Hvem skal bruge Europas største synagoge?

IMG_3097I torsdags kunne Tyrkiets jødiske samfund fejre åbningen af Den Store Edirne synagoge (på hebraisk ’Kal Kadosh ha Gadol’ og tyrkisk ‘Edirne Büyük Sinagoğu’), som har stået i forfald siden 1968. Synagogen var bygget i 1906 med befaling fra daværende Sultan Abdülhamid II, af den franske arkitekt France Depré. Synagogens restoration blev foretaget af Generaldirektoratet for Fonde med støtte fra Det Jødiske Trossamfund i Tyrkiet. Restorationerne har omfattet et område på i alt 2746 km2 og er foregået I tæt samarbejde med Det Jødiske Trossamfund I Tyrkiet.

Ifølge flere kilder er Den Store Edirne Synagoge Europas største og et af verdens største synagoger. Åbningen blev fejret af 800 safardiske jøder, der var kommet fra Istanbul, som rummer de fleste tyrkiske jøder i landet. Busserne der transporterede det jødiske samfund, var stærkt bevogtede af politi-konvojer. Også synagogen var bemandet med vagter og sikkerhedsstyrker, gaden hvor synagogen ligger var lukket for uvedkommende. Der var en mindre demonstration ved den lokale avis, som var skuffede over at de ikke fik akkreditering til åbningen af synagogen.

Synagogen var i rampelyset i november 2014, da Edirnes guvernør Dursun Şahin – der er kendt for sine skæve og konservative holdninger – udtalte at han omgiveligt ville stoppe restorationen og forhindre åbningen af synagogen, i øvrigt ville den ifølge ham ikke blive brugt som et synagoge men derimod et museum. Han begrundede sin udtalelse med episoden hvor Israelske styrker stormede Al-Aqsa moskeen i starten af november. Şahins trussel om at stoppe restorationen af synagogen, som var nået afslutningen, vakte stor opsigt blandt landets jødiske kredse, men også hos demokratiske borgere af Tyrkiet. At en af Tyrkiets største byers guvernører stiller landets jødiske borger til ansvar for hændelserne i Israel-Palæstina konflikten, er i en Tyrkisk kontekst aldeles farlig, idet der siden starten af 1900’tallet har været en antisemitisk kreds blandt kemalister og nationalister. Denne antisemitisme resulterede blandt andet i at tusindvis af jøder i 1934 blev tvangsforflyttet fra deres hjem i Edirne og andre byer i Thrakien-regionen. Det er i øvrigt langtfra første gang at vi bevidner angreb mod jødiske ejendomme i Tyrkiet parallelt med at den Israelske stat undertrykker palæstinensere. Eksempelvis den 27. Januar i 1988 stormede en gruppe unge Den Store Edirne Synagoge, og ødelagde alt hvad de kunne få øje på, med sig tog de bronzelysestager, sølv, tæpper mm. Det skete som en reaktion mod en nyhedsudsendelse hvor nogle israelske soldater med stenblokke brækkede armen på en palæstinensisk dreng.

Edirne var engang centrum for sefardiske jøder

Byen Edirne er det nordvestligste punkt man kommer i Tyrkiet. Ifølge forskeren Rıfat Bali – der selv har sefardisk baggrund – tyder historiske arkiver på at de første jøder kom til Edirne området allerede omkring år 389 da Theodisius I regerede det byzantinske imperium. Den største tilstrøm af jøder til Edirne var dog fra Spanien som følge af El-Hamra dekreten i 1492, der udviste og drev de ladino-talende sefardiske jøder til centre som Thessaloniki og Istanbul. Edirne var på lige fod med disse centre, og faktisk kunne Edirne op til 1900’tallet konkurrere med Istanbul hvad angår sine jødiske skoler, biblioteker, synagoger, videns centre mm. Op til 1905 var der ifølge Bali 13 synagoger i Edirne og et jødisk indbyggertal på 17.000. I 1905 var der et stort brand i Edirne, der tog 1500 huse og flere synagoger med sig i kulgraven. Det var derfor at den daværende Sultan Abdülhamid II startede opførelsen af én stor synagoge i stedet for de afbrændte synagoger. Den Store Edirne synagoge var efter opførelsen aktivt brugt af det store jødiske samfund der holdt til i Edirne.

