Tag-arkiv: ISIS

Ny olie-aftale: Gør Kurdistan op med drømmen om selvstændighed fra Irak?

Posted on by
Svar

Oliekrisen er slut, situationen er win-win for begge parter i en ny aftale om fælles olieeksport mellem Kurdistan og Irak. Med accepten af aftalen indikerer det kurdiske selvstyre, at de ikke er klar til at give afkald på deres andel af Iraks nationalkapital og dermed også til selvstændighed. De to parter var det seneste år på randen af krig grundet olie-krisen.

Den længe varede olie-krise mellem Irak og selvstyre regionen Kurdistan i Nordirak sluttede i dag med enighed i vigtig aftale. Iraks økonomiminister Hosyar Zebari offentliggjorde, at der dagligt via Tyrkiet vil blive eksporteret 300.000 tønder fra Kirkuk og 250.000 tønder fra KRG (Kurdistan Regional Government). Til gengæld for olien, vil KRG igen modtage 17 % af Iraks kapitalindkomst. Zebari understregede at aftalen er win-win for begge parter. Det samme gjorde Masoud Haidar, kurdisk parlamentsmedlem ved parlamentet i Bagdad: ”Dette er en sejr for samtlige irakere, der er ingen tabere i denne aftale, alle er vindere.”

Iraks olieproduktion er i gennemsnittet på tre millioner tønder pr. dag. I 2012 blev Iran overhalet af Irak, som OPEC’s andenstørste olieproducent. Langt størstedelen af Iraks olie kommer fra reserverne i den sydlige del af landet, mens ¼ del befinder sig i det kurdiske selvstyre i Nordirak.

Obama administrationen har ligeledes hyldet olie-aftalen og hæfter sig ved, at det er et vigtigt signal Bagdad sender til sin kurdiske minoritet og dermed styrker relationerne til dem. Siden Malikis fratrædelse har den nye premierminister Haider al-Abadi været under pres fra amerikanerne om at styrke forholdet til det kurdiske selvstyre KRG og landets sunnier. Selvom aftalen er positiv for Irak, kommer den højst sandsynligt til at styrke dykket i oliemarkedet. De forøgede tønder fra Kirkuk vil forøge det i forvejen rigelige udbud på markedet.

U-vending ved randen til krig

Siden april 2013 talte de to parter af olie-aftalen med store bogstaver til hinanden. Den Irakiske centralregering var stærk intimideret over, at KRG indgik en aftale med Tyrkiet uafhængigt af Irak om at eksportere olien fra den kurdiske del af landet igennem nye olierør. Krisen voksede sig så stor, at Irak valgte at nulstille de 17 % af den nationale kapital KRG fik fra centralregeringen. Situationen bundede sig ud i fyringer, løn-nedsættelser og for de flestes vedkommende ingen løn i flere måneder, hvis man var offentlig ansat. Kløften mellem KRG’s interne politiske partier (KDP, PUK og Gorran) voksede sig også større i den periode.

Under oliekrisen bad centralregeringen i Bagdad Obama om hjælp til at fratage den eksportaftale KRG havde lavet med det amerikanske olieselskab Exxon Mobil. Den daværende premierminister Maliki påpegede, at KRG’s illegale aftale kunne føre til splittelse og krig i Irak. Kurderne derimod koncentrerede sig om at øge olieproduktionen med en femdobling. Tyrkiet var den helt store vinder af den, ifølge Bagdad, illegale aftale. Landet ville øge profitsummen på den råolie, der skulle eksporteres via Tyrkiet. Den nuværende aftale garanterer, at olien bliver eksporteret igennem Iraks nationale olieselskab, SOMO (the State Organization for Marketing of Oil). Endnu en sejr for centralregeringen i Irak, der i flere år har søgt øget kontrol over kurdisk olieeksport og indtægter.

Kampen mod ISIS

Omsider med olieaftalen, er det blevet fastslået at kurdiske Peshmerga-styrker får bevilget en milliard dollars fra Iraks centralregering til bekæmpelse af ISIS, side om side med den Irakiske hær. Indtil nu var Peshmergaen finansieret uafhængigt af centralregeringen i Bagdad. Danmark har sendt syv F16-fly til USA og alliancen i Kuwait, hvoraf nogle af dem støtter den kurdiske Peshmerga i det nordlige Irak.

Peshmergaen er sammen med YPG i Nordsyrien, nogle af USA’s vigtigste allierede i kampen mod ISIS på land. KRG havde ingen intentioner om at være en del af krigen mod ISIS, indtil jihadisterne angreb de kurdiske grænser den 1. august 2014. Peshmergaen blev groft sagt taget i sengen, og viste sig heller ikke at være effektive nok. Med hjælp fra de kurdiske PKK- og YPG-styrker formåede de at få ISIS væk. Det gik dog bedre til i Kirkuk, hvor Peshmergaen på få timer i juni fik kontrol over området og besejrede ISIS. Kirkuk er et område med store oliereserver. Officielt er Kirkuk ikke en del af det kurdiske selvstyre, men er i dag under kurdisk kontrol. Det betyder at KRG med Kirkuk har vokset sig 40 % større territorielt. Ved olieaftalen mellem parterne blev også situationen i Kirkuk drøftet, uden nogen endelig løsning.

