Mens kurdiske militanter kæmper mod ISIS på 22. dag af angrebene mod Kobani, flygter hver dag hundredevis af syrere til Tyrkiet af frygt for ISIS’ grusomheder. Naboerne i Tyrkiet er heller ikke optimistiske. De frygter, at hver udtalelse landets præsident Erdoğan kommer med, kan have frygtelige konsekvenser for landet.

Antakya, en gammel by, der har tiltrukket adskillige kongeriger og dynastier til sig. Ikke mindst Paulus, der første gang brugte ordet ’kristen’ om sin menighed i Antiochia, som det hed dengang. Derfor er byen stadig den dag i dag pilgrimsdestination for kristne verden over. Antakya, der ligger i provinsen Hatay, er også en forkælet by i Tyrkiet, idet provinsen var det område, der blev senest tyrkisk. Hatay var indtil 1938 en del af Syrien, hvorefter den har en periode på 10 måneder som selvstændig stat, for til sidst – efter stærk befaling fra Atatürk – at blive indlemmet i den Tyrkiske Republik. Turismen er dog noget falmet siden krigen i Syrien begyndte. Byen bliver i dag sjældent nævnt i forbindelse med sin prægtige fortid, men oftest i forbindelse med en anden strid og en noget voldsommere krig i de internationale medier. Knap 60 km fra Antakyas historiske centrum, i Syrien, foregår der en af vore moderne tiders mest grusomme krig. Billeder og videoer af halshuggede mænd, efterladte, døde og sultne børn, bortførte kvinder der sælges som sexslaver til 12 dollars, er nogle af de overskrifter, der har præget medierne og vores hukommelse, når vi snakker Syrien, Irak og ’Islamisk Stat’.

I en af vandpibecafeerne, som ligger i de gamle Antakya-huses havegårde, træffer jeg Mithatcan Türetken. Udmattet og søvnløs som han ser ud, udbryder han »Jeg er kommet fra krig og er drænet for energi, forvent ikke noget fra mig de næste mange timer.« Mithatcan hentyder til, at han de sidste fem dage har været ved Tyrkiets grænse til Syrien ved Suruç/Urfa. Ikke alene grænsen, han har faktisk været helt inde i Nordsyrien, i den kurdiske by Kobani, der lige nu kæmper mod ISIS på 22. dag. Mithatcan er 25 år og i gang med en uddannelse som bygningsingeniør. Han måtte forlænge studietiden, da han i forbindelse med Gezi-oprørerne blev fængslet i fem måneder. Han var en del af de mange delegationer, der frivilligt tog til grænsen i Suruç, for at observere kampene og endvidere formidle begivenhederne loyalt, idet de mener, at de tyrkiske medier fordrejer sandheden. Delegationerne er organiserede under HDK (Folkenes Demokratiske Kongres), og var også ved grænsen for at give udtryk for deres opbakning for den kamp de kurdiske militanter PYD og PKK kæmper mod ISIS. Folk i hundredvis af busser fra alle egne af Tyrkiet var kommet til Suruç, for at danne en menneskekæde ved grænsen til Kobani med det formål at forhindre den logistik- og våbenstøtte som adskillige kurdere hævder, at Tyrkiet giver ISIS. Folkemængden har trods adskillige pres fra det tyrkiske militær i form af tåregas og vandbomber og ikke forladt grænsen. Mithatcan som har været inde i Kobani afkræfter rygterne om, at Kobani skulle være faldet til ISIS og mener også, at tallene om de faldne kurdiske landsbyer er stærkt overdrevne og manipulerende.

Ingen unge tilbage blandt flygtningemængden i Suruç

På blot 3. dag af ISIS’ angreb fra tre fronter på kurdiske Kobani, kom en af de største flygtningebølger til den Tyrkiske grænse. Op imod 160.000 syriske flygtninge var efter flere timers venten, lukket ind i Tyrkiet ved Suruç-grænsen. »Alene i løbet af sommeren 2011, var der ikke kommet halvt så mange flygtninge fra Syrien, som der er nu fra Kobani på blot tre dage«, fortæller Merve Çağşırlı, som er projektkoordinator for Dansk Flygtningehjælp i Antakya. Merve mener at dette må være et udtryk for den frygt ISIS har formået at skabe hos folk. Mithatcan påpeger, at der i Suruç ingen unge er blandt flygtningemængden. Unge mænd såvel som kvinder er taget tilbage til Kobani for at deltage i de kurdiske styrkers kamp mod ISIS.

Det pro-kurdiske parti i Tyrkiet HDP hævder, at ISIS forsøger at skabe en ny Shingal-massakre, hvor hundredvis af ezidi-kurdere blev slagtet, nu blot i Kobani. Mithatcan beretter, at de kurdiske flygtninge ved Suruç nægtede at indlogere sig på de statsejede teltlejre, fordi de mener, at Tyrkiet har ladt sine kurdiske naboer i stikken ved at åbne grænsen for Jihad-krigerne, og støtte dem med våben. Men også fordi Tyrkiet har været tavse i form af et modangreb på ISIS i Kobani. I stedet for bor de tilkomne flygtninge kurdiske i telte, hos familiemedlemmer, forladte og tomme bygninger, skoler osv.