Kemalismens tyrkifiseringsprocesser pressede atter jøderne på flugt

Da den tyrkiske republik blev grundlagt på Osmannerrigets ruiner i 1923, var lederen og statsminister Atatürks vigtigste dagsorden og vision, at samle landets borgere under én nation, ét sprog, ét flag og ét folk. Ifølge Atatürk og kemalisterne var en af grundende til Osmannerrigets fald de interne stride og separatistiske oprør for autonomi. Inden republikkens grundlæggelse havde de osmanniske pashaer i samarbejde med det der senere blev Atatürk’s CHP (Det Republikanske Folkeparti) begået et af vor tids mest barbariske folkemord mod armenierne. Alt hvad der hed selvstyre og oprør, var potentielle trusler for Tyrkiets hegemoni. Der var derfor ikke plads til multikulturalisme og diversitet, man måtte samle stumperne af det der kom til at hedde Tyrkiet, under en fælles national følelse og en etnisk fællesnævner: tyrk! En stærk assimileringsproces skulle bane vejen for ønsket om autonomi indenfor Tyrkiet, men religiøs radikalisme var også uønsket i Atatürks Tyrkiet.

En af de første tiltag var udskiftningen af det arabiske alfabet med det latinske, som også indebar at samtlige persiske, arabiske og kurdiske gloser blev erstattet med nye tyrkiske. Samtlige navne og egenavne der ikke var tyrkiske, blev erstattet med tyrkiske navne. I 1928 startede den kemalistiske regering en sprogkampagne der hed ”Borger, tal tyrkisk!” (på tyrkisk “Vatandaşö türkçe konuş”). Kampagnen var en lussing på samtlige minoriteter (jøder, armeniere, kurdere, laz’er, romaer, assyrere mm.) der modtog høje straffe hvis de blev pågrebet i at tale fremmedsprog. De mange sefardiske jøder i Thrakien var både trofaste til religion og sprog, mange af dem var også økonomisk svage. En ting var at de skulle vænne sig til et nyt alfabet, de skulle også vænne sig til at omgås rent tyrkisk i deres dagligdag. Selvom kampagnen gjaldt i hele landet, så mærkedes den stærkest i små lokalsamfund. I Edirne gik det voldeligt til, da lokale tyrkere direkte truede deres jødiske naboer med at ’gøre det af med dem’ hvis ikke de fulgte sprogkravet. Selv de lokale imamer brugte deres fredags-prædikener på at understrege nødvendigheden af at glemme modersmål og kun bruge tyrkisk. Kampagnen tvang adskillige jøder på flugt til storbyerne, således at de kunne infiltrere sig i store mængder og dermed ’skjule’ deres identitet, for i Thrakien boede jøderne samlet i bestemte områder, og var derfor i risiko for  at blive udsat for kontrol, pengebøderne havde de slet ikke råd til. Dette var den første bølge af flugt væk fra Thrakien og Edirne.

Den næste bølge kom i 1942 med den såkaldte ’ejendomsskat’ (på tyrkisk ’Varlık Vergisi’), som var rettet mod velfungerende/rige borgere. Begrundelsen for skatten var, at den skulle financiere landets forsvar i tilfælde af en eventuel deltagelse i 2. Verdenskrig. Adskillige daværende politikere har senere indrømmet, at skatten var rettet mod landets ikke-muslimske borgere, der dermed fik frataget deres økonomisk styrke og indflydelse på landets interne forhold. Det er helt absurde tal såsom 232% for armeniere, 179% for jøder, 156% for grækere og 4,9% for muslimer. Ejendommensskatten tvang samtlige familier der var ramt af den, til at sælge af af forretninger, huse, biler mm. Tallene viser en kraftig stigning på selvmord ved de pårørende ikke-muslimer. Ejendomsskatten forårsagede endnu en bølge af flugt, både fra provinserne i Thrakien og fra storbyer som Istanbul, Edirne, Ankara og Izmir til andre lande.

