Hvem skal bruge Europas største synagoge?

IMG_3097I torsdags kunne Tyrkiets jødiske samfund fejre åbningen af Den Store Edirne synagoge (på hebraisk ’Kal Kadosh ha Gadol’ og tyrkisk ‘Edirne Büyük Sinagoğu’), som har stået i forfald siden 1968. Synagogen var bygget i 1906 med befaling fra daværende Sultan Abdülhamid II, af den franske arkitekt France Depré. Synagogens restoration blev foretaget af Generaldirektoratet for Fonde med støtte fra Det Jødiske Trossamfund i Tyrkiet. Restorationerne har omfattet et område på i alt 2746 km2 og er foregået I tæt samarbejde med Det Jødiske Trossamfund I Tyrkiet.

Ifølge flere kilder er Den Store Edirne Synagoge Europas største og et af verdens største synagoger. Åbningen blev fejret af 800 safardiske jøder, der var kommet fra Istanbul, som rummer de fleste tyrkiske jøder i landet. Busserne der transporterede det jødiske samfund, var stærkt bevogtede af politi-konvojer. Også synagogen var bemandet med vagter og sikkerhedsstyrker, gaden hvor synagogen ligger var lukket for uvedkommende. Der var en mindre demonstration ved den lokale avis, som var skuffede over at de ikke fik akkreditering til åbningen af synagogen.

Synagogen var i rampelyset i november 2014, da Edirnes guvernør Dursun Şahin – der er kendt for sine skæve og konservative holdninger – udtalte at han omgiveligt ville stoppe restorationen og forhindre åbningen af synagogen, i øvrigt ville den ifølge ham ikke blive brugt som et synagoge men derimod et museum. Han begrundede sin udtalelse med episoden hvor Israelske styrker stormede Al-Aqsa moskeen i starten af november. Şahins trussel om at stoppe restorationen af synagogen, som var nået afslutningen, vakte stor opsigt blandt landets jødiske kredse, men også hos demokratiske borgere af Tyrkiet. At en af Tyrkiets største byers guvernører stiller landets jødiske borger til ansvar for hændelserne i Israel-Palæstina konflikten, er i en Tyrkisk kontekst aldeles farlig, idet der siden starten af 1900’tallet har været en antisemitisk kreds blandt kemalister og nationalister. Denne antisemitisme resulterede blandt andet i at tusindvis af jøder i 1934 blev tvangsforflyttet fra deres hjem i Edirne og andre byer i Thrakien-regionen. Det er i øvrigt langtfra første gang at vi bevidner angreb mod jødiske ejendomme i Tyrkiet parallelt med at den Israelske stat undertrykker palæstinensere. Eksempelvis den 27. Januar i 1988 stormede en gruppe unge Den Store Edirne Synagoge, og ødelagde alt hvad de kunne få øje på, med sig tog de bronzelysestager, sølv, tæpper mm. Det skete som en reaktion mod en nyhedsudsendelse hvor nogle israelske soldater med stenblokke brækkede armen på en palæstinensisk dreng.

Edirne var engang centrum for sefardiske jøder

Byen Edirne er det nordvestligste punkt man kommer i Tyrkiet. Ifølge forskeren Rıfat Bali – der selv har sefardisk baggrund – tyder historiske arkiver på at de første jøder kom til Edirne området allerede omkring år 389 da Theodisius I regerede det byzantinske imperium. Den største tilstrøm af jøder til Edirne var dog fra Spanien som følge af El-Hamra dekreten i 1492, der udviste og drev de ladino-talende sefardiske jøder til centre som Thessaloniki og Istanbul. Edirne var på lige fod med disse centre, og faktisk kunne Edirne op til 1900’tallet konkurrere med Istanbul hvad angår sine jødiske skoler, biblioteker, synagoger, videns centre mm. Op til 1905 var der ifølge Bali 13 synagoger i Edirne og et jødisk indbyggertal på 17.000. I 1905 var der et stort brand i Edirne, der tog 1500 huse og flere synagoger med sig i kulgraven. Det var derfor at den daværende Sultan Abdülhamid II startede opførelsen af én stor synagoge i stedet for de afbrændte synagoger. Den Store Edirne synagoge var efter opførelsen aktivt brugt af det store jødiske samfund der holdt til i Edirne.