Ingen selvstændighed til Kurdistan = alle glade

Aftalen er væsentlig, idet den vil styrke forsvaret af både Irak og Kurdistan imod ISIS. Samarbejdet mellem Peshmerga og den irakiske hær var indtil nu ikke effektivt. Den daværende premiereminister Maliki havde udtalt, at de ikke ønskede hjælp fra den kurdiske Peshmerga. Samtidig lukker og slukker aftalen for snakken om selvstændighed, som premierminister Necirvan Barzani havde luftet for et halvt år siden. Barzani sagde så sent som den 1. juli 2014, at han inden for nogle måneder ville udskrive valg om kurdisk selvstændighed. USA advarede dengang KRG mod at tage for hurtige skridt hvad angår selvstændig. Talskvinde for USA’s udenrigsministerium Maria Harf siger, at løsningen af olie-krisen giver alle irakere retfærdig gavn af Iraks kulbrinte sektor og at støtten til Peshmerga vil styrke begge parter mod fællesfjenden ISIS. Aftalen træder i kræft ved årsskiftet den 1. januar 2015. Også den shiitiske politiker Razaq al Haidari fra State of Law blokken er tilfreds med at de to parter har sluttet fred, ”ISIS truslen har medtaget os alle, det var nødvendigt for begge parter at nå til enighed før eller senere.”

KRG’s absolut bedste forhandlingspartner Tyrkiet havde også udtalt negative kommentarer om en mulig kurdisk selvstændighed. Tyrkiet nyder i forvejen godt af KRG’s olieproduktion omsider med større bygningsprojekter og handelsforbindelser. Men et selvstændigt Kurdistan falder ikke i Tyrkiets smag, da landet har en intern ’fredsproces’ med sine egne kurdere, der allerede hænger i en tynd tråd. Efter at de syriske kurdere i 2012 erklærede selvstændighed i Rojava, har den tyrkiske regering med Erdoğan i spidsen bidt negle i tanken om at det ville opildne separatistiske kurdere i Tyrkiet. Ud over økonomiske interesser, har Tyrkiet sendt soldater til KRG, som skal træne Peshmergaen til krig. Tyrkiet har efter stærkt pres fra Nato, tilladt 150 Peshmergaer at passere igennem Tyrkiet til Kobane i Nordsyrien. Den 2. december fløj yderligere 150 Peshmergaer fra Erbil til Urfa, for derefter at krydse den tyrkiske grænse i Suruç til Kobané for at støtte den militante frihedsbevægelse YPG i kampen imod ISIS.

Hvorvidt Peshmergas samarbejde med den irakiske hær er en længerevarende løsning er uklart. Iraks nationalpolitik er i forvejen knækket. Malikis sekteriske regering og spliden mellem landets sunni -arabere, shia-arabere, kurdere samt andre grupper havde længe spændt ben for en i forvejen korrupt og medtaget sikkerhed.

Oprindelig bragt på nudem.dk

ISIS – en tikkende bombe i Tyrkiet

Posted on by
Svar

Mens kurdiske militanter kæmper mod ISIS på 22. dag af angrebene mod Kobani, flygter hver dag hundredevis af syrere til Tyrkiet af frygt for ISIS’ grusomheder. Naboerne i Tyrkiet er heller ikke optimistiske. De frygter, at hver udtalelse landets præsident Erdoğan kommer med, kan have frygtelige konsekvenser for landet.

Antakya, en gammel by, der har tiltrukket adskillige kongeriger og dynastier til sig. Ikke mindst Paulus, der første gang brugte ordet ’kristen’ om sin menighed i Antiochia, som det hed dengang. Derfor er byen stadig den dag i dag pilgrimsdestination for kristne verden over. Antakya, der ligger i provinsen Hatay, er også en forkælet by i Tyrkiet, idet provinsen var det område, der blev senest tyrkisk. Hatay var indtil 1938 en del af Syrien, hvorefter den har en periode på 10 måneder som selvstændig stat, for til sidst – efter stærk befaling fra Atatürk – at blive indlemmet i den Tyrkiske Republik. Turismen er dog noget falmet siden krigen i Syrien begyndte. Byen bliver i dag sjældent nævnt i forbindelse med sin prægtige fortid, men oftest i forbindelse med en anden strid og en noget voldsommere krig i de internationale medier. Knap 60 km fra Antakyas historiske centrum, i Syrien, foregår der en af vore moderne tiders mest grusomme krig. Billeder og videoer af halshuggede mænd, efterladte, døde og sultne børn, bortførte kvinder der sælges som sexslaver til 12 dollars, er nogle af de overskrifter, der har præget medierne og vores hukommelse, når vi snakker Syrien, Irak og ’Islamisk Stat’.

