‘Gazi Mahallesi’ og børn i oprør

IMG_0183

Graffiti ved indgangen til Gazi, af en gymnasieforening, teksten siger (med en kurdisk accent antydning): 10 dages fravær, men vi kan jo ikke holde os fra oprør 🙂

Jeg starter mit specialeeventyr med et kort ophold i Istanbuls berygtede kvarter Gazi Mahallesi (‘Gazi kvarter’). Opholdet var egentlig tænkt som en lille pause fra eksamenerne og op til specialeskrivningen som jeg påbegynder den 1. februar. Men når man bor i Gazi, så skal man også regne en del tid på aktivitet ud over det sædvanlige. Gazi er det eneste sted i Istanbul, som er så præget af en kurdisk politisk aktivisme, at den har inspireret adskillige kurdiske såvel som venstreorienterede organisationer, NGO’er og partier til at råbe højt om alt der måtte gøre tilværelsen til et helvede for dem i Tyrkiet. Områder er kendt for at huse en arbejderklasse der er så rød og så oprørsk, at tyrkiske nationalister eller højreorienterede kurdere må kamuflere sig, for de er bestemt ikke velkomne her. Det er hidtil uset i andre dele af Istanbul såvel som i andre tyrkiske byer. Istanbul er trods alt den by der huser den største kurdiske population, men ingen kurdiske områder i byen har vist sig så oprørske som i Gazi. Man siger om Gazi Mahallesi, at den er synkroniseret med den kurdiske by Sirnak (Roboski ligger i denne by), beliggende i den østlige del af landet. Lige så snart at noget rør ved sig dér, så er man ude med demonstrationer og optøjer i Gazi. Også under Gezi-oprørerne på Taksim-pladsen, var Gazi det første område der var på gaderne.

Frygt og flugt præger Gazi

For at forså Gazi-ånden skal man spole tiden helt tilbage til 70’erne hvor en massiv tilflytning sker til området, fra anatolske byer som Sivas, Corum, Tokat og Dersim. Disse tilflyttere er primært grupper der tilhører den religiøse retning ‘alevismen’. Efter 70’erne kommer flere og flere til i kraft af det såkaldte ‘hemşehrilik’ system. Hemşeri/hemşehri betyder løst oversat medborger, fellow eller fra-samme-by. Begrebet bruges til at indikere, at man har rødder i samme by og oftest helt ned til samme landsby, tit er man også familiemæssigt relateret til hinanden. Hemşehrilik systemet som kan spores i samtlige storbyer i Tyrkiet, handler om at familier der flytter til i et område, trækker andre relaterede til fra den oprindelige (altså forladte) by til eksempelvis Istanbul til samme område, i dette tilfælde Gazi. Den ‘inviterende’ fellow hjælper således den pågældende med job og lejlighed, inden den anden part forlader landbyen til fordel for et måske mere attraktivt liv i storbyen. Vi kan sammenligne det lidt med flygtningestrømmen til Danmark i 70’erne og 80’erne, hvor det også var meget almindeligt at man flyttede til områder hvor man allerede havde relaterede eller venner fra samme by eller landsby. For eksempel er Frederikssund stadig den eneste danske by der huser næsten samtlige familier der kom til Danmark fra min fars landsby Gölyazi/Cihanbeyli. Hemşehrilik system gav en tryghed og solidaritetsfølelse for folk der af forskellige grunde måtte forlade deres hjem. Den første tilflugt i 70’erne nævnt for oven sker først og fremmest pga. ringe arbejdsmuligheder ‘hjemme’ i provinserne. De tilkomne alevier vælger også at organisere sig i de samme områder, er dels for i fred at kunne praktisere deres religion og traditioner, og dels fordi de i forvejen var en sårbar gruppe udsat for adskillige massakre i Osmannisk såvel som moderne tyrkisk historie. Ligesom at man i årtusindeskiftet tror at tilflugt til Gazi har nået sit højdepunkt, kommer der en ny bølge af flygtninge til området mellem 2011 og nu, det er de syriske krigsflygtninger der i modsætning til de lokale nå nøjes med at bo på gaden.

Kampene mellem Tyrkiet og PKK påvirker Gazi

Op imod 90’erne er det kurdiske område af Tyrkiet stærkt påvirket af krigen mellem den tyrkiske hær og den kurdiske guerillabevægelse PKK. Mange familier i de kurdiske byer og provinser har en eller flere relaterede der har tilsluttet sig PKK i kampen mod den tyrkiske stats undertrykkelse og diskriminering af det kurdiske folk. Fra starten af 1980’erne starter det tyrkiske militær en ny strategi, de såkaldte ‘landsbyafbrændinger’ der både skulle aftage PKK’s styrke, idet de fik ly og fødevarer fra landsbyerne, den skulle også afskræmme de lokale kurdere til ikke at støtte denne bevægelse som af Tyrkiet var og stadig er defineret som en terrorbevægelse. Ifølge menneskerettighedsorganisationen IHD (‘Insan Haklari Derneği’) brændte og tømte de tyrkiske militærstyrker 3700 kurdiske landsbyer i perioden mellem 1984-1999 og forårsager flugten af 953.680-1.201.000 personer. Landsbyafbrændingerne (‘köy yakmalari/bosaltmalari’ på tyrkisk) forårsager altså større bølger af flugt fra de afbrændte kurdiske landsbyer til hhv. storbyerne i Østtyrkiet og især til storbyerne i Vesten og Anatolien. Istanbul der idag rummer den største kurdiske population nogensinde, var en af disse tilflugtsbyer og Gazi Mahallesi et af de kvarterer der tager imod massevis af kurdere, især fra byer som Diyarbakir, Siirt, Sirnak og Bingöl. Denne relativt ‘homogene’ population og Gazi’s lidt isolerede placering betyder at disse kurdere (ligesom alevierne i området), der var direkte påvirket at situationen i Østtyrkiet, lettere kan forene sig i politiske grupper som op imod 2000 var dominerede af PKK.

Gazi-massakren i 1995

Gazi Mahallesi i sin politiske og socialistiske ånd kom for alvor i spotlyset den 12. marts 1995, da landsdækkende medier dækkede de såkalde ‘Gazi hændelser’ (‘Gazi Olaylari’ på tyrkisk). Den dag blev 4 thehuse/’kahvehane’ (forsamlingshuse for mænd) og en dessertcafé i Gazi Mahallesi angrebet med jævne minutter af stadig ukendte mænd fra en taxa. Efterfølgende blev taxachaufføren dræbt og taxaen brændt ned. Angrebene resulterede i at en ‘alevi-dede’ (en alevi lært) Halil Kaya mistede livet og adskillige blev sårede. Mange pile peger på at angrebene var tilknyttet ultranationalistisk tyrkisk grupper som ‘de grå ulve’, der i 90’erne menes at have stærke tilknytninger til den dybe stat i Tyrkiet. Dagen efter angrebene den 13. marts gik Gazi’s kurdiske og alevi-indbyggere sammen om en større protest, hvor den lokale politistation blev angrebet. Politiet svarede igen med ild der forårsagede 17 dræbte, hvoraf syv af dem var politibetjente.

De såkaldte Gazi hændelser var naturligvis ikke det første anslag på demokratiet i området, men hændelserne blev en slags vækkelse for lokalbefolkningen i Gazi, der nu værnede om deres rettigheder mere end nogensinde. Hændelserne forårsagede også en alliance mellem de kurdiske forerningerne og alevierne i området, der allerhelst ønskede at praktisere deres religion uden politisk indblanding.

Gazi Mahallesi idag

Madhus i Gazi der er navngivet Rojava, som er navnet på det kurdiske selvstyreområde i Nordsyrien.