Trakien-Pogromen 1934

Ved synagogens åbning i torsdags havde Edirne Kommune hængt et kæmpe banner op på rådhuset med teksten ”Gamle naboer, velkommen hjem.” Ja sandt at de var gamle naboer, men om de nogensinde kan betegne Edirne som ’hjem’ igen er tvivlsomt, for dengang Edirne var ’hjem’ for dem, blev de plyndret, voltaget, myrdet og forfulgt.

Den sidste men kraftigste bølge af flugt for det jødiske samfund i Tyrkiet var nemlig i 1934, hvor samtlige jødiske områder og landsbyer systematisk blev udsat for et pogrom af lokalsamfundet. Thrakien-pogromen (på tyrkisk ’Trakya Olayları’) har længe været et omstridt emne i det moderne Tyrkiets historie. I dag er der adskillige akademikere der har fremlagt, at pogromen var systematisk planlagt af regeringens forskellige enheder i lokalområderne. Pogromen lå også i en periode hvor adskillige nationalistiske tidsskrifter og satire-blade havde en stærk antisemitisk retorik, direkte inspireret af nazisterne i Tyskland (se Nihal Atsız og Cevat Rıfat Atılgan for deres antisemitiske propaganda). Det var imellem 21.juni – 4. juli at jødiske forretninger og huse blev hærget ved grupper af tyrkiske mænd, der var samlet fra omkringliggende landsbyer og byer. Al ejendom og værdigenstande blev plyndret for øjnene af sine jødiske ejere, piger og kvinder blev voldtaget og flere jødiske mænd blev myrdede. Der var ingen vej tilbage for de Thrakiske jøder, om de så var modige nok til at blive, så havde de mistet alt hvad de havde. Mens nogle familier flygtede til Izmir og Istanbul, var der mange familier der flygtede til andre lande, heriblandt Israel.

Fra at rumme 28.000 jødiske indbyggere i 1914, var der i 1927 6.098, i 1943 2.000, i 1960 438, i 1977 72 og i 1998 boede der kun tre jøder i Edirne (kilde Rifat Bali). Ifølge det jødisk-tyrkiske ugeblad Şalom, bor der til dags dato kun én jøde i Edirne. De 800 jøder der var med fra Istanbul til åbningen af synagogen er alle børn og børnebørn til de forældre der med nød og næppe nåede at flygte med livet i behold. De har alle direkte eller indirekte været vidner til de grusomheder som statsskabt had kan skabe.

AKP og ”Det nye Tyrkiet”

Vicepræmierminister Bülent Arınç der var med til åbningen af Den Store Edirne Synagoge, sagde her til pressen, at jøderne er uadskillelige elementer af Tyrkiet uanset om landet har problemer i sit forhold til Israel, og at det derfor er en ære for AKP at medvirke til genlivelsen af Den Store Edirne Synagoge. Arınç benyttede også lejligheden til at invitere jøder til Tyrkiet: “hvis i har lyst til at leve i Tyrkiet, så skal i vide at 78 millioner står klar til at omfavne jer”. Arınçs retorik afspejler intet mindre end et større projekt og vision af den nuværende AKP-regeringen. Det er visionen eller drømmen om at genoplive den osmanniske romantik og multukulturalisme som blev et med jorden efter Atatürks grundlæggelse af den Tyrkiske republik. AKP regeringen er sågar også de eneste der har formået at skabe en god dialog med landets ikke-muslimske mindretal. De seneste år har der været en række tiltag mod ikke-muslimske borgere af Tyrkiet, der har givet håb for landets ellers fjendtlige indstilling mod disse. Sidste år fik de assyriske kristne adskillige ejendomme tilbage, som staten havde ‘taget’ fra dem, de har også fået tilladelse til at undervise deres børn i modersmål på egne privatskoler. I år blev den armenske journalist Etyen Mahçupyan politisk rådgiver for statsminister Davutoğlu. Det er første gang nogensinde i tyrkisk moderne historie, at en armenier og ikke-muslim kommer så tæt på regeringsapperatet. Det er også samme regeringen som siden 2002 har ført den såkaldte ’fredsproces’ med det prokurdiske parti HDP som er den legitime arm af guerillabevægelsen PKK. Men alt er naturligvis ikke så lyserødt som jeg måske får det til at lyde foroven. Der bliver stadig dagligt begået hate-crimes imod jøder, armeniere og kurdere alle steder, især på sociale medier. Vi kan til tider hører præsident Erdogan bruge problematiske betegnelser når han omtaler landets minoriteter, som både støder og krænker disse i forvejen sårbare grupper. Ikke mindst så vi det i episoden med Edirnes guvernør Şahin, der uden tøven fandt sig selv i at true det jødiske samfund pga. udviklingerne i Israel.

