Tyrkiet har atter lagt et valg bag sig, denne gang med et historisk resultat på mange måder. Siden AKP med den nuværende præsident Recep Tayyip Erdogan kom til magten i 2002, har valgurnerne vist uændrede resultater. AKP vandt gang på gang med procenter nok til at danne regering helt alene. Det mest overraskende var det resultat AKP fik ved det kommunale valg i 2014, kort tid efter AKP’s mægtige korruptionsskandale den 17. december 2013. Skandalen som tre AKP ministre samt statsminister Erdogan og hans søn Bilal var en del af, men som de uden besvær sneg sig ud af ved at anholde samtlige politichefer, betjente, dommere og anklagere, der havde fået skandalen i medierne. At korruptionsskandalen kom frem i medierne skete takket være partiets konflikt med den social-religiøse Gülen-bevægelse, som tidligere var AKP’s vigtigste alliancepartner. Derfor var det især overraskende, at AKP ved valget i 2014 gik frem i procenter på trods af konflikten med Gülenisterne. Dette viste, at Gülen-bevægelsen slet ikke er magtfulde og talstærke nok til at bestemme udfaldet af valg i Tyrkiet til trods for indflydelsesrige folk og ministre på betydningsfulde poster.

Valgresultaterne af det kommunale valg i 2014 viste også, at på trods af korruptionsskandalen, valgte AKP vælgerne atter at stemme på AKP på grund af et økonomisk styrket Tyrkiet. Til gengæld så vi i dette valg, at de kurdiske vælgere er en afgørende faktor i det politiske spil. Da AKP i 2005 lancerede demokratiseringspakken, der på sigt skulle sikre landets kurdiske minoritet, satte millioner af optimistiske kurdere deres kryds ved AKP i 2007. Udfaldet af demokratiseringsprocessen og fredsforhandlingerne med det pro-kurdiske parti DTP/BDP (i dag HDP) nåede ingen betydningsfulde vegne og tonen fra regeringens side blev mere og mere autoritær for hver år, der gik med AKP. Denne autoritære tilgang viste sig især ved Gezi-optøjerne i 2012, da regeringen slog hårdt ned på unge demonstranter, der var trætte af regeringens byggevanvid, hensynsløshed og autokrati dikteret af én mand – Erdogan. Ikke mindst Erdogans tid som Tyrkiets præsident har vist, at han har blod på tænderne og vil gøre alt, hvad han kan for at konsolidere sin magt. Senest ved at være fortaler for et præsidentielt system i Tyrkiet. På trods af at præsidenter i Tyrkiet giver deres ed på at være politisk neutrale, var Erdogan hver eneste dag i valgkampagnen op til 7. juni ude og holde valgtaler, for med egne ord at få ”mindst 400 mandater” til AKP i det kommende parlament. En handling, der vakte stor opsigt hos oppositionspartierne CHP, MHP og HDP. Sidstnævnte anlagde adskillige anmeldelser mod præsidenten, for at have overtrådt objektivitetskravet, men de blev alle afvist af YSK (Det Øverste Valgråd).

HDP gik til valg ved først og fremmest at favne samtlige etniske minoriteter samt andre udstødte grupper i samfundet i et samarbejde med LGBT-grupper, NGO’er, menneskerettighedsorganisationer, dyrerettighedsaktivister mm. Endvidere har HDP bestræbt sig på at bruge en mildere retorik med formand Selahattin Demirtas i spidsen. Han er nærmest gået hen og blevet et popidol på de sociale medier. Ipsos undersøgelse efter valget viser også, at Demirtas som leder har påvirket 39% af de, der satte krydset på HDP. Demirtas charme, partiets løfter, diversiteten blandt kandidaterne samt partiets kvindekvote, gjorde HDP til et attraktivt alternativ, ikke kun for deres kurdiske kernevælgere, men også folk i metropolerne som Istanbul, Izmir og Ankara. HDP vandt et historisk valg med 13,1% af stemmerne, på trods af den udemokratiske (en af verdens højeste) spærregrænse på 10%. Det betyder, at HDP for første gang vinder valget som et parti, hvor de førhen stillede op med løsgængere. En af de mærkesager HDP gik til valg på var, at de som parti ville knække det flertal AKP’s blokpolitik har haft de sidste 12 år og dermed har regeret alene. Endvidere blev Demirtas’ korte kongrestale til sit partis medlemmer i slutningen af maj vurderet meget højt, det var der, hvor han sagde: ”Jeg vil fortælle hr. Erdogan med en enkelt sætning, at vi ikke vil tillade dig at blive præsident, vi vil ikke tillade dig at fungere som præsident, vi vil ikke tillade dig at være præsident!” Demirtas refererede naturligvis til det præsidentielle system, som Erdogan ønskede for at konsolidere sin magt og dermed sætte det parlamentariske system ud af spillet. For at lovændringen for det præsidentielle system kunne træde i kraft, havde AKP brug for knap 400 mandater, altså langt fra hvad de har fået. Demirtas fik dermed ret, med de 80 mandater HDP har fået, er AKP’s mandater faldet til 258. Det betyder, at partiet skal danne koalition med et af de tre andre partier, idet et parti minimum skal have 273 stemmer (halvdelen af de i alt 550 sæder i det tyrkiske parlament) for at danne regering alene.

Hvem stemte på HDP?