Madhus i Gazi der er navngivet Rojava, som er navnet på det kurdiske selvstyreområde i Nordsyrien.

Oprørerne i Gazi var altså længe forud for Gezi. I Gazi har indbyggerne smagt på tåregas og politivold i årtier. Jeg kommer selv hyppigt til Gazi Mahallesi fordi min forlovede Mazlum Dogan og hans familie bor her. Mazlum og hans familie har oprindelse i Bingöl, en mindre kurdisk by der ligger i den østlige del af landet mellem Erzurum, Dersim, Diyarbakir og Muş. De flyttede fra Bingöl til Istanbul i 1995, kun en måned før Gazi hændelserne, af samme grund som de fleste kurdere der kom til Istanbul i 90’erne, nemlig krigen der snart skulle forårsage afbrændingen af deres landsby samt den høje arbejdsløshed. Mazlum’s far havde i starten af 90’erne været fængslet på det berygtede Diyarbakir-fængsel pga. politisk aktivitet, han blev anklaget for at være ”PKK-terrorist”. Denne stempling af offentlige myndigheder var aldeles farlig i en Østtyrkiet, der i denne periode er præget af ‘uopklarede mord’ (se mit tidligere indlæg om Cumartesi Anneleri), derfor valgte han og familien på fire at flytte til Istanbul, hvor det var sværere at blive genkendt.

Da Mazlum og jeg gik en tur i kvarteret, fik vi stanken af afbrændte dæk og vi så hurtigt en flok små drenge mellem 10-15 år brænde dækrester af på åben gade. Indgangen til Gazi Mahallesi gør sig bemærket ved sine vægge, der er påmalet med graffiti, politiske slogans og plakater der opfordrer til diverse demonstrationer og koncerter (typisk politiske koncerter). Mest bemærkelsesværdigt er den nedbrændte busstopsted, som er blevet offer for de daglige kampe mellem demonstranter og politiet.

En væg ved indgangen til Gazi: plakater af HDP's Selahattin Demirtas under præsidentvalget i August.

En væg ved indgangen til Gazi: plakater af HDP’s Selahattin Demirtas under præsidentvalget i August.

Man behøver ikke at gå særlig langt i Gazi for at få fornemmelsen for de mange vestreorienterede partier og NGO’er der holder til her, samt de mange thehuse der huser kurdiske mænd der diskuterer trivielle og politiske problemer. Aleviernes forsamlingssted Cem-huset ligger også på denne hovedgade. Lidt længere nede af gaden går vi ind til en Cigköfte-butik, ja det er min yndligsret! Ham der betjener butikken siger at det nok er en god ide at blive inde, for der er ballade udenfor. Jeg kigger ud og bliver forbavset over at se en kæmpe ‘TOMA’ (panservogn) og en gruppe på omtrent 20 drenge der frygtløs angriber denne med sten. Cigköfte-drengen er fuldstændig rolig i sit ansigtsudtryk, det samme er Mazlum, faktisk joker de indbyrdes om balladen udenfor. Vi har fået pakket vores Cigköfte og går ud igen af butikken, jeg er både lidt skræmt af at være så tæt på en TOMA og de stenkastende børn, men jeg synes også at det er vildt spændende og lidt vildt at disse små drenge er så modige. Mazlum morer sig over at jeg virker lidt skræmt, vi skal jo forbi dem for at komme hjem, han fortæller mig at det her altså er meget almindeligt her i Gazi og at det nok er en demonstration for Kobane, som politiet ikke tillader. En demonstration for Kobane af 20 små drenge? Hmm. Nå men det bliver endnu værre da en offentlig bus dyttende kører forbi os, dens kæmpe glasruder er blevet ramt af sten og ruderne braser ned og bliver til millioner af glasskår for næsen af os. Bussen er heldigvis tom. Jeg hører et par mødre og fædre bande af de små drenge og deres opførsel. En af drengene har en sort elefanthue på hvor kun øjnene kan ses og råber: ”Hevalnoooo” (betyder venner på kurdisk) og opfordrer dem til at løbe tættere på TOMA’en. Jeg kan ikke lade være med at ytre mig om at det jo er lidt uansvarligt at angribe en bus, for tænk hvis der var civile i og de kæmpe stenblokke havde ramt én af dem. Mazlum fortæller mig at hans egen politiske bevidsthed startede som de små drenges, og at jeg ikke skal undervurdere dem pga. deres alder; ”de er så organiserede, den bus har højst sandsynligt fornærmet dem ved at køre imod dem for at skræmme dem væk. Endvidere ville børnene aldrig kaste sten på bussen hvis ikke de var 100% sikre på at den var tom.” Fordi voldelige sammenstød mellem politiet og de lokale i Gazi er så hyppige, så er det kun gamle busmodeller der kører ruten igennem Gazi Mahallesi. At skade de offentlige busser symboliserer skade på den undertrykkende tyrkiske stat, i hvert fald for disse drenge der måske bliver den næste generation af kurdiske meningsdannere.

Vil du vide mere om landsbyafbrændinger og Gazi Mahallesi? Så check disse links i artiklen samt:

http://nevzatcicek.blogcu.com/gazi-mahallesinde-kahreden-gerginlik/2656073

Hvis i vil vide mere om ‘Gazi Olaylari’ så kan jeg anbefale jer at se afdøde journalist Mehmet Ali Birand’s dokumentar Son Darbe 28 Subat og/eller Aydin Bulut’s Gazi Mahallesi Belgeseli.

‘Cumartesi Anneleri’ på 513. uge

Abdullah Canan

Abdullah Canan

Idag mødtes Cumartesi Anneleri – ‘lørdagsmødrene’ – for 513. gang på Galatasaray pladsen i Taksim/Istanbul. De kaldes lørdagsmødrene fordi de mødes hver evig eneste lørdag kl. 12 samme sted, foran Galatasaray Gymnasium på Istanbuls travleste gågade Istiklal Caddesi. Der er ikke én eneste lørdag der bliver sprunget over. Hvad enten det drivregner, sner eller er 40 grader uudholdelig varmt om sommeren. Bevægelsen er inspireret af de argentinske mødre der mødes ved Plaza Del Mayo, for at kræve deres børn som blev tvangsfjernet af den argentinske junta. Bevægelsen Cumartesi Anneleri har mødt stor modstand fra myndighederne igennem årene, men jo større modstand desto større tilslutning fik de, bl.a. fra politikere, skuespillere og akademikere. Idag ser jeg kendte navne som den kurdiske politiker Sezgin Tanrikulu og skuespiller Nur Sürer blandt skaren på mindst 250 mennesker, der er mødt op for at støtte de pårørende på trods af regnvejret.

10891524_10153012797437836_9077943001157111088_n

Mødrene har det tilfælles at de har mistet mindst en søn eller en bror ved statsvold. Mordene betegnes som faili mechul, altså ‘uopklarede mord’. Ofrene er hovedsageligt kurdiske mænd, der igennem politisk aktivitet er blevet udpeget som bødler af de tyrkiske myndigheder. Selvom mordene kaldes ‘uopklarede’, ved man at det er det lokale gendarmerie eller politistation der står bag. Langt de fleste familier fra de kurdiske byer i Østtyrkiet, har i 90’erne oplevet at mandlige medlemmer ved vold er blevet hentet fra deres hjem, typisk om natten. Nogle af disse er stadig politiske fanger i tyrkiske fængsler, mens mange aldrig kom tilbage igen. Nogle familier er ‘heldige’, de har efter at deres fædre/brødre/mænd har været under varetægt og blevet udsat for adskillige tortur og grusomheder, fundet deres lig ved en vejkant, en mark eller i nogles tilfælde i massegrave 15-20 år efter at de ‘forsvandt’. Langt de fleste familier kender gerningsmændene ved navn, for de fleste ofre er forinden blevet truet med drab af den lokale politibetjent eller militæroverhoved. Efter 2000’tallet har adskillige politibetjente og soldater der har tjent i Østtyrkiet indrømmet drab og tortur af kurdiske mænd. Ikke én eneste gerningsmand er blevet dømt for disse mord og overgreb.