I en tid hvor der stadig er grundlæggende demokratiske problemer med landets minoriteter, mener jeg at det ville vægte mere at starte med at anerkende det armenske folkemord i 1915 og Thrakien-pogromen i 1934. Hvis vi ser på eksempler fra idag, så har den kontroversielle sag om mordet på armensk-tyrkiske journalist Hrant Dink endnu ikke fået en retfærdig rettergang, hvor statslige embedsmænd og politichefer tydeligvis var involverede. Det er i sig selv smukt at synagogen i Edirne i dag lever igen, prægtigere end nogensinde, spørgsmålet er hvordan den vil blive brugt af de, ja ingen tilbageværende jøder i byen? Åbningen var festlig og med massiv deltagelse fra Istanbul, som desværre lige ligger knap 270 km fra Edirne. Er tiltag som disse nok til at vinde tilliden tilbage fra minoriteter som er blevet fremmedgjort i årtier?

Anbefaling af litteratur til interesserede:

Özkırımlı, Umut, and Spyros A. Sofos, Tormented by history, (Columbia University Press, 2008)

Turkish jews in contemporary Turkey, Libra Kitap, Istanbul 2005

Bali, Rifat N. – Trakya Olaylari 1934 – Libra Kitap 2012

http://www.rifatbali.com

‘Gazi Mahallesi’ og børn i oprør

IMG_0183

Graffiti ved indgangen til Gazi, af en gymnasieforening, teksten siger (med en kurdisk accent antydning): 10 dages fravær, men vi kan jo ikke holde os fra oprør 🙂

Jeg starter mit specialeeventyr med et kort ophold i Istanbuls berygtede kvarter Gazi Mahallesi (‘Gazi kvarter’). Opholdet var egentlig tænkt som en lille pause fra eksamenerne og op til specialeskrivningen som jeg påbegynder den 1. februar. Men når man bor i Gazi, så skal man også regne en del tid på aktivitet ud over det sædvanlige. Gazi er det eneste sted i Istanbul, som er så præget af en kurdisk politisk aktivisme, at den har inspireret adskillige kurdiske såvel som venstreorienterede organisationer, NGO’er og partier til at råbe højt om alt der måtte gøre tilværelsen til et helvede for dem i Tyrkiet. Områder er kendt for at huse en arbejderklasse der er så rød og så oprørsk, at tyrkiske nationalister eller højreorienterede kurdere må kamuflere sig, for de er bestemt ikke velkomne her. Det er hidtil uset i andre dele af Istanbul såvel som i andre tyrkiske byer. Istanbul er trods alt den by der huser den største kurdiske population, men ingen kurdiske områder i byen har vist sig så oprørske som i Gazi. Man siger om Gazi Mahallesi, at den er synkroniseret med den kurdiske by Sirnak (Roboski ligger i denne by), beliggende i den østlige del af landet. Lige så snart at noget rør ved sig dér, så er man ude med demonstrationer og optøjer i Gazi. Også under Gezi-oprørerne på Taksim-pladsen, var Gazi det første område der var på gaderne.