I en af vandpibecafeerne, som ligger i de gamle Antakya-huses havegårde, træffer jeg Mithatcan Türetken. Udmattet og søvnløs som han ser ud, udbryder han »Jeg er kommet fra krig og er drænet for energi, forvent ikke noget fra mig de næste mange timer.« Mithatcan hentyder til, at han de sidste fem dage har været ved Tyrkiets grænse til Syrien ved Suruç/Urfa. Ikke alene grænsen, han har faktisk været helt inde i Nordsyrien, i den kurdiske by Kobani, der lige nu kæmper mod ISIS på 22. dag. Mithatcan er 25 år og i gang med en uddannelse som bygningsingeniør. Han måtte forlænge studietiden, da han i forbindelse med Gezi-oprørerne blev fængslet i fem måneder. Han var en del af de mange delegationer, der frivilligt tog til grænsen i Suruç, for at observere kampene og endvidere formidle begivenhederne loyalt, idet de mener, at de tyrkiske medier fordrejer sandheden. Delegationerne er organiserede under HDK (Folkenes Demokratiske Kongres), og var også ved grænsen for at give udtryk for deres opbakning for den kamp de kurdiske militanter PYD og PKK kæmper mod ISIS. Folk i hundredvis af busser fra alle egne af Tyrkiet var kommet til Suruç, for at danne en menneskekæde ved grænsen til Kobani med det formål at forhindre den logistik- og våbenstøtte som adskillige kurdere hævder, at Tyrkiet giver ISIS. Folkemængden har trods adskillige pres fra det tyrkiske militær i form af tåregas og vandbomber og ikke forladt grænsen. Mithatcan som har været inde i Kobani afkræfter rygterne om, at Kobani skulle være faldet til ISIS og mener også, at tallene om de faldne kurdiske landsbyer er stærkt overdrevne og manipulerende.

Ingen unge tilbage blandt flygtningemængden i Suruç

På blot 3. dag af ISIS’ angreb fra tre fronter på kurdiske Kobani, kom en af de største flygtningebølger til den Tyrkiske grænse. Op imod 160.000 syriske flygtninge var efter flere timers venten, lukket ind i Tyrkiet ved Suruç-grænsen. »Alene i løbet af sommeren 2011, var der ikke kommet halvt så mange flygtninge fra Syrien, som der er nu fra Kobani på blot tre dage«, fortæller Merve Çağşırlı, som er projektkoordinator for Dansk Flygtningehjælp i Antakya. Merve mener at dette må være et udtryk for den frygt ISIS har formået at skabe hos folk. Mithatcan påpeger, at der i Suruç ingen unge er blandt flygtningemængden. Unge mænd såvel som kvinder er taget tilbage til Kobani for at deltage i de kurdiske styrkers kamp mod ISIS.

Det pro-kurdiske parti i Tyrkiet HDP hævder, at ISIS forsøger at skabe en ny Shingal-massakre, hvor hundredvis af ezidi-kurdere blev slagtet, nu blot i Kobani. Mithatcan beretter, at de kurdiske flygtninge ved Suruç nægtede at indlogere sig på de statsejede teltlejre, fordi de mener, at Tyrkiet har ladt sine kurdiske naboer i stikken ved at åbne grænsen for Jihad-krigerne, og støtte dem med våben. Men også fordi Tyrkiet har været tavse i form af et modangreb på ISIS i Kobani. I stedet for bor de tilkomne flygtninge kurdiske i telte, hos familiemedlemmer, forladte og tomme bygninger, skoler osv.

For få dage siden sagde USA’s vicepræsident, Joe Biden, at Erdoğan i en samtale havde indrømmet, at Tyrkiet var for langsomme til at stoppe jihadisternes adgang til Syrien og Irak igennem Tyrkiet. Biden indikerede også, at Tyrkiet dermed har hjulpet ISIS til den magt, de har fået i området. Erdoğan nægter, at han har erkendt nogen som helst fejl fra tyrkisk side, også hvad angår støtte til ISIS, og forventede en undskyldning fra Biden for sine påstande. Undskyldningen fra Biden kom så sent som i dag, men det ændrer ikke på, at rigtig mange kurdere i Tyrkiet er overbeviste om, at Tyrkiet støtter ISIS’ hårde kamp mod kurderne i Kobani.

»Tyrkiet havde gjort klar til Kobani-angreb«

Mithatcan er selv alevi og araber fra Antakya, som stadig rummer en stor befolkning, der har arabisk som modersmål. Han kan som mange andre ’tyrkiske arabere’ ikke læse eller skrive på arabisk, idet den tyrkiske republik indtil for nyligt har nægtet enhver undervisning på andet end det officielle sprog – tyrkisk. Alligevel har etniske grupper formået at bevare deres sprog i tale ved at tale det indbyrdes derhjemme. Det arabiske som Mithatcan taler, har givet ham bedre adgang til dialogen med de traumaramte flygtninge i Suruç, idet han kan tale arabisk med både syrerne og kurderne (for hvem arabisk er andetsprog). »En gammel mand fortalte mig, at han så ISIS likvidere 60 mænd i øjnene foran ham, de lod ham leve i såret tilstand, måske for at han skulle sprede frygten«, fortæller Mithatcan med en rystet stemme, men formår at samle modet og fortsætter sin fortælling. Han fortæller, at det største ønske flygtningene i Suruc havde var uddannelse til deres børn, men også basale hverdagsvarer som dyner, puder, tøj mm., var der stor behov for.