Lørdagsmødrene mødes hver lørdag for at kræve svar af myndighederne om to ting; 1) at få udleveret deres kæres levn, så de kan tage afsked med dem og begrave dem, 2) at de skyldige bliver straffet. Hver uge bliver dedikeret til ét offer og i denne uge handlede det om Abdullah Canan, en forretningsmand fra Hakkari der forsvandt den 17. januar 1996.

Abdullah Canan lagde en sag an på majoren Mehmet Emin Yurdakul, som var den øverste ved Yüksekova Komando Bataljonen, der foretog en militæroperation mod Befircan landsbyen, hvor adskillige af de lokales ejendomme kom til skade. Canan stod i spidsen for anklagen og krævede at staten måtte dække udgifterne for de skader de voldte de lokale. Yurdakul fåe efterfølgende Canan hentet til stationen, hvor han angiveligt truer Canan med at hans straf bliver hård, medmindre han trækker anklagen tilbage. Canan skulle ved dette møde have sagt: “Hvis jeg nogensinde trækker min anklage tilbage, vil det betyde at jeg giver afkald på min ære”. Canan skulle ved samme møde have sagt “hvor har i det varmt her, gid staten gav denne mulighed til alle sine borgere”. Til dette svarede major Yurdakul: “Jeg har det varmt, det har du også lige nu, men hvis du ikke giver afkald på denne sag, bliver dit sted og din ‘seng’ rigtig kold, tænkt dig godt om.” Den 17. januar 1996 da Canan er på vej til Hakkari, bliver hans bil stoppet, hvorefter han af soldater bliver ført til Yüksekova Komando Batajonen hvor han kort tid inden blev truet med døden af major Yurdakul. Canans bil bliver fundet uskadiget på en landevej og selvom familien var sikker på at han blev bortført af gendarmeriet, så får de ingen informationer herom.

Den 21. februar bliver Canan’s lig fundet ved en landsby i Yüksekova af lokale. Abdullah Canan var kun 43 år da han af det lokale gendarmeristation blev tortureret og myrdet af den tyrkiske stat. Hans mund, hænder og fødder var bundet. Hans søn Vehab Canan spørger idag den 24. januar 2015 hvor gerningsmændende stadig er ustraffet og på fri fod: “Får i mon nogensinde fred fra jeres samvittighed?”

Hvis i vil læse mere om mordet på Abdullah Canan, så er link http://www.zorlakaybetmeler.org/victim.php?id=HAH/person/463

I kan også følge Cumartesi Anneleri på Facebook. Min ven Fuat Talay og Cahit Ece har for nyligt dedikeret en sang til lørdagsmødrene, se og hør sangen på Youtube: http://www.youtube.com/watch?v=YRopw_1OoM0&feature=youtu.be

Cumartesi Anneleri - Galatasaray Meydani

Cumartesi Anneleri – Galatasaray Meydani

ISIS – en tikkende bombe i Tyrkiet

Mens kurdiske militanter kæmper mod ISIS på 22. dag af angrebene mod Kobani, flygter hver dag hundredevis af syrere til Tyrkiet af frygt for ISIS’ grusomheder. Naboerne i Tyrkiet er heller ikke optimistiske. De frygter, at hver udtalelse landets præsident Erdoğan kommer med, kan have frygtelige konsekvenser for landet.

Antakya, en gammel by, der har tiltrukket adskillige kongeriger og dynastier til sig. Ikke mindst Paulus, der første gang brugte ordet ’kristen’ om sin menighed i Antiochia, som det hed dengang. Derfor er byen stadig den dag i dag pilgrimsdestination for kristne verden over. Antakya, der ligger i provinsen Hatay, er også en forkælet by i Tyrkiet, idet provinsen var det område, der blev senest tyrkisk. Hatay var indtil 1938 en del af Syrien, hvorefter den har en periode på 10 måneder som selvstændig stat, for til sidst – efter stærk befaling fra Atatürk – at blive indlemmet i den Tyrkiske Republik. Turismen er dog noget falmet siden krigen i Syrien begyndte. Byen bliver i dag sjældent nævnt i forbindelse med sin prægtige fortid, men oftest i forbindelse med en anden strid og en noget voldsommere krig i de internationale medier. Knap 60 km fra Antakyas historiske centrum, i Syrien, foregår der en af vore moderne tiders mest grusomme krig. Billeder og videoer af halshuggede mænd, efterladte, døde og sultne børn, bortførte kvinder der sælges som sexslaver til 12 dollars, er nogle af de overskrifter, der har præget medierne og vores hukommelse, når vi snakker Syrien, Irak og ’Islamisk Stat’.

I en af vandpibecafeerne, som ligger i de gamle Antakya-huses havegårde, træffer jeg Mithatcan Türetken. Udmattet og søvnløs som han ser ud, udbryder han »Jeg er kommet fra krig og er drænet for energi, forvent ikke noget fra mig de næste mange timer.« Mithatcan hentyder til, at han de sidste fem dage har været ved Tyrkiets grænse til Syrien ved Suruç/Urfa. Ikke alene grænsen, han har faktisk været helt inde i Nordsyrien, i den kurdiske by Kobani, der lige nu kæmper mod ISIS på 22. dag. Mithatcan er 25 år og i gang med en uddannelse som bygningsingeniør. Han måtte forlænge studietiden, da han i forbindelse med Gezi-oprørerne blev fængslet i fem måneder. Han var en del af de mange delegationer, der frivilligt tog til grænsen i Suruç, for at observere kampene og endvidere formidle begivenhederne loyalt, idet de mener, at de tyrkiske medier fordrejer sandheden. Delegationerne er organiserede under HDK (Folkenes Demokratiske Kongres), og var også ved grænsen for at give udtryk for deres opbakning for den kamp de kurdiske militanter PYD og PKK kæmper mod ISIS. Folk i hundredvis af busser fra alle egne af Tyrkiet var kommet til Suruç, for at danne en menneskekæde ved grænsen til Kobani med det formål at forhindre den logistik- og våbenstøtte som adskillige kurdere hævder, at Tyrkiet giver ISIS. Folkemængden har trods adskillige pres fra det tyrkiske militær i form af tåregas og vandbomber og ikke forladt grænsen. Mithatcan som har været inde i Kobani afkræfter rygterne om, at Kobani skulle være faldet til ISIS og mener også, at tallene om de faldne kurdiske landsbyer er stærkt overdrevne og manipulerende.

Ingen unge tilbage blandt flygtningemængden i Suruç

På blot 3. dag af ISIS’ angreb fra tre fronter på kurdiske Kobani, kom en af de største flygtningebølger til den Tyrkiske grænse. Op imod 160.000 syriske flygtninge var efter flere timers venten, lukket ind i Tyrkiet ved Suruç-grænsen. »Alene i løbet af sommeren 2011, var der ikke kommet halvt så mange flygtninge fra Syrien, som der er nu fra Kobani på blot tre dage«, fortæller Merve Çağşırlı, som er projektkoordinator for Dansk Flygtningehjælp i Antakya. Merve mener at dette må være et udtryk for den frygt ISIS har formået at skabe hos folk. Mithatcan påpeger, at der i Suruç ingen unge er blandt flygtningemængden. Unge mænd såvel som kvinder er taget tilbage til Kobani for at deltage i de kurdiske styrkers kamp mod ISIS.