Frygt og flugt præger Gazi

For at forså Gazi-ånden skal man spole tiden helt tilbage til 70’erne hvor en massiv tilflytning sker til området, fra anatolske byer som Sivas, Corum, Tokat og Dersim. Disse tilflyttere er primært grupper der tilhører den religiøse retning ‘alevismen’. Efter 70’erne kommer flere og flere til i kraft af det såkaldte ‘hemşehrilik’ system. Hemşeri/hemşehri betyder løst oversat medborger, fellow eller fra-samme-by. Begrebet bruges til at indikere, at man har rødder i samme by og oftest helt ned til samme landsby, tit er man også familiemæssigt relateret til hinanden. Hemşehrilik systemet som kan spores i samtlige storbyer i Tyrkiet, handler om at familier der flytter til i et område, trækker andre relaterede til fra den oprindelige (altså forladte) by til eksempelvis Istanbul til samme område, i dette tilfælde Gazi. Den ‘inviterende’ fellow hjælper således den pågældende med job og lejlighed, inden den anden part forlader landbyen til fordel for et måske mere attraktivt liv i storbyen. Vi kan sammenligne det lidt med flygtningestrømmen til Danmark i 70’erne og 80’erne, hvor det også var meget almindeligt at man flyttede til områder hvor man allerede havde relaterede eller venner fra samme by eller landsby. For eksempel er Frederikssund stadig den eneste danske by der huser næsten samtlige familier der kom til Danmark fra min fars landsby Gölyazi/Cihanbeyli. Hemşehrilik system gav en tryghed og solidaritetsfølelse for folk der af forskellige grunde måtte forlade deres hjem. Den første tilflugt i 70’erne nævnt for oven sker først og fremmest pga. ringe arbejdsmuligheder ‘hjemme’ i provinserne. De tilkomne alevier vælger også at organisere sig i de samme områder, er dels for i fred at kunne praktisere deres religion og traditioner, og dels fordi de i forvejen var en sårbar gruppe udsat for adskillige massakre i Osmannisk såvel som moderne tyrkisk historie. Ligesom at man i årtusindeskiftet tror at tilflugt til Gazi har nået sit højdepunkt, kommer der en ny bølge af flygtninge til området mellem 2011 og nu, det er de syriske krigsflygtninger der i modsætning til de lokale nå nøjes med at bo på gaden.

Kampene mellem Tyrkiet og PKK påvirker Gazi

Op imod 90’erne er det kurdiske område af Tyrkiet stærkt påvirket af krigen mellem den tyrkiske hær og den kurdiske guerillabevægelse PKK. Mange familier i de kurdiske byer og provinser har en eller flere relaterede der har tilsluttet sig PKK i kampen mod den tyrkiske stats undertrykkelse og diskriminering af det kurdiske folk. Fra starten af 1980’erne starter det tyrkiske militær en ny strategi, de såkaldte ‘landsbyafbrændinger’ der både skulle aftage PKK’s styrke, idet de fik ly og fødevarer fra landsbyerne, den skulle også afskræmme de lokale kurdere til ikke at støtte denne bevægelse som af Tyrkiet var og stadig er defineret som en terrorbevægelse. Ifølge menneskerettighedsorganisationen IHD (‘Insan Haklari Derneği’) brændte og tømte de tyrkiske militærstyrker 3700 kurdiske landsbyer i perioden mellem 1984-1999 og forårsager flugten af 953.680-1.201.000 personer. Landsbyafbrændingerne (‘köy yakmalari/bosaltmalari’ på tyrkisk) forårsager altså større bølger af flugt fra de afbrændte kurdiske landsbyer til hhv. storbyerne i Østtyrkiet og især til storbyerne i Vesten og Anatolien. Istanbul der idag rummer den største kurdiske population nogensinde, var en af disse tilflugtsbyer og Gazi Mahallesi et af de kvarterer der tager imod massevis af kurdere, især fra byer som Diyarbakir, Siirt, Sirnak og Bingöl. Denne relativt ‘homogene’ population og Gazi’s lidt isolerede placering betyder at disse kurdere (ligesom alevierne i området), der var direkte påvirket at situationen i Østtyrkiet, lettere kan forene sig i politiske grupper som op imod 2000 var dominerede af PKK.