Kemalismens tyrkifiseringsprocesser pressede atter jøderne på flugt

Da den tyrkiske republik blev grundlagt på Osmannerrigets ruiner i 1923, var lederen og statsminister Atatürks vigtigste dagsorden og vision, at samle landets borgere under én nation, ét sprog, ét flag og ét folk. Ifølge Atatürk og kemalisterne var en af grundende til Osmannerrigets fald de interne stride og separatistiske oprør for autonomi. Inden republikkens grundlæggelse havde de osmanniske pashaer i samarbejde med det der senere blev Atatürk’s CHP (Det Republikanske Folkeparti) begået et af vor tids mest barbariske folkemord mod armenierne. Alt hvad der hed selvstyre og oprør, var potentielle trusler for Tyrkiets hegemoni. Der var derfor ikke plads til multikulturalisme og diversitet, man måtte samle stumperne af det der kom til at hedde Tyrkiet, under en fælles national følelse og en etnisk fællesnævner: tyrk! En stærk assimileringsproces skulle bane vejen for ønsket om autonomi indenfor Tyrkiet, men religiøs radikalisme var også uønsket i Atatürks Tyrkiet.

En af de første tiltag var udskiftningen af det arabiske alfabet med det latinske, som også indebar at samtlige persiske, arabiske og kurdiske gloser blev erstattet med nye tyrkiske. Samtlige navne og egenavne der ikke var tyrkiske, blev erstattet med tyrkiske navne. I 1928 startede den kemalistiske regering en sprogkampagne der hed ”Borger, tal tyrkisk!” (på tyrkisk “Vatandaşö türkçe konuş”). Kampagnen var en lussing på samtlige minoriteter (jøder, armeniere, kurdere, laz’er, romaer, assyrere mm.) der modtog høje straffe hvis de blev pågrebet i at tale fremmedsprog. De mange sefardiske jøder i Thrakien var både trofaste til religion og sprog, mange af dem var også økonomisk svage. En ting var at de skulle vænne sig til et nyt alfabet, de skulle også vænne sig til at omgås rent tyrkisk i deres dagligdag. Selvom kampagnen gjaldt i hele landet, så mærkedes den stærkest i små lokalsamfund. I Edirne gik det voldeligt til, da lokale tyrkere direkte truede deres jødiske naboer med at ’gøre det af med dem’ hvis ikke de fulgte sprogkravet. Selv de lokale imamer brugte deres fredags-prædikener på at understrege nødvendigheden af at glemme modersmål og kun bruge tyrkisk. Kampagnen tvang adskillige jøder på flugt til storbyerne, således at de kunne infiltrere sig i store mængder og dermed ’skjule’ deres identitet, for i Thrakien boede jøderne samlet i bestemte områder, og var derfor i risiko for  at blive udsat for kontrol, pengebøderne havde de slet ikke råd til. Dette var den første bølge af flugt væk fra Thrakien og Edirne.

Den næste bølge kom i 1942 med den såkaldte ’ejendomsskat’ (på tyrkisk ’Varlık Vergisi’), som var rettet mod velfungerende/rige borgere. Begrundelsen for skatten var, at den skulle financiere landets forsvar i tilfælde af en eventuel deltagelse i 2. Verdenskrig. Adskillige daværende politikere har senere indrømmet, at skatten var rettet mod landets ikke-muslimske borgere, der dermed fik frataget deres økonomisk styrke og indflydelse på landets interne forhold. Det er helt absurde tal såsom 232% for armeniere, 179% for jøder, 156% for grækere og 4,9% for muslimer. Ejendommensskatten tvang samtlige familier der var ramt af den, til at sælge af af forretninger, huse, biler mm. Tallene viser en kraftig stigning på selvmord ved de pårørende ikke-muslimer. Ejendomsskatten forårsagede endnu en bølge af flugt, både fra provinserne i Thrakien og fra storbyer som Istanbul, Edirne, Ankara og Izmir til andre lande.

Trakien-Pogromen 1934

Ved synagogens åbning i torsdags havde Edirne Kommune hængt et kæmpe banner op på rådhuset med teksten ”Gamle naboer, velkommen hjem.” Ja sandt at de var gamle naboer, men om de nogensinde kan betegne Edirne som ’hjem’ igen er tvivlsomt, for dengang Edirne var ’hjem’ for dem, blev de plyndret, voltaget, myrdet og forfulgt.

Den sidste men kraftigste bølge af flugt for det jødiske samfund i Tyrkiet var nemlig i 1934, hvor samtlige jødiske områder og landsbyer systematisk blev udsat for et pogrom af lokalsamfundet. Thrakien-pogromen (på tyrkisk ’Trakya Olayları’) har længe været et omstridt emne i det moderne Tyrkiets historie. I dag er der adskillige akademikere der har fremlagt, at pogromen var systematisk planlagt af regeringens forskellige enheder i lokalområderne. Pogromen lå også i en periode hvor adskillige nationalistiske tidsskrifter og satire-blade havde en stærk antisemitisk retorik, direkte inspireret af nazisterne i Tyskland (se Nihal Atsız og Cevat Rıfat Atılgan for deres antisemitiske propaganda). Det var imellem 21.juni – 4. juli at jødiske forretninger og huse blev hærget ved grupper af tyrkiske mænd, der var samlet fra omkringliggende landsbyer og byer. Al ejendom og værdigenstande blev plyndret for øjnene af sine jødiske ejere, piger og kvinder blev voldtaget og flere jødiske mænd blev myrdede. Der var ingen vej tilbage for de Thrakiske jøder, om de så var modige nok til at blive, så havde de mistet alt hvad de havde. Mens nogle familier flygtede til Izmir og Istanbul, var der mange familier der flygtede til andre lande, heriblandt Israel.