Det pro-kurdiske parti i Tyrkiet HDP hævder, at ISIS forsøger at skabe en ny Shingal-massakre, hvor hundredvis af ezidi-kurdere blev slagtet, nu blot i Kobani. Mithatcan beretter, at de kurdiske flygtninge ved Suruç nægtede at indlogere sig på de statsejede teltlejre, fordi de mener, at Tyrkiet har ladt sine kurdiske naboer i stikken ved at åbne grænsen for Jihad-krigerne, og støtte dem med våben. Men også fordi Tyrkiet har været tavse i form af et modangreb på ISIS i Kobani. I stedet for bor de tilkomne flygtninge kurdiske i telte, hos familiemedlemmer, forladte og tomme bygninger, skoler osv.

For få dage siden sagde USA’s vicepræsident, Joe Biden, at Erdoğan i en samtale havde indrømmet, at Tyrkiet var for langsomme til at stoppe jihadisternes adgang til Syrien og Irak igennem Tyrkiet. Biden indikerede også, at Tyrkiet dermed har hjulpet ISIS til den magt, de har fået i området. Erdoğan nægter, at han har erkendt nogen som helst fejl fra tyrkisk side, også hvad angår støtte til ISIS, og forventede en undskyldning fra Biden for sine påstande. Undskyldningen fra Biden kom så sent som i dag, men det ændrer ikke på, at rigtig mange kurdere i Tyrkiet er overbeviste om, at Tyrkiet støtter ISIS’ hårde kamp mod kurderne i Kobani.

»Tyrkiet havde gjort klar til Kobani-angreb«

Mithatcan er selv alevi og araber fra Antakya, som stadig rummer en stor befolkning, der har arabisk som modersmål. Han kan som mange andre ’tyrkiske arabere’ ikke læse eller skrive på arabisk, idet den tyrkiske republik indtil for nyligt har nægtet enhver undervisning på andet end det officielle sprog – tyrkisk. Alligevel har etniske grupper formået at bevare deres sprog i tale ved at tale det indbyrdes derhjemme. Det arabiske som Mithatcan taler, har givet ham bedre adgang til dialogen med de traumaramte flygtninge i Suruç, idet han kan tale arabisk med både syrerne og kurderne (for hvem arabisk er andetsprog). »En gammel mand fortalte mig, at han så ISIS likvidere 60 mænd i øjnene foran ham, de lod ham leve i såret tilstand, måske for at han skulle sprede frygten«, fortæller Mithatcan med en rystet stemme, men formår at samle modet og fortsætter sin fortælling. Han fortæller, at det største ønske flygtningene i Suruc havde var uddannelse til deres børn, men også basale hverdagsvarer som dyner, puder, tøj mm., var der stor behov for.

»Vi så statens teltlejre i Urfa, de havde hele tre uger inden det første angreb mod Kobani, gjort en teltlejr klar, som kunne rumme op mod 400.000 personer«. Mithatcans stærke påstand bevidner, at den tyrkiske regeringen på forhånd har vidst om det kommende angreb mod kurderne, og at der ville komme en stor bølge af flygtninge fra Kobani, hvis’ indbyggertal er på knap 400.000. »Det er jo en genial måde at tage imod kurderne fra Syrien og vise, at den tyrkiske regeringen står bag fredsprocessen med sine egne kurdere, og dermed blot beskylde ISIS for det der sker på den anden side af grænsen, men planen holdt ikke stik.«, siger Mithatcan og understreger, at de kurdiske flygtninge ikke faldt i fælden, og at de har afvist de tyrkiske teltlejre imod de kurdiske (HDP sponsorerede telte).

»ISIS er en gruppe af amatører«

Mithatcan mener som mange andre borgere i Antakya, at byen er blevet et sted, hvor ISIS færdes frit, og at dette skaber en enorm frygt og tvivl hos indbyggerne i Antakya. »ISIS har ingen særlig krigstaktikker eller krigstræning. De er blot nogle defacto jihadister som udelukkende har styrke pga. økonomisk støtte fra lande som Saudi Arabien, Qatar og Jordan. De er store magters hånddukker. Det er en flok hjernevaskede staklers krig, vi kalder dem for bander. «Mithatcan understreger, at ISIS’ største styrke har været den psykologiske krig jihadisterne har ført.» Der er noget der hedder krigskonventioner, men disse bander er lovløse, deres umenneskelige handlinger er aldrig set før. Vi må forstå, at de gør det helt bevidst«, siger Mithatcan og påpeger, at billeder af afskårne hoveder og legemer er et led af den psykologiske krig ISIS fører. Han mener endvidere, at mange landsbyer i Mosul, Latkia, Kirkuk osv. udelukkende blev tømt, fordi folk flygtede ved bare rygtet om, at ISIS var på vej. De har skabt en så stor frygt, at deres navn er nok til at folk forlader alt, hvad de har og flygter med livet i behold. Så sent som i juni skrev adskillige tyrkiske medier om, at ISIS’ medlemmer gik rundt i tyrkiske landsbyer ved grænsen (til Syrien), og viste videoer og billeder af afhuggede hoveder og likvideringer. Alene metoder som disse er ifølge Mithatcan nok til at folk kan flygte fra deres bopæl ved det mindste røren på grænsen. Dermed skabes der helt naturligt en frygt i Antakya, som ligger så tæt på Syrien og ligger hus til Akçakale-grænsen, hvorfra man kan se ind til ISIS poster. Mithatcan mener ligeledes, at man nemt kan få øje på ISIS-medlemmer i Antakyas gader. De tøver ikke med at hovere sig i deres militærdragter og lange skæg.

I forhold til de kurdiske styrker fra føderationen Kurdistan i Nordirak – Peshmergaerne – siger Mithatcan, at de ikke er med i fronten mod ISIS i Syrien. Det våben som Peshmerga modtager fra de allierede er heller ikke i hænderne på PYD og PKK, som lige nu kæmper en hård kamp mod ISIS, der angriber Kobani med hårde våben og artilleri. Dette vender opmærksomheden tilbage til PYD lederen Salih Muslims besøg i Danmark, hvor han opfordrer Vesten til at hjælpe med økonomisk støtte og våben. Enhedslistens Nikolaj Villumsen har i torsdags overrakt 53.500 kroner til PYD og er kommet i søgelyset, fordi PYD er den syriske gren af PKK (Det Kurdiske Arbejderparti i Tyrkiet), som længe har været på både USA’s og blandt andet Danmarks terrorliste.

Oprindelig bragt på nudem.dk

Tyrkiet: et land klemt imellem ISIS og Kobanê?

Dag for dag viser ISIS sine skræmmende metoder og dagligdagen i deres selverklærede kalifat. Dog mister ISIS fodfæste i flere områder på grund af stærk modstand fra kurderne. På den anden side af grænsen må Tyrkiet nu genoverveje sit diplomati i forhold til ISIS. Et diplomati, der på det seneste har fået stor kritik fra Vesten.

Et af de hotteste emner kandidaterne gik til valg på, ved det seneste præsidentvalg i Tyrkiet den 10. august, var Syrien og situationen i Irak. Erdogan har fejlet i sin Syrien-politik og dermed skabt grobund for en potentiel trussel imod Tyrkiet. ISIS havde på kort tid ekspanderet deres magt så meget, at de i juni erklærede kalifat i Mosul. Kalifatet omfatter dele af både Syrien og Irak, Tyrkiets eneste nabolande for syd, udover Kurdistan.