Gazi-massakren i 1995

Gazi Mahallesi i sin politiske og socialistiske ånd kom for alvor i spotlyset den 12. marts 1995, da landsdækkende medier dækkede de såkalde ‘Gazi hændelser’ (‘Gazi Olaylari’ på tyrkisk). Den dag blev 4 thehuse/’kahvehane’ (forsamlingshuse for mænd) og en dessertcafé i Gazi Mahallesi angrebet med jævne minutter af stadig ukendte mænd fra en taxa. Efterfølgende blev taxachaufføren dræbt og taxaen brændt ned. Angrebene resulterede i at en ‘alevi-dede’ (en alevi lært) Halil Kaya mistede livet og adskillige blev sårede. Mange pile peger på at angrebene var tilknyttet ultranationalistisk tyrkisk grupper som ‘de grå ulve’, der i 90’erne menes at have stærke tilknytninger til den dybe stat i Tyrkiet. Dagen efter angrebene den 13. marts gik Gazi’s kurdiske og alevi-indbyggere sammen om en større protest, hvor den lokale politistation blev angrebet. Politiet svarede igen med ild der forårsagede 17 dræbte, hvoraf syv af dem var politibetjente.

De såkaldte Gazi hændelser var naturligvis ikke det første anslag på demokratiet i området, men hændelserne blev en slags vækkelse for lokalbefolkningen i Gazi, der nu værnede om deres rettigheder mere end nogensinde. Hændelserne forårsagede også en alliance mellem de kurdiske forerningerne og alevierne i området, der allerhelst ønskede at praktisere deres religion uden politisk indblanding.

Gazi Mahallesi idag

Madhus i Gazi der er navngivet Rojava, som er navnet på det kurdiske selvstyreområde i Nordsyrien.

Madhus i Gazi der er navngivet Rojava, som er navnet på det kurdiske selvstyreområde i Nordsyrien.

Oprørerne i Gazi var altså længe forud for Gezi. I Gazi har indbyggerne smagt på tåregas og politivold i årtier. Jeg kommer selv hyppigt til Gazi Mahallesi fordi min forlovede Mazlum Dogan og hans familie bor her. Mazlum og hans familie har oprindelse i Bingöl, en mindre kurdisk by der ligger i den østlige del af landet mellem Erzurum, Dersim, Diyarbakir og Muş. De flyttede fra Bingöl til Istanbul i 1995, kun en måned før Gazi hændelserne, af samme grund som de fleste kurdere der kom til Istanbul i 90’erne, nemlig krigen der snart skulle forårsage afbrændingen af deres landsby samt den høje arbejdsløshed. Mazlum’s far havde i starten af 90’erne været fængslet på det berygtede Diyarbakir-fængsel pga. politisk aktivitet, han blev anklaget for at være ”PKK-terrorist”. Denne stempling af offentlige myndigheder var aldeles farlig i en Østtyrkiet, der i denne periode er præget af ‘uopklarede mord’ (se mit tidligere indlæg om Cumartesi Anneleri), derfor valgte han og familien på fire at flytte til Istanbul, hvor det var sværere at blive genkendt.

Da Mazlum og jeg gik en tur i kvarteret, fik vi stanken af afbrændte dæk og vi så hurtigt en flok små drenge mellem 10-15 år brænde dækrester af på åben gade. Indgangen til Gazi Mahallesi gør sig bemærket ved sine vægge, der er påmalet med graffiti, politiske slogans og plakater der opfordrer til diverse demonstrationer og koncerter (typisk politiske koncerter). Mest bemærkelsesværdigt er den nedbrændte busstopsted, som er blevet offer for de daglige kampe mellem demonstranter og politiet.

En væg ved indgangen til Gazi: plakater af HDP's Selahattin Demirtas under præsidentvalget i August.

En væg ved indgangen til Gazi: plakater af HDP’s Selahattin Demirtas under præsidentvalget i August.