Det er vigtigt at understrege, at næsten 84% af de vælgerberettigede gik til stemmeurnerne i Tyrkiet den 7. juni. Det er rekorddeltagelse sammenlignet med forrige valg. Adskillige analytikere definerer den høje deltagelse som en reaktion mod AKP og Erdogans hårde tone og passive indsats i fredsprocessen. Valgprognoserne viser, at de op imod 10% af de stemmer AKP har mistet, er fordelt på HDP og MHP, som også er en af de store vindere ved dette valg. Ikke overraskende at det tyrkiske nationalistparti MHP går op i stemmer i en tid, hvor det pro-kurdiske HDP er blevet på populær. På det seneste har vi set flere eksempler på valg i Europa, hvor både venstreorienterede partier og nationalistpartier går frem i stemmer som en reaktion på hinanden.

En undersøgelse foretaget af Ipsos til CNN Türk efter valget viser, at HDP’s vælgere er dem, der har været mest sikre på, hvor de skulle sætte krydse ved stemmeurnerne i løbet af de to måneder op til valget, sammenlignet med vælgerne af de andre partier. Det betyder, at HDP er det parti, der har fremstået mest loyalt og transparent. Valgprognoserne viser også, at det kemalistiske CHP er gået en smule tilbage i stemmer, hvilket vurderes til at være gået til det pro-kurdiske HDP. Under valgkampagnen har der været adskillige kendte navne inden for CHP og blandt kendte skuespillere, musikere, der har opfordret familier, der traditionelt stemmer CHP, til at mindst én pr. ejendom skulle stemme på HDP, udelukkende for at forhindre AKP i at sidde på regeringen alene. Dette har åbnet diskussionen om ’lånte stemmer’. Både HDP’s formand Demirtas og pm Sirri Süreyya Önder har takket for de ’lånte stemmer’ og understreget, at de er klar over, hvorfor de har fået disse stemmer og tager ansvar for dem. Debatten om ’lånte’ CHP stemmer er blevet kritiseret af HDP-kredse, heriblandt pm Altan Tan, der synes det er problematisk, hvis HDP skal føle presset til at leve op til disse ’lånte stemmer’, der ifølge ham ikke er så mange som analytikerne påstår, idet prognoserne tydeligt viser, at CHP kun er gået 1% ned i stemmer, mens størstedelen af HDP’s stemmer kommer fra valgets store taber AKP, der er gået næsten hele 10% ned i stemmer. Faktum er, at AKP på trods af sine 41% og position som det største parti i parlamentet, så har partiet sammenlignet med valget i 2011 ikke fået én eneste stemme mere i nogen som helst byer i Tyrkiet. Det betyder altså, at AKP er gået ned i stemmer i hele landet. Ipsos undersøgelsen viser, at vælgerne ikke synes, at de har set en decideret partiprogram fra AKP’s side, samt at de fandt det utroværdigt at tidligere statsminister Erdogan var ude og samle stemmer til AKP som ’objektiv’ præsident. Dette fremgår meget tydeligt i undersøgelsen fra Ipsos, hvor 90% af HDP, CHP og MHP’s vælgere svarer: ”Jeg synes præsidentens indstilling under valgperioden var problematisk”.

Et andet vigtigt faktum ved HDP’s valgforøgelse vurderes at være Gezi-optøjerne. HDP’s pm Sirri Süreyya Önder sagde i CNN Türk, at de som parti har været de eneste, der forstod og omfavnede ’Gezi-ånden’ og de unges krav ved Gezi-oprøret i 2012, og at dette naturligvis har været med til at give partiet stemmer. De unge oprørere havde sagt nej til, at politisk kontrol var kommet helt ind i privatsfæren og nu også det offentlige rum i form af drikkeforbud, urbanisering i form af at parker laves om til kapitalcentre osv. Den store tillid til HDP viser også, at flere tyrkiske statsborgere er trætte af den dominerende kemalistiske nationalisme som CHP har været fortaler for siden Atatürk grundlagde partiet. CHP har også dæmpet denne retorik, men det har ikke været overbevisende nok for ‘Gezi-vælgerne’.

Sidst har bombeangrebet ved vælgermødet i Diyarbakir den 5. juni, hvor medformand Selahattin Demirtas skulle tale til de kurdiske vælgere haft betydning. Ifølge Ipsos har angrebet også påvirket nogle af de især kurdiske vælgere, der stadig havde været i tvivl op til valget.

Nu står et til de fire partier i parlamentet at danne koalitionsregering, og alt tyder på, at AKP skal bukke sig for adskillige lovændringer både ved en evt. koalition med CHP eller MHP. Det pro-kurdiske HDP har allerede meldt ud, at de som lovet absolut ikke vil danne koalition med AKP, men hellere fungere som et stærkt oppositionsparti. Det nationalistiske parti MHP’s partiformand Devlet Bahceli var også ude allerede ved valgaftenen og sige, at de hellere vil gå til et tidligt valg end at indgå i en koalitionsregering med AKP eller HDP. Tyrkiske valganalytikere peger på vigtigheden af at oppositionspartierne læser vælgerne korrekt, idet det er tydeligt at vælgerne har stemt imod at se AKP i regeringen igen. Derfor vurderes den fornuftigste koalition til at være CHP-HDP-MHP på trods af meget forskellige ideologier.