IS truer den vigtige vandforsyning

I en reportageserie ViceNews har lavet med ISIS (publiceret i starten af august), har terrororganisationens presseofficer Abu Mosa direkte truet Tyrkiet. Truslen lyder på, at ISIS selv vil ’tage vare om’ Istanbul og selv sørge for vandforsyningen, hvis ikke den Tyrkiske AKP-regering lukker op for Atatürk-dæmningen. Atatürk-dæmningen er bygget over Tigris-floden, som supplerer vand til både Irak og Syrien. Den er verdens 6. største dæmning med en kapacitet på 48,2 billioner kubikmeter, og har siden indvielsen i 1992 skabt store spændinger i regionen, fordi den holder meget af Eufrats vand tilbage. To rapporter fra Beiruts Al-Akhbar peger på, at katastrofale vandproblemer vil ramme Syrien i den nærmeste fremtid. Når Tyrkiet vælger at lukke for vandstrømningen, læner denne politik sig op ad den såkaldte Harmon-doktrin. Ifølge doktrinet har det land, hvori en flod har sit udløb, rettighederne for udnyttelse af vandet. Ministeren for vand og skovbrug, Veysel Eroğlu, modtog truslen fra ISIS med en tøvende attitude og udtalte: ”ISIS skal have tungen lige i munden, når først tyrkernes tålmodighed bliver udfordret, så kan ingen stoppe os”.

Det er ingen hemmelighed at Tyrkiet har et stort ansvar i den konfliktfyldte situation både i Syrien og Irak. For små to år siden vendte Erdoğan ryggen til sin ellers ’bestie’-allierede Bashar al-Assad. Den tyrkiske avis Cumhuriyet bragte i 2012 et interview med al-Assad, hvor han udtaler, at Tyrkiet blander sig for meget i Syriens indenrigspolitik. Erdoğan svarede, at ”al-Assad har blod på hænderne. Han bekæmper sit eget folk og er blevet en diktator grusommere end sin far!”. Efterfølgende lovede Erdoğan at støtte oprørerne ved at give dem våben, økonomisk støtte og, vigtigst af alt, fri bevægelighed ind og ud af den tyrkiske grænse til Syrien. Erdoğan holdt hvad han lovede. En ISIS-kommandant, Abu Yosef, sagde i et interview til Washington Post, at det er takket være Tyrkiet, at de overhovedet er nået dertil hvor de er. ”Vi fik våben og penge igennem Tyrkiet, og de tyrkiske hospitaler behandlede vores sårede krigere og ledere”. Yosef nævner dog også, at det ikke længere er så nemt at komme til og fra Tyrkiet, men at han igennem illegale smuglere stadig har metoder, han kan benytte sig at.

Tyrkiet må genoverveje sin Syrien-politik

Tyrkiets kurs i forhold til Syrien ændrede sig for alvor, da ISIS erklærede kalifat og indtog Mosul, heriblandt det tyrkiske konsulat og de 49 gidsler, de tog her. De tyrkiske medier har været yderst tavse omkring gidslerne, men regeringen har udtalt, at man arbejder på at få gidslerne hjem i sikkerhed. ISIS som uden besvær brugte den tyrkiske grænse til at komme ind i Syrien, men også rekrutterede nye medlemmer igennem Tyrkiet (heriblandt Istanbul og Hatay), stod nu koldblodigt som en kæmpe trussel imod det land, der støttede dem mest. Tyrkiet havde slugt en kamel i deres Syrien-politik og har nu travlt med at spytte den ud igen. Landet går igennem en regeringsperiode med store forandringer. Recep Tayyip Erdoğan er den 10. august blevet valgt som ny præsident. Den nuværende udenrigsminister Ahmet Davutoğlu, blev af Erdoğans peget på som den eneste kandidat til den tomme statsministerpost, som han nu sidder på.

Hverken oppositionen eller systemkritikerne regner med de store forandringer, hvad angår den politiske dagsorden i Tyrkiet. Det er kort sagt de samme hænder, der er ved roret. Eftersom Erdoğan er blevet valgt som Tyrkiets nye præsident med 52% af folkets stemmer, har han nu beføjelser til at fortsætte sin hårde tone mod oppositionen og ikke mindst sine nabolande. En ting er klart: Tyrkiet er i klemme! På den ene side står Erdoğan med sin forfejlede håndtering af konflikten i Syrien, og på den anden side er de vestlige magter, som han vendte ryggen til for at støtte ISIS. Efter ISIS’ massakre på de kurdiske ezidier i Irak, har der været stor international omtale af de kurdiske YPG- og PKK-militsers redningsauktion af yazidierne fra Sinjar-bjerget. YPG er en fraktion af PKK med rødder i Syrien i modsætning til PKK, som udsprang som en frihedsbevægelse i Tyrkiet. PKK har længe været på USA’s, NATO’s og ikke mindst Danmarks terrorliste. Kurdernes kamp mod ISIS er den eneste i regionen og som rent faktisk har formået at begrænse den velorganiserede gruppe. Kurderne har fået stor opbakning fra Vesten, ikke mindst fra USA, som har indledt sine første droneangreb på ISIS i Nordirak. Barzani-regeringen i Nordirak er blevet presset til at indgå en alliance med YPG og PKK, da de ikke kunne tackle IS alene, som i starten af august kun var 40 km fra hovedstaden Erbil i Kurdistan. Med hjælp fra YPG og PKK militser fra Tyrkiet og Syrien fik de ISIS-truslen væk på trods af, at Barzani ikke ønskede at samarbejde med disse kurdiske militantgrupper. I de seneste to år advarede både YPG og PKK Barzani-regeringen om, at hans allierede Erdoğan begår en kæmpe fejl ved at lukke islamistiske grupper ind i Syrien. De kurdiske styrker ved Kobanê i det nordlige Syrien har kæmpet adskillige kampe mod IS uden våbenstøtte eller humanitær hjælp fra hverken Vesten, Tyrkiet eller Barzani-regeringen i Nordirak. I dag ser situationen anderledes ud. Siden USA har udmeldt, at de støtter kurderne, har en række vestlige lande, heriblandt Danmark, meldt trop. Udviklingen har lagt stort pres på ISIS og dermed også på Tyrkiet.

IS agerer allerede aktivt i Tyrkiet

Parallelt med den positive udvikling i den kurdiske region har grupper tæt på ISIS foretaget en række angreb på kurdiske institutioner i Tyrkiet. Op til præsidentvalget den 2. august, blev det pro-kurdiske parti HDP’s valgkontor i Gaziosmanpaşa/Istanbul angrebet, af en gruppe af IS-medlemmer. Øjenvidner fra området fortalte Nûdem, at der på den lokale fodboldbane blev afholdt en religiøs begivenhed, hvor koranen blev delt ud og reciteret. Men hvem der stod for denne begivenhed var uklart. Der er rygter om, at ISIS’ leder Ebu Bekir El Baghdadis navn blev nævnt ved begivenheden. Ifølge partiet HDP var formålet med den religiøse begivenhed rekruttering af unge drenge til ISIS. Da nogle HPD-politikere advarede folk imod deltagelse i begivenheden, opstod der kaos. Senere den aften angreb flere af de, som stod bag begivenheden, det pro-kurdiske HDP’s valgkontor i området. Nûdem talte med H. P. (vil forblive anonym), som var til stede da angrebet skete. H. P. beskriver bagmændene som ”en flok skæggede mænd, med knive, stave og elektrochok-pistoler. Det var ingen, vi kendte fra området, men de var tydeligvis kommet udefra. Det er ikke tilfældigt, at de vælger et stærkt pro-kurdisk område i Istanbul. Fordi de kurdiske styrker truer dem i Syrien og Irak, viser de deres vold mod os her i Tyrkiet”. Igen i juli måned var der en gruppe religiøse mænd i Diyarbakır, efter sigende sympatisører af ISIS, som angreb adskillige cafeer og restauranter, fordi de solgte alkohol.

