holdning eller hvilken begrundelse tyrkerne har for at stemme ’ja’ eller ’nej’, så er det dybt konspiratoriske forestillinger på begge fløje, der fylder langt mere end ren fakta, når tyrkerne går til stemmeurnerne i dag. Begge sider beskylder hverandre for at være CIA-projekter.

Lad mig fortælle en tragikomisk historie om min ’nej’-sigende kusine fra Konya. Hendes 8-årige datter må være blevet meget forarget over de kæmpemæssige Erdogan-plakater der hænger rundt omkring i Konya, så hun har spurgt sin mor hvad det handler om. Moren som er mangeårig kemalistisk og CHP-vælger, fortæller mig hvordan hun forklarede sin datter om en kommende katastrofe:

”Det er et valg der handler om Tyrkiets fremtid. Snart, min kære datter, kan du hverken se billeder eller statuer af vores leder, landets grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk, der byggede dette land med blod, sved og tårer. Snart kan du ikke engang se hans smukke blå øjne i lærebøgerne på skolen”. Min kusines 8-årige datter havde naturligvis tudbrølet til mors dramatiske forklaring. Tragikomisk som det kan lyde, afspejler min kusine omkring 25-30% af de tyrkere, der stemmer nej i dag. Og nej, de kan ikke se det underlige i at hylde én autoritær leder, Atatürk, mens de forsøger at forhindre en anden, Erdogan, i at udvikle sig til en diktator. CHP har i øvrigt ført en nej-kampagne, der har bildt folk ind, at et ’ja’ vil give Erdogan beføjelser til at splitte Tyrkiet i uafhængige lande. Enhver tyrkers største mareridt (not gonna happen)!

På vej hjem til min mors gamle onkel Ali, kommer vi forbi en folkeskole. Mange har måske hørt, at i Tyrkiet kalder skolerne til frikvarter med Beethovens Für Elise melodi. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor det i sin tid blev denne melodi, der blev brugt på skolerne, men mon ikke det har en forbindelse til Atatürks iver for at vestliggøre Tyrkiet. For første gang nogensinde hørte jeg i Konya, at en skole brugte religiøs musik i stedet for Für Elise. Det er klart, at den slags dagligdagsforandringer skræmmer min dybt kemalistiske kusine og hendes ligesindede. Men Erdogan er næppe islamist, han er blot en utrolig dygtig leder der forstår den gensidige gevinst ved at pleje sine borgeres religiøse følelser. Han har givet Tyrkiets konservativtænkende flertal, ja de er i flertal, en stemme, som Atatürks elitære kemalister aldrig gjorde. Den har været så effektiv, at Erdogan gang på gang trækker det muslimske offerkort frem, når han har brug for loyalitet, præcis som vi så det ved Holland-krisen. Og Holland-krisen har i den grad tjent Erdogans interesser. Min mors gamle onkel Ali fortæller, at han aldrig har følt sig mere ydmyget end da de tyrkiske ministre blev nægtet indgang i Holland. Onkel Ali var tidligere en loyal gülenist, siden det mislykkede kupforsøg tilbage i juli, er han Erdoganist (hvis man kan sige det). Han ser folkeafstemningen som en billet tilbage til det gode islamiske Osmanner-rige, ”det der er endnu værre end vantro-Vesten, er Tyrkiets indre vantroer, altså dem der stemmer nej”, siger onkel Ali. Både Erdogan og AKP har ført en argumentsvag kampagne der i bund og grund har handlet om, at de nej-sigende parter i Tyrkiet er kupmagere, kurdiske terrorister, utaknemmelige nationalister og vantro sekulære kemalister, ergo er man som dem, hvis man stemmer ’nej’. En forklaring min gode onkel Ali abonnerer på. ”Man er sammen med dem man behager”, citerede Erdogan en hadith ved et vælgermøde for nyligt. ”Vantro Europa prøver at splitte os, Vantro Europa misunder os”, siger han. Da min mor spørger sin onkel, om han stadig modtager pensionspenge fra vantro Tyskland, som han engang var gæstearbejder i, svarer han: ”ja selvfølgelig, skulle jeg da dø af sult?” Han stemmer ja til Erdogans Tyrkiet i dag. Hjemme hos onkel Ali, spotter jeg B&G’s mågestel, stolt udstillet i en glasreol, men noget malplaceret omstændighederne taget i betragtning.

Uanset hvad udfaldet af folkeafstemningen i dag bliver, er en ting sikkert. Både ’ja’-et og ’nej’-et handler om Erdogan. Er Tyrkiet mere splittet eller polariseret i dag end førhen? Næppe, det er bare Tyrkiet i en nøddeskal.