»Vi så statens teltlejre i Urfa, de havde hele tre uger inden det første angreb mod Kobani, gjort en teltlejr klar, som kunne rumme op mod 400.000 personer«. Mithatcans stærke påstand bevidner, at den tyrkiske regeringen på forhånd har vidst om det kommende angreb mod kurderne, og at der ville komme en stor bølge af flygtninge fra Kobani, hvis’ indbyggertal er på knap 400.000. »Det er jo en genial måde at tage imod kurderne fra Syrien og vise, at den tyrkiske regeringen står bag fredsprocessen med sine egne kurdere, og dermed blot beskylde ISIS for det der sker på den anden side af grænsen, men planen holdt ikke stik.«, siger Mithatcan og understreger, at de kurdiske flygtninge ikke faldt i fælden, og at de har afvist de tyrkiske teltlejre imod de kurdiske (HDP sponsorerede telte).

»ISIS er en gruppe af amatører«

Mithatcan mener som mange andre borgere i Antakya, at byen er blevet et sted, hvor ISIS færdes frit, og at dette skaber en enorm frygt og tvivl hos indbyggerne i Antakya. »ISIS har ingen særlig krigstaktikker eller krigstræning. De er blot nogle defacto jihadister som udelukkende har styrke pga. økonomisk støtte fra lande som Saudi Arabien, Qatar og Jordan. De er store magters hånddukker. Det er en flok hjernevaskede staklers krig, vi kalder dem for bander. «Mithatcan understreger, at ISIS’ største styrke har været den psykologiske krig jihadisterne har ført.» Der er noget der hedder krigskonventioner, men disse bander er lovløse, deres umenneskelige handlinger er aldrig set før. Vi må forstå, at de gør det helt bevidst«, siger Mithatcan og påpeger, at billeder af afskårne hoveder og legemer er et led af den psykologiske krig ISIS fører. Han mener endvidere, at mange landsbyer i Mosul, Latkia, Kirkuk osv. udelukkende blev tømt, fordi folk flygtede ved bare rygtet om, at ISIS var på vej. De har skabt en så stor frygt, at deres navn er nok til at folk forlader alt, hvad de har og flygter med livet i behold. Så sent som i juni skrev adskillige tyrkiske medier om, at ISIS’ medlemmer gik rundt i tyrkiske landsbyer ved grænsen (til Syrien), og viste videoer og billeder af afhuggede hoveder og likvideringer. Alene metoder som disse er ifølge Mithatcan nok til at folk kan flygte fra deres bopæl ved det mindste røren på grænsen. Dermed skabes der helt naturligt en frygt i Antakya, som ligger så tæt på Syrien og ligger hus til Akçakale-grænsen, hvorfra man kan se ind til ISIS poster. Mithatcan mener ligeledes, at man nemt kan få øje på ISIS-medlemmer i Antakyas gader. De tøver ikke med at hovere sig i deres militærdragter og lange skæg.

I forhold til de kurdiske styrker fra føderationen Kurdistan i Nordirak – Peshmergaerne – siger Mithatcan, at de ikke er med i fronten mod ISIS i Syrien. Det våben som Peshmerga modtager fra de allierede er heller ikke i hænderne på PYD og PKK, som lige nu kæmper en hård kamp mod ISIS, der angriber Kobani med hårde våben og artilleri. Dette vender opmærksomheden tilbage til PYD lederen Salih Muslims besøg i Danmark, hvor han opfordrer Vesten til at hjælpe med økonomisk støtte og våben. Enhedslistens Nikolaj Villumsen har i torsdags overrakt 53.500 kroner til PYD og er kommet i søgelyset, fordi PYD er den syriske gren af PKK (Det Kurdiske Arbejderparti i Tyrkiet), som længe har været på både USA’s og blandt andet Danmarks terrorliste.

Oprindelig bragt på nudem.dk

Tyrkiet: et land klemt imellem ISIS og Kobanê?

Posted on by
Svar

Dag for dag viser ISIS sine skræmmende metoder og dagligdagen i deres selverklærede kalifat. Dog mister ISIS fodfæste i flere områder på grund af stærk modstand fra kurderne. På den anden side af grænsen må Tyrkiet nu genoverveje sit diplomati i forhold til ISIS. Et diplomati, der på det seneste har fået stor kritik fra Vesten.

Et af de hotteste emner kandidaterne gik til valg på, ved det seneste præsidentvalg i Tyrkiet den 10. august, var Syrien og situationen i Irak. Erdogan har fejlet i sin Syrien-politik og dermed skabt grobund for en potentiel trussel imod Tyrkiet. ISIS havde på kort tid ekspanderet deres magt så meget, at de i juni erklærede kalifat i Mosul. Kalifatet omfatter dele af både Syrien og Irak, Tyrkiets eneste nabolande for syd, udover Kurdistan.