Man behøver ikke at gå særlig langt i Gazi for at få fornemmelsen for de mange vestreorienterede partier og NGO’er der holder til her, samt de mange thehuse der huser kurdiske mænd der diskuterer trivielle og politiske problemer. Aleviernes forsamlingssted Cem-huset ligger også på denne hovedgade. Lidt længere nede af gaden går vi ind til en Cigköfte-butik, ja det er min yndligsret! Ham der betjener butikken siger at det nok er en god ide at blive inde, for der er ballade udenfor. Jeg kigger ud og bliver forbavset over at se en kæmpe ‘TOMA’ (panservogn) og en gruppe på omtrent 20 drenge der frygtløs angriber denne med sten. Cigköfte-drengen er fuldstændig rolig i sit ansigtsudtryk, det samme er Mazlum, faktisk joker de indbyrdes om balladen udenfor. Vi har fået pakket vores Cigköfte og går ud igen af butikken, jeg er både lidt skræmt af at være så tæt på en TOMA og de stenkastende børn, men jeg synes også at det er vildt spændende og lidt vildt at disse små drenge er så modige. Mazlum morer sig over at jeg virker lidt skræmt, vi skal jo forbi dem for at komme hjem, han fortæller mig at det her altså er meget almindeligt her i Gazi og at det nok er en demonstration for Kobane, som politiet ikke tillader. En demonstration for Kobane af 20 små drenge? Hmm. Nå men det bliver endnu værre da en offentlig bus dyttende kører forbi os, dens kæmpe glasruder er blevet ramt af sten og ruderne braser ned og bliver til millioner af glasskår for næsen af os. Bussen er heldigvis tom. Jeg hører et par mødre og fædre bande af de små drenge og deres opførsel. En af drengene har en sort elefanthue på hvor kun øjnene kan ses og råber: ”Hevalnoooo” (betyder venner på kurdisk) og opfordrer dem til at løbe tættere på TOMA’en. Jeg kan ikke lade være med at ytre mig om at det jo er lidt uansvarligt at angribe en bus, for tænk hvis der var civile i og de kæmpe stenblokke havde ramt én af dem. Mazlum fortæller mig at hans egen politiske bevidsthed startede som de små drenges, og at jeg ikke skal undervurdere dem pga. deres alder; ”de er så organiserede, den bus har højst sandsynligt fornærmet dem ved at køre imod dem for at skræmme dem væk. Endvidere ville børnene aldrig kaste sten på bussen hvis ikke de var 100% sikre på at den var tom.” Fordi voldelige sammenstød mellem politiet og de lokale i Gazi er så hyppige, så er det kun gamle busmodeller der kører ruten igennem Gazi Mahallesi. At skade de offentlige busser symboliserer skade på den undertrykkende tyrkiske stat, i hvert fald for disse drenge der måske bliver den næste generation af kurdiske meningsdannere.

Vil du vide mere om landsbyafbrændinger og Gazi Mahallesi? Så check disse links i artiklen samt:

http://nevzatcicek.blogcu.com/gazi-mahallesinde-kahreden-gerginlik/2656073

Hvis i vil vide mere om ‘Gazi Olaylari’ så kan jeg anbefale jer at se afdøde journalist Mehmet Ali Birand’s dokumentar Son Darbe 28 Subat og/eller Aydin Bulut’s Gazi Mahallesi Belgeseli.

‘Cumartesi Anneleri’ på 513. uge

Abdullah Canan

Abdullah Canan

Idag mødtes Cumartesi Anneleri – ‘lørdagsmødrene’ – for 513. gang på Galatasaray pladsen i Taksim/Istanbul. De kaldes lørdagsmødrene fordi de mødes hver evig eneste lørdag kl. 12 samme sted, foran Galatasaray Gymnasium på Istanbuls travleste gågade Istiklal Caddesi. Der er ikke én eneste lørdag der bliver sprunget over. Hvad enten det drivregner, sner eller er 40 grader uudholdelig varmt om sommeren. Bevægelsen er inspireret af de argentinske mødre der mødes ved Plaza Del Mayo, for at kræve deres børn som blev tvangsfjernet af den argentinske junta. Bevægelsen Cumartesi Anneleri har mødt stor modstand fra myndighederne igennem årene, men jo større modstand desto større tilslutning fik de, bl.a. fra politikere, skuespillere og akademikere. Idag ser jeg kendte navne som den kurdiske politiker Sezgin Tanrikulu og skuespiller Nur Sürer blandt skaren på mindst 250 mennesker, der er mødt op for at støtte de pårørende på trods af regnvejret.