Newsweek bragte for nyligt en eksklusiv reportage af Alev Scott og Alex-Christie-Miller, som går i dybden og undersøger ISIS’ rekruttering af krigere fra Istanbul. Terrororganisationen agerer især i økonomisk svækkede forstæder. Reportagen taler med to ofre fra Istanbul, der hver især har mistet familiemedlemmer, der er blevet manipuleret til at drage til krig med ISIS.

Kobanê og de 49 gidsler

Kobanê er under massivt angreb igen og igen fra ISIS. Angrebet kommer fra øst, vest og syd, nu på sit 5. dag. De vestlige magter tier omkring Kobanê, og midt i dette kaos meddelte den tyrkiske præsident Erdoğan, at det var festdag for nationen. Festen og glæden skyldes de 49 gidsler fra det tyrkiske konsulat i Mosul blev løsladt. 46 af de 49 gidsler var tyrkiske statsborger, hvoraf de sidste tre var irakere. De blev af ISIS taget som gidsler, da ISIS stormede frem i Mosul den 15. juni. Den tyrkiske presse har haft forbud mod at skrive eller formidle om gidslerne på, idet en meget følsom forhandling mellem MIT (tyrkisk efterretningstjeneste) og ISIS var i gang. I går efter 101 dage under ISIS tilfangetagelse, kom den glædelige nyhed. De 49 gidsler blev forbavsende nok løsladt uden et eneste øre i løsesum, og så havde de ikke noget som en eneste skræmme på ansigtet. Gidslerne ankom samlet i bus til Akcakale grænsen, hvor de fik udhvilet og kom i pæne jakkesæt, for dernæst at blive fløjet i privatfly til Ankara. Statsminister Ahmet Davutoğlu og hans kone Sare Davutoğlu tog imod gidslerne i flyet, og delte røde roser til hver især. Det store og ubesvarede spørgsmål er selvfølgelig hvorfor nu? Hvordan kan det være at gidslerne kommer på fri fod netop nu, hvor situationen i området er så anspændt, og hvor USA endelig har erklæret krig med 40 allierede lande. Tyrkiet var det eneste land som ikke ville underskrive alliancen, umiddelbart især pga. de 49 gidsler. Hvis Tyrkiet tog det mindste skridt mod USA, kunne det have kæmpe konsekvenser, dels for gidslerne, men også for den 877 km lange grænse Syrien har til Tyrkiet. Da ISIS publicerede de grusomme billeder, hvor de viser likvideringen af de to amerikanske journalister James Foley og Steven Sotloff, samt britiske nødhjælpsarbejder David Haines, flyttede fokus i Tyrkiet igen over på de 49 tyrkiske gidsler i Mosul. De tyrkiske myndigheder vidste, at der skulle handles hurtigt, hvis ikke de tyrkiske gidsler skulle ofre for de brutale islamister.

Nu er Tyrkiets største frygt banet af vejen. Betyder det så, at Tyrkiet nu kan gribe ind i Kobanê og hjælpe sine kurdiske naboer? Eller har udleveringen af gidslerne givet ISIS friere tøjler ved grænsen? Og hvad med NATO, vil Tyrkiet nu aktivt tage del i alliancen, eller mener de stadig, at ISIS blot er ’en flok aggressive ungkarle” jævnfør Davutoğlu i en presseudtalelse i august? Det vil tiden vise. En ting er sikkert, de kurdiske militanter giver ikke Kobanê op, heller ikke i andre dele af Kurdistan. Vesten har endelig anerkendt kurdernes kamp for frihed, lighed og demokrati. Hvis Vesten virkelig er oprigtig i sin bekymring for Mellemøsten, så er det nu, at der skal gribes ind. Det pro-kurdiske parti HDP’s præsidentkandidat Selahattin Demirtaş, sagde i en af sine valgtaler i august, at YPG og PKK i Kobanê ikke kun kæmper imod ISIS til gavn for kurdere, men at Kobane i Nordsyrien er nøglen til Tyrkiet. Hvis ISIS sejrer i Kobane, så er de så godt som inde i Tyrkiet.

Oprindelig bragt i nudem.dk

En beretning om eksil, flugt og eksistens i kampen for et værdigt liv

Cavit Güven

Vi kender ham alle, eller vi har i hvert fald alle set ham, os der kommer i kurdiske kredse i København. Jeg snakker om en karismatisk mand sidst i halvtredserne, næsten altid smilende, ydmyg og genkendelig på sin ’sixpence’-kasket, som vi kender dem i Danmark. Nå ja, og så er der hans halstørklæde, uden den og sin sixpence ser man ham aldrig, medmindre man er på hans træ-duftende charmerende kontor, i indre by på Fiolstræde, hvor jeg træffer ham en lørdag formiddag.

Første gang jeg træffede ham var i 1998 til en Ferhat Tunç koncert, min far præsenterede ham for mig og min bror, siden da hørte vi mange historier om ham og hans intellektuelle liv, som skabte en vis nysgerrighed overfor hans historie hos mig. Cavit Güven, jeg husker ham med sit dengang meget mørke fuldskæg, som dengang var politisk (man kunne skelne imellem religiøs fuldskæg og venstrepolitisk fuldskæg), Cavit hørte uden tvivl til sidstnævnte. I dag har han blot overskæg, som er blevet mere gråligt, i forgæves flugt fra tiden. Cavit Güven er den første dansk-uddannede psykolog med kurdisk baggrund. Omsider med sin karriere i Danmark, har han boet tre år i Grønland, hvor han startede adskillige projekter op for folk der havde behov for hans ekspertise. Cavits historie er en historie om succes, i kølvandet på en ungdom præget af identitetssøgen, oprør, fængsel og eksil, og en historie som ikke handlede om at finde sig i skæbnens gang.

Jeg vil helt tilbage til din barndom i Yapali (en kurdisk landsby i den tyrkiske provins Cihanbeyli i midt-Anatolien).

Jeg er født i Yapalı 1957, og er faktisk præcis 57 år i dag. De første 5 år af folkeskolen (’ilkokul’) tog jeg i landsbyens skole. På anden del af folkeskolen (’ortaokul’) rykkede jeg ud til Cihanbeyli. Faktisk boede jeg i de to første år af min ortaokul hos en tyrkisk familie, fordi transportmulighederne var begrænsede, hvis jeg skulle fra Yapalı til Cihanbeyli (32km t/r) og tilbage igen hver dag. Jeg bærer stadig stor kærlighed overfor den tyrkiske familie jeg boede hos, om end det senere gik op for mig, at det var en yderst traumatisk periode af mit liv. Jeg var kun 12 år, og for første gang var jeg væk fra min familie, og boede hos en familie der talte tyrkisk derhjemme. Det var første gang her, at min dagligdag fremover skulle være på tyrkisk, det var her min søgen efter en identitet startede, jeg kæmpede med hvem jeg egentlig var. Jeg havde meget svært ved at udtrykke mig på tyrkisk, og jeg følte tit foragt pga. det, ikke fra mine klassekammerater, men fra mine lærere. Min families tanke med at jeg skulle bo hos en tyrkisk familie var, at jeg hurtigere kunne lære tyrkisk, og dermed nemmere tage mig en uddannelse, og blive ’en stor mand’. De havde sat al deres lid til mig, jeg skulle uddanne mig for så at forsørge min familie og give dem et værdigt liv, jeg var den ’udvalgte’, og det er ikke altid positivt at være udvalgt, i hvert fald ikke for mit vedkommende dengang. Kan du forestille dig hvor stor en byrde det må have været for en 12-årig dreng? Jeg var så ulykkelig over at være væk fra min familie, det demotiverede mig i min skolegang, det eneste der gjorde mig glad var weekenderne som jeg tilbragte hjemme i landsbyen.