IS truer den vigtige vandforsyning

I en reportageserie ViceNews har lavet med ISIS (publiceret i starten af august), har terrororganisationens presseofficer Abu Mosa direkte truet Tyrkiet. Truslen lyder på, at ISIS selv vil ’tage vare om’ Istanbul og selv sørge for vandforsyningen, hvis ikke den Tyrkiske AKP-regering lukker op for Atatürk-dæmningen. Atatürk-dæmningen er bygget over Tigris-floden, som supplerer vand til både Irak og Syrien. Den er verdens 6. største dæmning med en kapacitet på 48,2 billioner kubikmeter, og har siden indvielsen i 1992 skabt store spændinger i regionen, fordi den holder meget af Eufrats vand tilbage. To rapporter fra Beiruts Al-Akhbar peger på, at katastrofale vandproblemer vil ramme Syrien i den nærmeste fremtid. Når Tyrkiet vælger at lukke for vandstrømningen, læner denne politik sig op ad den såkaldte Harmon-doktrin. Ifølge doktrinet har det land, hvori en flod har sit udløb, rettighederne for udnyttelse af vandet. Ministeren for vand og skovbrug, Veysel Eroğlu, modtog truslen fra ISIS med en tøvende attitude og udtalte: ”ISIS skal have tungen lige i munden, når først tyrkernes tålmodighed bliver udfordret, så kan ingen stoppe os”.

Det er ingen hemmelighed at Tyrkiet har et stort ansvar i den konfliktfyldte situation både i Syrien og Irak. For små to år siden vendte Erdoğan ryggen til sin ellers ’bestie’-allierede Bashar al-Assad. Den tyrkiske avis Cumhuriyet bragte i 2012 et interview med al-Assad, hvor han udtaler, at Tyrkiet blander sig for meget i Syriens indenrigspolitik. Erdoğan svarede, at ”al-Assad har blod på hænderne. Han bekæmper sit eget folk og er blevet en diktator grusommere end sin far!”. Efterfølgende lovede Erdoğan at støtte oprørerne ved at give dem våben, økonomisk støtte og, vigtigst af alt, fri bevægelighed ind og ud af den tyrkiske grænse til Syrien. Erdoğan holdt hvad han lovede. En ISIS-kommandant, Abu Yosef, sagde i et interview til Washington Post, at det er takket være Tyrkiet, at de overhovedet er nået dertil hvor de er. ”Vi fik våben og penge igennem Tyrkiet, og de tyrkiske hospitaler behandlede vores sårede krigere og ledere”. Yosef nævner dog også, at det ikke længere er så nemt at komme til og fra Tyrkiet, men at han igennem illegale smuglere stadig har metoder, han kan benytte sig at.

Tyrkiet må genoverveje sin Syrien-politik

Tyrkiets kurs i forhold til Syrien ændrede sig for alvor, da ISIS erklærede kalifat og indtog Mosul, heriblandt det tyrkiske konsulat og de 49 gidsler, de tog her. De tyrkiske medier har været yderst tavse omkring gidslerne, men regeringen har udtalt, at man arbejder på at få gidslerne hjem i sikkerhed. ISIS som uden besvær brugte den tyrkiske grænse til at komme ind i Syrien, men også rekrutterede nye medlemmer igennem Tyrkiet (heriblandt Istanbul og Hatay), stod nu koldblodigt som en kæmpe trussel imod det land, der støttede dem mest. Tyrkiet havde slugt en kamel i deres Syrien-politik og har nu travlt med at spytte den ud igen. Landet går igennem en regeringsperiode med store forandringer. Recep Tayyip Erdoğan er den 10. august blevet valgt som ny præsident. Den nuværende udenrigsminister Ahmet Davutoğlu, blev af Erdoğans peget på som den eneste kandidat til den tomme statsministerpost, som han nu sidder på.

Hverken oppositionen eller systemkritikerne regner med de store forandringer, hvad angår den politiske dagsorden i Tyrkiet. Det er kort sagt de samme hænder, der er ved roret. Eftersom Erdoğan er blevet valgt som Tyrkiets nye præsident med 52% af folkets stemmer, har han nu beføjelser til at fortsætte sin hårde tone mod oppositionen og ikke mindst sine nabolande. En ting er klart: Tyrkiet er i klemme! På den ene side står Erdoğan med sin forfejlede håndtering af konflikten i Syrien, og på den anden side er de vestlige magter, som han vendte ryggen til for at støtte ISIS. Efter ISIS’ massakre på de kurdiske ezidier i Irak, har der været stor international omtale af de kurdiske YPG- og PKK-militsers redningsauktion af yazidierne fra Sinjar-bjerget. YPG er en fraktion af PKK med rødder i Syrien i modsætning til PKK, som udsprang som en frihedsbevægelse i Tyrkiet. PKK har længe været på USA’s, NATO’s og ikke mindst Danmarks terrorliste. Kurdernes kamp mod ISIS er den eneste i regionen og som rent faktisk har formået at begrænse den velorganiserede gruppe. Kurderne har fået stor opbakning fra Vesten, ikke mindst fra USA, som har indledt sine første droneangreb på ISIS i Nordirak. Barzani-regeringen i Nordirak er blevet presset til at indgå en alliance med YPG og PKK, da de ikke kunne tackle IS alene, som i starten af august kun var 40 km fra hovedstaden Erbil i Kurdistan. Med hjælp fra YPG og PKK militser fra Tyrkiet og Syrien fik de ISIS-truslen væk på trods af, at Barzani ikke ønskede at samarbejde med disse kurdiske militantgrupper. I de seneste to år advarede både YPG og PKK Barzani-regeringen om, at hans allierede Erdoğan begår en kæmpe fejl ved at lukke islamistiske grupper ind i Syrien. De kurdiske styrker ved Kobanê i det nordlige Syrien har kæmpet adskillige kampe mod IS uden våbenstøtte eller humanitær hjælp fra hverken Vesten, Tyrkiet eller Barzani-regeringen i Nordirak. I dag ser situationen anderledes ud. Siden USA har udmeldt, at de støtter kurderne, har en række vestlige lande, heriblandt Danmark, meldt trop. Udviklingen har lagt stort pres på ISIS og dermed også på Tyrkiet.