10891524_10153012797437836_9077943001157111088_n

Mødrene har det tilfælles at de har mistet mindst en søn eller en bror ved statsvold. Mordene betegnes som faili mechul, altså ‘uopklarede mord’. Ofrene er hovedsageligt kurdiske mænd, der igennem politisk aktivitet er blevet udpeget som bødler af de tyrkiske myndigheder. Selvom mordene kaldes ‘uopklarede’, ved man at det er det lokale gendarmerie eller politistation der står bag. Langt de fleste familier fra de kurdiske byer i Østtyrkiet, har i 90’erne oplevet at mandlige medlemmer ved vold er blevet hentet fra deres hjem, typisk om natten. Nogle af disse er stadig politiske fanger i tyrkiske fængsler, mens mange aldrig kom tilbage igen. Nogle familier er ‘heldige’, de har efter at deres fædre/brødre/mænd har været under varetægt og blevet udsat for adskillige tortur og grusomheder, fundet deres lig ved en vejkant, en mark eller i nogles tilfælde i massegrave 15-20 år efter at de ‘forsvandt’. Langt de fleste familier kender gerningsmændene ved navn, for de fleste ofre er forinden blevet truet med drab af den lokale politibetjent eller militæroverhoved. Efter 2000’tallet har adskillige politibetjente og soldater der har tjent i Østtyrkiet indrømmet drab og tortur af kurdiske mænd. Ikke én eneste gerningsmand er blevet dømt for disse mord og overgreb.

Lørdagsmødrene mødes hver lørdag for at kræve svar af myndighederne om to ting; 1) at få udleveret deres kæres levn, så de kan tage afsked med dem og begrave dem, 2) at de skyldige bliver straffet. Hver uge bliver dedikeret til ét offer og i denne uge handlede det om Abdullah Canan, en forretningsmand fra Hakkari der forsvandt den 17. januar 1996.

Abdullah Canan lagde en sag an på majoren Mehmet Emin Yurdakul, som var den øverste ved Yüksekova Komando Bataljonen, der foretog en militæroperation mod Befircan landsbyen, hvor adskillige af de lokales ejendomme kom til skade. Canan stod i spidsen for anklagen og krævede at staten måtte dække udgifterne for de skader de voldte de lokale. Yurdakul fåe efterfølgende Canan hentet til stationen, hvor han angiveligt truer Canan med at hans straf bliver hård, medmindre han trækker anklagen tilbage. Canan skulle ved dette møde have sagt: “Hvis jeg nogensinde trækker min anklage tilbage, vil det betyde at jeg giver afkald på min ære”. Canan skulle ved samme møde have sagt “hvor har i det varmt her, gid staten gav denne mulighed til alle sine borgere”. Til dette svarede major Yurdakul: “Jeg har det varmt, det har du også lige nu, men hvis du ikke giver afkald på denne sag, bliver dit sted og din ‘seng’ rigtig kold, tænkt dig godt om.” Den 17. januar 1996 da Canan er på vej til Hakkari, bliver hans bil stoppet, hvorefter han af soldater bliver ført til Yüksekova Komando Batajonen hvor han kort tid inden blev truet med døden af major Yurdakul. Canans bil bliver fundet uskadiget på en landevej og selvom familien var sikker på at han blev bortført af gendarmeriet, så får de ingen informationer herom.

Den 21. februar bliver Canan’s lig fundet ved en landsby i Yüksekova af lokale. Abdullah Canan var kun 43 år da han af det lokale gendarmeristation blev tortureret og myrdet af den tyrkiske stat. Hans mund, hænder og fødder var bundet. Hans søn Vehab Canan spørger idag den 24. januar 2015 hvor gerningsmændende stadig er ustraffet og på fri fod: “Får i mon nogensinde fred fra jeres samvittighed?”

Hvis i vil læse mere om mordet på Abdullah Canan, så er link http://www.zorlakaybetmeler.org/victim.php?id=HAH/person/463

I kan også følge Cumartesi Anneleri på Facebook. Min ven Fuat Talay og Cahit Ece har for nyligt dedikeret en sang til lørdagsmødrene, se og hør sangen på Youtube: http://www.youtube.com/watch?v=YRopw_1OoM0&feature=youtu.be

Cumartesi Anneleri - Galatasaray Meydani

Cumartesi Anneleri – Galatasaray Meydani