Og så kom det politiske..?

Efter de to år flyttede vi til Konya (storby), det var positivt for mig, for min familie flyttede med mig. Det var dog hårdt for min far at skulle vænne sig til livet i en storby, når han hele sit liv havde boet i en kurdisk landsby. Jeg var stadig i en søgen. I Konya oplevede vi for alvor at vi var ’fremmede’, dette skete i mødet med ’de andre’. ’De’ talte et andet sprog, de kommunikerede anderledes, i det hele taget var det aldrig noget vi havde tænkt over i landsbyen, for der var alle bare ens, alle var kurdere og talte kurdisk, men storbyen var noget helt andet. Det var i denne periode at mit politiske liv begyndte, det var slemme tider, vi er i 70’erne hvor der er hektiske optøjer mellem højre og venstre. Jeg husker, at min moster fortalte mig en dag, at Deniz Gezmiş og hans venner blev hængt, hun var dybt berørt, dér tænkte jeg, at der også er andre der tænkte som vi gør. I et af disse optøjer mellem vores gruppe og en gruppe højreorienterede tyrkere, blev jeg bortvist fra mit gymnasium i Konya, jeg måtte ikke studere i Konya så jeg vendte til Cihanbeyli igen, hvor jeg atter blev bortvist. Det gik så slemt til, at selve Uddannelsesministeriet (Milli Eğitim Bakanlığı) udsendte straf efter mig, straffen lød at jeg ikke måtte uddanne mig ’indenfor grænserne af Konya og dens provinser’. Jeg tog til Siverek/Urfa, det var også ret usædvanligt dengang, folk fra den kurdiske del flygtede til storbyerne og til Vesttyrkiet, mens jeg flygtede fra Konya til Urfa. Jeg var den eneste fra Konya på min skole i Urfa. Selvom jeg var kurder, og kom til et kurdisk område, var der også et kulturelt chok jeg mødte der, dels ift. sproget, de talte en anden dialekt, som jeg havde svært ved at forstå. De havde også nogle andre traditioner, bl.a. stamme-systemet, som området var præget af dengang. Så var der også uddannelsessystemet, som sejlede i Urfa, der var én enkelt lærer til hele skolen, han var både matematiklærer, tyrkisklærer, historielærer osv., det var vanvittigt og uretfærdigt. Jeg blev mere og mere politisk aktiv i denne periode, vi organiserede os, og faktisk var vi i stand til at definere de forskellige kredse (af venstrefløjen), der var revisionisterne, opportunisterne, marxisterne, maoisterne osv.

Og du tilhørte?

Jeg forlod den gruppe af kurdiske revisionister, jeg var mere aktiv og forsvarede den bevæbnede kamp, så jeg rykkede over til den fløj. Vi blev betragtet som lidt ekstreme i forhold til den samtid, PKK fandtes ikke officielt endnu, men grundlaget var der, og der blev holdt møder rundt omkring i landet af dem som senere grundlagde PKK i 1978. På det tidspunkt, altså i 78, var jeg rundt i stort set alle områder og Kurdistan, for at organisere folk politisk, sådan var det dengang. F.eks. var der en række obligatoriske bøger som man skulle have læst for at blive del af vores bevægelse, det var klassiker såsom: Bulgariens socialistiske kamp, Sovjethistorien, Vietnams frihedskamp, Kina’s osv., og selvfølgelig Palæstina, vi kunne dem udenad! I 1979 blev en ven og jeg anholdt, i Viranşehir/Urfa, hvor min søster i dag er borgmester. Jeg var fængslet i 3,5 år. Mens jeg sad inde kom det militære kup i 1980. I kræft af kuppet, oplevede vi den slemmeste periode af tortur, undertrykkelse, overgreb i enhver form man kan tænke sig til. (Cavit tøver et øjeblik) Jeg blev forflyttet til i alt 7-8 forskellige fængsler, oprørerne mod staten fortsatte også i fængsel. Jeg var i rettergangen for en dødsdom, så jeg havde ingen forventning til at blive løsladt. Jeg benægter selvfølgelig alt det jeg bliver beskyldt med. Jeg var anklaget som leder af en (ifølge staten illegal) politisk bevægelse.

Leyla Güven, din søster, som er officiel borgmester for Viranşehir/Urfa, har været fængslet i næsten 5 år, under KCK-anholdelserne, hvad er status for hendes retssag?

Som familie har vi betalt høj pris, Leyla var en af dem, vores ældre søster har også været fængslet i en periode. Jeg tror vi har det fra vores opvækst, mine onkler var intellektuelle, og jeg tror at vi blev påvirkede af dem. Leyla driller mig tit med at jeg var skyld i at hun blev så rebelsk, måske har hun ret. Jeg var en af de første revolutionister fra vores landsby, jeg startede på en måde den politiske kultur, så selvfølgelig kan det have påvirket nogen. I dag er Yapalı den landsby i Konya, der har mistet flest, i frihedskampen. Så vidt jeg har forstået på vores brevkorrespondance med Leyla, så ønsker partiet at hun fortsætter som borgmester i Viranşehir, men det ønsker hun ikke, fordi hun i al den tid (siden sidste kommunalvalg i 2009) har været fængslet, og ikke kunne yde aktivt som borgmester. Jeg tror at hun og hendes venner snart bliver løsladt ved femte år, som sagt, vi har en domstol der er dobbeltmoralsk. De har lige netop løsladt flere militærtopfolk ved Ergenekon og Balyoz-sagerne, de havde endda fået livstidsdom, men hvorfor bruges samme retsgrundlag ikke når det handler om kurdiske fangere? Det oser af forskelsbehandling… Men hun har det godt, de får tiden til at gå i fængsel med diverse aktiviteter, de læser rigtig mange bøger og udvikler ideer som skal realiseres når de kommer ud. PKK har løftet vores kvinder til et fantastisk stadie, om end der paradoksalt desværre er mange problemer forbundet med kvinderettigheder på daglig basis hos den almene kurder.

Kan du skildre nogle af de ting i oplevede i fængsel, vi ser og hører mere og mere om 80’ernes gyserfængsler i Tyrkiet, men hvordan oplevede du det på egen krop?