IS agerer allerede aktivt i Tyrkiet

Parallelt med den positive udvikling i den kurdiske region har grupper tæt på ISIS foretaget en række angreb på kurdiske institutioner i Tyrkiet. Op til præsidentvalget den 2. august, blev det pro-kurdiske parti HDP’s valgkontor i Gaziosmanpaşa/Istanbul angrebet, af en gruppe af IS-medlemmer. Øjenvidner fra området fortalte Nûdem, at der på den lokale fodboldbane blev afholdt en religiøs begivenhed, hvor koranen blev delt ud og reciteret. Men hvem der stod for denne begivenhed var uklart. Der er rygter om, at ISIS’ leder Ebu Bekir El Baghdadis navn blev nævnt ved begivenheden. Ifølge partiet HDP var formålet med den religiøse begivenhed rekruttering af unge drenge til ISIS. Da nogle HPD-politikere advarede folk imod deltagelse i begivenheden, opstod der kaos. Senere den aften angreb flere af de, som stod bag begivenheden, det pro-kurdiske HDP’s valgkontor i området. Nûdem talte med H. P. (vil forblive anonym), som var til stede da angrebet skete. H. P. beskriver bagmændene som ”en flok skæggede mænd, med knive, stave og elektrochok-pistoler. Det var ingen, vi kendte fra området, men de var tydeligvis kommet udefra. Det er ikke tilfældigt, at de vælger et stærkt pro-kurdisk område i Istanbul. Fordi de kurdiske styrker truer dem i Syrien og Irak, viser de deres vold mod os her i Tyrkiet”. Igen i juli måned var der en gruppe religiøse mænd i Diyarbakır, efter sigende sympatisører af ISIS, som angreb adskillige cafeer og restauranter, fordi de solgte alkohol.

Newsweek bragte for nyligt en eksklusiv reportage af Alev Scott og Alex-Christie-Miller, som går i dybden og undersøger ISIS’ rekruttering af krigere fra Istanbul. Terrororganisationen agerer især i økonomisk svækkede forstæder. Reportagen taler med to ofre fra Istanbul, der hver især har mistet familiemedlemmer, der er blevet manipuleret til at drage til krig med ISIS.

Kobanê og de 49 gidsler

Kobanê er under massivt angreb igen og igen fra ISIS. Angrebet kommer fra øst, vest og syd, nu på sit 5. dag. De vestlige magter tier omkring Kobanê, og midt i dette kaos meddelte den tyrkiske præsident Erdoğan, at det var festdag for nationen. Festen og glæden skyldes de 49 gidsler fra det tyrkiske konsulat i Mosul blev løsladt. 46 af de 49 gidsler var tyrkiske statsborger, hvoraf de sidste tre var irakere. De blev af ISIS taget som gidsler, da ISIS stormede frem i Mosul den 15. juni. Den tyrkiske presse har haft forbud mod at skrive eller formidle om gidslerne på, idet en meget følsom forhandling mellem MIT (tyrkisk efterretningstjeneste) og ISIS var i gang. I går efter 101 dage under ISIS tilfangetagelse, kom den glædelige nyhed. De 49 gidsler blev forbavsende nok løsladt uden et eneste øre i løsesum, og så havde de ikke noget som en eneste skræmme på ansigtet. Gidslerne ankom samlet i bus til Akcakale grænsen, hvor de fik udhvilet og kom i pæne jakkesæt, for dernæst at blive fløjet i privatfly til Ankara. Statsminister Ahmet Davutoğlu og hans kone Sare Davutoğlu tog imod gidslerne i flyet, og delte røde roser til hver især. Det store og ubesvarede spørgsmål er selvfølgelig hvorfor nu? Hvordan kan det være at gidslerne kommer på fri fod netop nu, hvor situationen i området er så anspændt, og hvor USA endelig har erklæret krig med 40 allierede lande. Tyrkiet var det eneste land som ikke ville underskrive alliancen, umiddelbart især pga. de 49 gidsler. Hvis Tyrkiet tog det mindste skridt mod USA, kunne det have kæmpe konsekvenser, dels for gidslerne, men også for den 877 km lange grænse Syrien har til Tyrkiet. Da ISIS publicerede de grusomme billeder, hvor de viser likvideringen af de to amerikanske journalister James Foley og Steven Sotloff, samt britiske nødhjælpsarbejder David Haines, flyttede fokus i Tyrkiet igen over på de 49 tyrkiske gidsler i Mosul. De tyrkiske myndigheder vidste, at der skulle handles hurtigt, hvis ikke de tyrkiske gidsler skulle ofre for de brutale islamister.