For få dage siden sagde USA’s vicepræsident, Joe Biden, at Erdoğan i en samtale havde indrømmet, at Tyrkiet var for langsomme til at stoppe jihadisternes adgang til Syrien og Irak igennem Tyrkiet. Biden indikerede også, at Tyrkiet dermed har hjulpet ISIS til den magt, de har fået i området. Erdoğan nægter, at han har erkendt nogen som helst fejl fra tyrkisk side, også hvad angår støtte til ISIS, og forventede en undskyldning fra Biden for sine påstande. Undskyldningen fra Biden kom så sent som i dag, men det ændrer ikke på, at rigtig mange kurdere i Tyrkiet er overbeviste om, at Tyrkiet støtter ISIS’ hårde kamp mod kurderne i Kobani.

»Tyrkiet havde gjort klar til Kobani-angreb«

Mithatcan er selv alevi og araber fra Antakya, som stadig rummer en stor befolkning, der har arabisk som modersmål. Han kan som mange andre ’tyrkiske arabere’ ikke læse eller skrive på arabisk, idet den tyrkiske republik indtil for nyligt har nægtet enhver undervisning på andet end det officielle sprog – tyrkisk. Alligevel har etniske grupper formået at bevare deres sprog i tale ved at tale det indbyrdes derhjemme. Det arabiske som Mithatcan taler, har givet ham bedre adgang til dialogen med de traumaramte flygtninge i Suruç, idet han kan tale arabisk med både syrerne og kurderne (for hvem arabisk er andetsprog). »En gammel mand fortalte mig, at han så ISIS likvidere 60 mænd i øjnene foran ham, de lod ham leve i såret tilstand, måske for at han skulle sprede frygten«, fortæller Mithatcan med en rystet stemme, men formår at samle modet og fortsætter sin fortælling. Han fortæller, at det største ønske flygtningene i Suruc havde var uddannelse til deres børn, men også basale hverdagsvarer som dyner, puder, tøj mm., var der stor behov for.

»Vi så statens teltlejre i Urfa, de havde hele tre uger inden det første angreb mod Kobani, gjort en teltlejr klar, som kunne rumme op mod 400.000 personer«. Mithatcans stærke påstand bevidner, at den tyrkiske regeringen på forhånd har vidst om det kommende angreb mod kurderne, og at der ville komme en stor bølge af flygtninge fra Kobani, hvis’ indbyggertal er på knap 400.000. »Det er jo en genial måde at tage imod kurderne fra Syrien og vise, at den tyrkiske regeringen står bag fredsprocessen med sine egne kurdere, og dermed blot beskylde ISIS for det der sker på den anden side af grænsen, men planen holdt ikke stik.«, siger Mithatcan og understreger, at de kurdiske flygtninge ikke faldt i fælden, og at de har afvist de tyrkiske teltlejre imod de kurdiske (HDP sponsorerede telte).

»ISIS er en gruppe af amatører«

Mithatcan mener som mange andre borgere i Antakya, at byen er blevet et sted, hvor ISIS færdes frit, og at dette skaber en enorm frygt og tvivl hos indbyggerne i Antakya. »ISIS har ingen særlig krigstaktikker eller krigstræning. De er blot nogle defacto jihadister som udelukkende har styrke pga. økonomisk støtte fra lande som Saudi Arabien, Qatar og Jordan. De er store magters hånddukker. Det er en flok hjernevaskede staklers krig, vi kalder dem for bander. «Mithatcan understreger, at ISIS’ største styrke har været den psykologiske krig jihadisterne har ført.» Der er noget der hedder krigskonventioner, men disse bander er lovløse, deres umenneskelige handlinger er aldrig set før. Vi må forstå, at de gør det helt bevidst«, siger Mithatcan og påpeger, at billeder af afskårne hoveder og legemer er et led af den psykologiske krig ISIS fører. Han mener endvidere, at mange landsbyer i Mosul, Latkia, Kirkuk osv. udelukkende blev tømt, fordi folk flygtede ved bare rygtet om, at ISIS var på vej. De har skabt en så stor frygt, at deres navn er nok til at folk forlader alt, hvad de har og flygter med livet i behold. Så sent som i juni skrev adskillige tyrkiske medier om, at ISIS’ medlemmer gik rundt i tyrkiske landsbyer ved grænsen (til Syrien), og viste videoer og billeder af afhuggede hoveder og likvideringer. Alene metoder som disse er ifølge Mithatcan nok til at folk kan flygte fra deres bopæl ved det mindste røren på grænsen. Dermed skabes der helt naturligt en frygt i Antakya, som ligger så tæt på Syrien og ligger hus til Akçakale-grænsen, hvorfra man kan se ind til ISIS poster. Mithatcan mener ligeledes, at man nemt kan få øje på ISIS-medlemmer i Antakyas gader. De tøver ikke med at hovere sig i deres militærdragter og lange skæg.

I forhold til de kurdiske styrker fra føderationen Kurdistan i Nordirak – Peshmergaerne – siger Mithatcan, at de ikke er med i fronten mod ISIS i Syrien. Det våben som Peshmerga modtager fra de allierede er heller ikke i hænderne på PYD og PKK, som lige nu kæmper en hård kamp mod ISIS, der angriber Kobani med hårde våben og artilleri. Dette vender opmærksomheden tilbage til PYD lederen Salih Muslims besøg i Danmark, hvor han opfordrer Vesten til at hjælpe med økonomisk støtte og våben. Enhedslistens Nikolaj Villumsen har i torsdags overrakt 53.500 kroner til PYD og er kommet i søgelyset, fordi PYD er den syriske gren af PKK (Det Kurdiske Arbejderparti i Tyrkiet), som længe har været på både USA’s og blandt andet Danmarks terrorliste.

Oprindelig bragt på nudem.dk