Den årlige rejse til de tyrkiske rødder indfrier en længsel efter at høre til

Mange unge anden- og tredjegenerationsindvandrere har det ligesom fodboldstjernen Mesut Özil, der skrev om sine to hjerter – det tyske og det tyrkiske – i sin opsigelse til det tyske landshold. De dyrker deres tyrkiske og kurdiske rødder, når de hver sommer rejser hjem til bedsteforældrenes hjembyer. Kristeligt Dagblad har mødt nogle af dem i landsbyen Gölyazi.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/den-aarlige-rejse-til-de-tyrkiske-roedder-indfrier-en-laengsel-efter-hoere-til

PDF Link: KD310718

KD310718

 

 

Reklamer

7 minutter i en Istanbulsk taxa

yellow-cab-istanbul”Hvor til abla (storesøster)? Der er vagtskifte!”

”Til Balat, kører du forbi?”

”Hop ind abla!” (Han er ældre end jeg, jeg er ikke hans abla! Det må være de efterhånden mange grå hår der er dukket op, siden jeg flyttede til byen.)

Han lytter til radio. Der er cirka 7 minutters køretid fra Beyoglu til Balat, hvor jeg skal interviewe en teolog. Enten skal jeg sniksnakke med taxachaufføren, det har jeg ikke lyst til, det ender altid i politisk snak og enten bliver jeg afsløret som ”vestlig agent med onde hensigter” jf. min bekymring for Tyrkiets fremgang/tilbagegang, eller også bliver jeg selv håbløs over atter at indse, at han rent faktisk repræsenterer flertallet og det reelle Tyrkiet, som klinger langt fra dét som jeg er vant til i mit boheme-lejlighedskompleks i Beyoglu. Så jeg må vælge. I stedet lytter jeg koncentreret med til radioen, Gud ved hvilken lokal-fm han lytter til, ofte er der god folkemusik, det kan ikke gå helt galt. Jeg aner religiøse salmer (ilahi):

”De som forsøger at splitte vores land i tre dele. Ja, I ved hvem de er, men lad mig nævne det alligevel, Israel, jøder, ondskabens kerne Israel og dets køtere, forsøger at splitte vores Guds gave af et land i tre. Jeg nænner ikke engang at nævne den ene af de tre dele…”

Jeg aner ikke hvad de tre dele er, men jeg gætter på at han tænker på Kurdistan som den ene, det forbandede ord, gift for tyrkiske tunger. Radioværten fortsætter:

”Men hvad fanden tror de at vi er? Tror de om noget at de kan få så godt som et lille stykke af vores land!! De kan bare prøve! Vi står alle klar! Klar! Reis (betyder høvding/kaptajn og er efterhånden blevet tilnavn for præsident Recep Tayyip Erdogan, dog kun i hans egne kredse) skal bare sige til, vi er klar til at ofre os for ham og for faderlandet!” 

Chaufføren skruer op, hvorfor? Han kan høre det, jeg kan høre det i bagsædet. Hvad er meningen, ligner jeg en der kan tage lære af det amatørværten har gang i? Ja, det gør jeg jo nok. Jeg har faktisk også ret godt af at høre de her narrativer, hvor kvalmende og ekstreme de end er. Han har ret. Men er vi der ikke snart? Det er myldretid, jeg vil af…

”… Og ved i hvorfor de er som de er!? De er nemlig dyr, men misforstå mig ej, ikke hvilket som helst dyr, åh, jeg nænner ikke at bruge ordet, jeg skammer mig over at sige det, men jeg kan ikke dy mig, tilgiv mig! SVIN! De er nemlig nogle SVIN, for man bliver jo hvad man spiser! De er nemlig nogle giftige svin hele bundtet!”

Hmm, mon han stadig tænker på Israel? Han er vist gledet lidt af sporet. Så, nu er vi her vist.

”Du kan bare sætte mig af her, ingen grund til u-vending hvis du skal videre til centralen abi (storebror).”

”Gid alle kunder var som dig! Åh, gid..”

”Ingen problem abi.”

”Gid alle var som dig, denne her by, dette land! Må Allah give dig aaalt det dit hjerte begærer (3. Gange i træk).”

”Amen abi, amen”

”Alt hvad dit hjerte begærer!”

”Amen abi (han er sød!), lige over, i lige måde, tak tak. Fortsat god dag.”

Vi må håbe at Gud ikke fangede mit ønske for ham i det øjeblik, denne her tur var nu ikke den værste. Ja, jeg har prøvet værre! Balat er i øvrigt et gammelt jødisk kvarter i Istanbul. De er her ikke længere, i stedet er det romaer og anatolske tyrkere der har bosat sig i området, efter at de istanbulske jøder blev tvangsfordrevet fra landet, først i 30’erne og igen i 50’erne.

Efteruddannelse

 

ytringsfrihed-1-900x506.jpg

Informationskrigen spidser til verden over, og det har aldrig været mere risikabelt at være journalist end i 2017. Intet sted er krigens fronter trukket skarpere op end i Mellemøsten, og vi har masser at lære af vores tyrkiske og egyptiske kolleger, der daglig kæmper med censur, overvågning og trusler i lande med stor polarisering og masser af propaganda. Tag med på kursus og bliv bedre rustet til at beskytte dig selv og dine kilder og få inspiration til, hvordan den uafhængige journalistik kan modstå presset fra alle dem, som har interesse i at underminere den. Kom med Rasmus Bøgeskov og mig på kursus i Istanbul og Kairo og mød nogle af klodens mest hårdhudede reportere.

https://mediernesefteruddannelse.dk/kurser/krigen-mod-journalister-kursus-i-kairo-og-istanbul/

 

 

 

Kunst og ytringsfrihed: I Tyrkiet bliver selv censuren censureret

En historie om hvordan kunstnere, forfattere, instruktører mm. dagligt undgår statscensur, eller rettere sagt, hvordan de bruger censuren til at forstærke deres budskab. Her er historien om min ven, filminstruktør Kazim Öz , der er højaktuel med en kurdisk film, om at finde tilbage til sine rødder. Kazim måtte klippe adskillige minutter af filmen, eller vinke helt farvel til statsstøtten. Se med i link

http://nyheder.tv2.dk/udland/2017-07-01-kunst-og-ytringsfrihed-i-tyrkiet-bliver-selv-censuren-censureret