Nu er Tyrkiets største frygt banet af vejen. Betyder det så, at Tyrkiet nu kan gribe ind i Kobanê og hjælpe sine kurdiske naboer? Eller har udleveringen af gidslerne givet ISIS friere tøjler ved grænsen? Og hvad med NATO, vil Tyrkiet nu aktivt tage del i alliancen, eller mener de stadig, at ISIS blot er ’en flok aggressive ungkarle” jævnfør Davutoğlu i en presseudtalelse i august? Det vil tiden vise. En ting er sikkert, de kurdiske militanter giver ikke Kobanê op, heller ikke i andre dele af Kurdistan. Vesten har endelig anerkendt kurdernes kamp for frihed, lighed og demokrati. Hvis Vesten virkelig er oprigtig i sin bekymring for Mellemøsten, så er det nu, at der skal gribes ind. Det pro-kurdiske parti HDP’s præsidentkandidat Selahattin Demirtaş, sagde i en af sine valgtaler i august, at YPG og PKK i Kobanê ikke kun kæmper imod ISIS til gavn for kurdere, men at Kobane i Nordsyrien er nøglen til Tyrkiet. Hvis ISIS sejrer i Kobane, så er de så godt som inde i Tyrkiet.

Oprindelig bragt i nudem.dk

Kurdisk selvstyre er alternativ til diktatur og islamisme

Posted on by
Svar

Siden den 15. marts 2011 er Syrien hærget af borgerkrig. Det hele startede som et led i det såkaldte ’arabiske forår’ med stærke revolutionære slagord, skrevet eller graffiteret på vægge og mure rundt omkring i byen Deraa og senere også i andre byer. Assad var ikke til at rokke, selvom han lovede reformer og flerpartisystem, men i stedet bliver hans og hans regime mere brutal for hver dag der går. Regimet har ingen tolerance. Hverken overfor kritik, opstand eller demokratiske krav. Oprørerne derimod som først gik under navnet ’Den Frie Syriske Hær’, fik i begyndelsen stor opbakning af Vesten, idet gruppen fremstod som verdslige og demokratiske. I dag er det uklart at skelne de mange oprørsgrupper fra hinanden, da der er rigtig mange, og de har hver deres dagsorden. En ting er dog klart, at det bevæbnede oprør har en klar islamistisk dominans, især gruppen Jabbat Al-Nusra, som har relationer til Al-Qaeda. Der dukkede endvidere en række andre islamistiske grupper op med tiden, heriblandt ISIS. De ekstremistiske oprøreres metoder er brutale, og der er ingen morale i deres handlinger; vi husker et Al-Qaeda medlem, som spiste hjertet af liget på en Assad-soldat, halshuggede mænd og for nyligt dræbte børn i Rojava. De brutale handlinger fik Vesten til at genoverveje, hvad det egentlig er, at de støtter. Brutale ekstremister på den ene side, som kæmper for en sharia-stat, og en ligeså udemokratisk diktator på den anden side. Vestens Syrien-politik slog fejl, og den blev bekræftet endnu en gang i sidste uge, da ISIS næsten uden modstand fik kontrollen over Mosul, som er den anden største by i Irak. Situationen i Mosul viste både svækket Maliki-regeringen og den irakiske hær var og hvor fejlslået Vestens intervention i landet har været. Dog kom ISIS truslen snigende til Mosul, og den uforventede aktion ruskede i kurderne i Kurdistan-regionen i Nordirak, som så en mulighed i den ustabile situation. Kurderne eller rettere sagt Peshmerga handlede hurtigt og fik kontrol over den multietniske og olierige by Kirkuk. Begivenhederne i regionen sætter igen kurderne i spotlys og bevidner, at grænserne imellem Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran konstant er udfordrede af de kurdiske militante grupper, der i flere årtier har kæmpet for selvstændighed og menneskerettigheder i ovennævnte nationalstater. Vi ser dog lige nu, at midt imellem i hele tumulten i regionen, er der rent faktisk velfungerende samfund, dels i de-facto staten Kurdistan i Nordirak, men også i de selverklærede kurdiske kantoner i Nordsyrien – Rojava – der både respekterer og omfavner andre minoriteter end den dominerende kurdiske befolkning i området. Det gælder også den kurdiske region i Nordirak, som lige nu er et af de sikreste områder i Mellemøsten, hvor flere hundrede tusinde af irakere siden sidste uge er flygtet til, for at få beskyttelse inden for de kurdiske grænser.

Lobbyisme kan være vejen frem

I denne uge har Sinem Muhammed og Bassam Ishak aflagt besøg i Danmark, hvor de blandt andet har holdt et møde med udenrigsminister Martin Lidegaard, men også med andre grupper i Folketinget. Sinem Muhammed er vice-præsident for Rojavas Folkeforsamling (MGRK) og Bassam Ishak er formand for Assyrisk Forsamling i Rojava. De to repræsentanter fra det Syriske Kurdistan har aflagt politiske besøg i Italien, Bruxelles, Sverige, Frankrig, Tyskland mm. Dagsordenen er den samme alle steder. ’Mere fokus på de kurdiske selvstyreområder’. De mener, at minoriteter som kurdere, assyrere, armeniere og kristne er blevet i lyset af religiøse grupper og arabiske nabolande. Det kurdiske område Rojava er blevet presset og isoleret fra alle sider; Tyrkiet fra Nord, Nordirakiske Kurdistan i øst og ISIS og Al-Nusra på sydsiden. Flere tusinde af syrere er flygtet til Nordirak og Nordsyrien, hvor de er i sikkerhed hos kurderne, men det kurdiske selvstyre i Nordsyrien står helt alene og modtager ingen støtte eller midler udefra, idet Tyrkiet har stoppet importen til Rojava.