Fra at rumme 28.000 jødiske indbyggere i 1914, var der i 1927 6.098, i 1943 2.000, i 1960 438, i 1977 72 og i 1998 boede der kun tre jøder i Edirne (kilde Rifat Bali). Ifølge det jødisk-tyrkiske ugeblad Şalom, bor der til dags dato kun én jøde i Edirne. De 800 jøder der var med fra Istanbul til åbningen af synagogen er alle børn og børnebørn til de forældre der med nød og næppe nåede at flygte med livet i behold. De har alle direkte eller indirekte været vidner til de grusomheder som statsskabt had kan skabe.

AKP og ”Det nye Tyrkiet”

Vicepræmierminister Bülent Arınç der var med til åbningen af Den Store Edirne Synagoge, sagde her til pressen, at jøderne er uadskillelige elementer af Tyrkiet uanset om landet har problemer i sit forhold til Israel, og at det derfor er en ære for AKP at medvirke til genlivelsen af Den Store Edirne Synagoge. Arınç benyttede også lejligheden til at invitere jøder til Tyrkiet: “hvis i har lyst til at leve i Tyrkiet, så skal i vide at 78 millioner står klar til at omfavne jer”. Arınçs retorik afspejler intet mindre end et større projekt og vision af den nuværende AKP-regeringen. Det er visionen eller drømmen om at genoplive den osmanniske romantik og multukulturalisme som blev et med jorden efter Atatürks grundlæggelse af den Tyrkiske republik. AKP regeringen er sågar også de eneste der har formået at skabe en god dialog med landets ikke-muslimske mindretal. De seneste år har der været en række tiltag mod ikke-muslimske borgere af Tyrkiet, der har givet håb for landets ellers fjendtlige indstilling mod disse. Sidste år fik de assyriske kristne adskillige ejendomme tilbage, som staten havde ‘taget’ fra dem, de har også fået tilladelse til at undervise deres børn i modersmål på egne privatskoler. I år blev den armenske journalist Etyen Mahçupyan politisk rådgiver for statsminister Davutoğlu. Det er første gang nogensinde i tyrkisk moderne historie, at en armenier og ikke-muslim kommer så tæt på regeringsapperatet. Det er også samme regeringen som siden 2002 har ført den såkaldte ’fredsproces’ med det prokurdiske parti HDP som er den legitime arm af guerillabevægelsen PKK. Men alt er naturligvis ikke så lyserødt som jeg måske får det til at lyde foroven. Der bliver stadig dagligt begået hate-crimes imod jøder, armeniere og kurdere alle steder, især på sociale medier. Vi kan til tider hører præsident Erdogan bruge problematiske betegnelser når han omtaler landets minoriteter, som både støder og krænker disse i forvejen sårbare grupper. Ikke mindst så vi det i episoden med Edirnes guvernør Şahin, der uden tøven fandt sig selv i at true det jødiske samfund pga. udviklingerne i Israel.

I en tid hvor der stadig er grundlæggende demokratiske problemer med landets minoriteter, mener jeg at det ville vægte mere at starte med at anerkende det armenske folkemord i 1915 og Thrakien-pogromen i 1934. Hvis vi ser på eksempler fra idag, så har den kontroversielle sag om mordet på armensk-tyrkiske journalist Hrant Dink endnu ikke fået en retfærdig rettergang, hvor statslige embedsmænd og politichefer tydeligvis var involverede. Det er i sig selv smukt at synagogen i Edirne i dag lever igen, prægtigere end nogensinde, spørgsmålet er hvordan den vil blive brugt af de, ja ingen tilbageværende jøder i byen? Åbningen var festlig og med massiv deltagelse fra Istanbul, som desværre lige ligger knap 270 km fra Edirne. Er tiltag som disse nok til at vinde tilliden tilbage fra minoriteter som er blevet fremmedgjort i årtier?

Anbefaling af litteratur til interesserede:

Özkırımlı, Umut, and Spyros A. Sofos, Tormented by history, (Columbia University Press, 2008)

Turkish jews in contemporary Turkey, Libra Kitap, Istanbul 2005

Bali, Rifat N. – Trakya Olaylari 1934 – Libra Kitap 2012

http://www.rifatbali.com

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s