(Han tager et dybt suk inden han skildrer sine oplevelser for mig). På det tidspunkt, både under og efter kuppet den 12. september 1980, var der både torturprogrammer på politistationer såvel som i fængslerne. De kaldte det for ıslah etme süreci, altså rehabiliteringsproces, vi skulle ’genoprettes til samfundet’. F.eks. blev højre og venstreorienterede indsatte sat i samme celle. Vi fik også militærtræning, presset var enormt, hver evig eneste dag. Da jeg blev anholdt med min ven, blev vi tortureret i halvandet måned på en politistation, for at holde informationer tilbage. Derefter smed de os i fængsel, det var især 12. september at det blev slemmest, hver evig eneste dag var der soldater og officerer som torterede os, både psykisk og fysisk. Psykisk kunne f.eks. være at vi skulle høre nationalsangen fra morgen til aften, uafbrudt. Så var der nogen fanger der blev ført til et andet rum og tortureret mens vi andre kunne høre dem/ham råbe og skrige af smerte. Til tider blev vi tvunget til at opføre os som soldater under ordre, og skulle adlyde fængselsvogterne som var de vores kommandanter. De behøvede ikke nogen grunde til at torturere os, de gjorde det bare, man er hjælpeløs. Jeg husker meget tydeligt, at der startede en frygtelig opløsning blandt de indsatte. Mange af dem blev højt depressive, andre led af trauma, mareridt og søvnproblemer, angstanfald, psykoseanfald, indelukkethed, selvmordsforsøg, fjendskab mod de andre indsatte, der skete forfærdelige og uhyggelige ting derinde, uhyggelige… Mange blev fysisk handicappede i kræft af deres lidelser, efter at have hængt i kroge (en torturmetode) i dagevis. Så blev folk pludselig fjernet fra vores celler, jeg ventede i 8 måneder på at blive hentet til dødsgangen. Os der var dødsdømt delte celle, tre af mine venner blev en nat hentet, vi så dem aldrig igen, de blev hængt. Vi ventede også, at leve derinde i den psyke og den frygt er ubeskrivelig… Hver dag venter du på døden. De udøvede enhver, enhver form for tortur et menneske overhovedet kan forestille sig… Det vil tage en evighed at snakke om dem. Da jeg var fængslet i Adiyaman, blev jeg indsat i en enkeltmandscelle helt nede i en kælder hvor der ingen andre var. Der var én rotte dernede, som indimellem kom op af kloakrørene og besøgte mig. Jeg fik et brød om dagen, jeg gemte altid lidt til rotten, jeg tænkte at hvis ikke jeg gav den noget at spise, så ville den måske angribe mig mens jeg sov. Menneskepsyken blev udfordret så meget derinde! Altså, nogle gange sagde jeg til mig selv, ”lad dem/vogterne tale med mig, om det så skal ske ved vold”, så forladt og alene er man. Derfor er det velkendt for mig, når jeg hører sådanne traumatiske beretninger fra mine klienter, for jeg har oplevet det meste på egen krop, måske bliver det derfor ’nemmere’ for mig at hjælpe dem.

På mirakuløst vis blev du løsladt, selvom du ventede på at blive hevet væk, og hængt en nat ligesom dine venner. Afholdt løsladelsen dig fra det politiske?

Da jeg kom ud, var det en fuldstændig anderledes atmosfære jeg mødte derude. Kuppet havde lemlæstet folk fuldstændig, både fysisk og psykisk. Ingen turde sige noget som helst af frygt. Jeg fortsatte mine studier på universitetet, for jeg ville ikke i militæret og tjene min værnepligt. Men min koncentration var i bund, jeg var hele tiden på vagt for at nogen ville komme efter mig igen, og det gjorde de også. I 2 år var jeg på flugt i Tyrkiet, jeg gemte mig her og der. Jeg kunne se at min tilstedeværelse både ville skade mig selv, men også andre der var omkring mig, det kunne jeg ikke klare længere, så jeg besluttede mig for at flygte til udlandet.

Hvornår og hvordan endte din destination i Danmark?

Jeg kom til Danmark i 1986 som flygtning, uden at det på nogen måder var forudbestemt. Min oprindelige destination var Tyskland, jeg kom dertil ved hjælp af nogle venner, med falsk pas. Derfra skulle jeg til Sverige igennem Danmark, med tog. Da jeg et par dage efter min ankomst til Sverige søgte asyl, blev jeg spurgt hvordan jeg var kommet dertil. Naiv som jeg var fortalte jeg sagen uden ændringer, mine venner havde ikke fortalt mig at man skulle lyve. Sverige postede mig tilbage til Danmark, og muligvis ville jeg derfra sendes tilbage til Tyskland. Men jeg fik hjælp af venner og bekendte i Danmark, de sørgede for at jeg blev her, så det var rent tilfældigt at jeg endte med at blive her. Jeg havde aldrig set udlandet som en mulighed, det var ikke noget jeg nogensinde havde haft lyst til. Det var rigtig hårdt at komme til Danmark og skulle starte fra nul af, jeg følte mig nulstillet. Jeg var fremmed i Tyrkiet, og det var jeg nu også i Danmark. Det at man har kæmpet og bygget en bevidsthed op, for så at skulle betragtes som nul og som om man ikke har en fortid, var rigtig traumatisk. Man har heller ingen vidner i det her fremmede land, som kan bevise og bevidne ens fortid. Men jeg valgte at tage kampen op og startede med at tillære mig dansk ved at låne børnebøger. Det er en naturlig del af processen i et nyt kapitel af livet, at det politiske fylder mindre i perioder, sådan er det bare, men så kommer det igen når alt andet er på plads. Jeg levede altid med drømmen om en dag at vende tilbage til Kurdistan. I Tyrkiet kæmpede jeg for at få et værdigt liv for mig selv og mit folk, det var også min politik i Danmark, jeg skulle have et værdigfuldt liv.

Hvad så bagefter, hvordan udspillede dit liv og uddannelsesforløb sig i Danmark?

Jeg var 29 år da jeg kom hertil, faktisk begyndte jeg så småt at lære dansk allerede i asylcenteret. Dengang var der iblandt dem jeg var i asylcentret med, spredte holdninger ift. at lære det danske sprog. Nogle af argumenterne var hvor vidt det var nødvendigt at lære et sprog, som sølle 5 millioner mennesker taler, andre mente at det var tidsspild, for vi vidste ikke hvor længe vi ville blive her, og det vidste jeg egentlig heller ikke. Jeg så dog lidt anderledes på det, jeg ønskede inderligt at lære ethvert lands sprog, og ikke mindst havde jeg allerede lidt viden om Danmark. I min ungdom havde jeg hørt meget om de fremtrædende danske forfattere såvel som H.C Andersen og Kirkegaard, dem ville jeg gerne læse i originalsprog, det var en af grundene til at jeg var så ivrig for at lære dansk. På sidefod med sproglæring undersøgte jeg også mine muligheder for uddannelse, tænkende på sandsynligheden for at blive her længerevarigt. Jeg var uddannet i ’Faculty of Political Science’ fra Ankara (Siyasal Bilgiler Fakültesi – Ankara Üniversitesi), i hvert fald indtil sidste år af mine studier, hvor jeg af politiske årsager måtte afbryde min uddannelse. Da jeg ikke kunne hverken bevise merit overfor danske myndigheder, og heller ikke var i stand til at tage fysisk til mit tyrkiske universitet for at hente de dokumenter der krævedes, måtte jeg bøje mig for bureaukratiet. Jeg tog en HF uddannelse på 6 måneder, og bestod mine eksamener med et gennemsnit på 11 dengang. Derefter blev jeg optaget på Psykologi ved Københavns Universitet. Så vidt jeg husker, var jeg den eneste og første kurder (også iblandt tyrkere), som havde en universitetsgrad fra Danmark.

Efter et langt interview, med dybdegående perspektiver og følsomme beretninger fra det liv og det land Cavit ikke har set i 27 år, forlader vi Cavit’s lille kontor. På vej ned ad trapperne, spørger jeg ham hvad han savner allermest ved Tyrkiet, der dukker et uskyldigt smil på hans trætte ansigt, ”min mor” siger han… ”Jeg drømmer tit om min barndom, og visualiserer de steder jeg løb rundt og legede ved, da jeg var barn i landsbyen, jeg savner mest af alt den tid hvor jeg bare var barn”…

Cavit Güven

(Interviewet er foretaget på tyrkisk, men oversat af skribenten til dansk.) Oprindeligt bragt på nudem.dk