MGRK støtter hverken Assad-regimet eller de islamistiske oprørere eller en eventuel intervention fra Vesten. De ønsker, at det syriske folk selv skal determinere deres fremtid. Den statsmodel MGRK forsvarer er et pluralistisk, demokratisk og sekulært styre, der omfavner alle folkegrupper på lige fod. Sinem Mohamed og Bassam Ishak forsøger at påvirke de europæiske regeringer med budskabet om, at de må stoppe med at give våben til den brutale opposition, men i stedet støtte en model som det syriske Kurdistan.

“ISIS er en kæmpe trussel for Europa”

I et interview med Lene Johansen fra DR2 Dagen siger Sinem Mohammed. »ISIS er ikke kun farlige for syrere og kurdere, men for alle lande i Mellemøstregionen. De dræber folk på brutal vis og halshugger dem. Det syriske folk må nå til en enighed i forhold til at bekæmpe disse slags ekstremistiske grupper. ISIS er en meget stor trussel, ikke kun mod syrere eller irakere, men mod hele regionen, og de udvider sig, også i Europa. Mange ISIS-militante bliver rekrutteret fra Europa og er europæere. Selv fra Danmark, Norge og Tyskland er der ISIS-deltagere. Disse personer bliver trænet og går i krig i Syrien og Irak, og bliver en kæmpe fare for Europa, når de vender hjem igen.«

I samme interview kommer Ishak ind på problemerne ved Rojavas grænser. Han kritiserer Tyrkiet for at give fri adgang til de islamistiske grupper og deres våbeneksport, men når det gælder humanitærhjælp til områdets kurdere, bliver der lukket af. »Ved Cizre-kantonen har både Tyrkiet og Nordirak lukket vores grænser, og vi kæmper mod ISIS ved Rojavas grænser til Syrien. Så vi er blevet isoleret og presset fra alle sider. På vores nordøstlige grænse er der så Nordiraks kurdiske regionalstyre, som også havde lukket deres grænse mod os, indtil nu, hvor den igen er åbnet på grund af ISIS’ kontrol over Mosul,« siger Ishak. Han forklarer, at den kurdiske region i Nordsyrien opretholder et stabilt demokratisk samfund ved at udnytte områdets, og de olieressourcer som er til rådighed for de lokale. Men MGRK er klar over et den selvpromoverede økonomi ikke kan fortsætte en evighed.

“Syrien må ikke ende som Irak!”

Om regionens problemer med ISIS siger Ishak, at MGRK er en pluralistisk model, som ikke overlever blot ved at angribe tilbage på ISIS, og ved at beskytte de kurdiske arealer. »Men også ved at forhandle med os selv omkring hvilket politisk system, vi ønsker for vores region, og hvordan vi kan reflektere de syriske revolutionsprincipper om frihed, værdighed og pluralitet ind til et politisk system. Så vi alle (syrere, assyrere, kurdere, muslimer, kristne mm.) kan indgå en social kontrakt, hvor vi deler magten. Vi er den eneste politiske model, som arbejder for et demokratisk og pluralistisk Syrien. Mens de andre grupper enten er forblevet politiske eller militære.«

Muhammed understreger Rojavas multietniskhed igennem historien og vigtigheden af at bevare denne. Hun nævner blandt andet modersmålsprojekter, som omfatter de tre officielle sprog i Rojava: kurdisk, assyrisk og arabisk. Det er første gang i Syriens historie, at man har modersmålsundervisning i tre officielle sprog. »Muslimer, assyrere, kristne og armeniere har her altid boet side om side med hinanden, og det skal det blive ved med. Vi kan ikke have et demokrati, som består af et folk og en stemme alene, den må omfavne alle. Hvis vi gør det vil det blot blive en gentagelse af det styre, vi har revolutioneret imod, navnlig Al-Assad-regimet. Derfor ønsker vi et pluralistisk og demokratisk selvstyre, hvor alle respekterer hinandens forskelligheder på tværs af sprog, etnicitet og religion.«

De to repræsentanter håber på at påvirke Vesten til at støtte den demokratiske kurdiske model, som har bevist, at det kan være et alternativ til Assad-diktaturen og den islamistiske brutalitet, der hærger landet og ikke mindst i nabolandet Irak. »Vi går ind for at det syriske folk selv skal determinere deres rettigheder og ikke ved en militær intervention udefra. Det syriske regime bekæmper ikke politikere eller religiøse personer. De bekæmper den unge generation, der er i stand til at kræve og opnå sin egen frihed« siger Isham. Mohammad er enig i dette og tilføjer »En international intervention ville have været yderst problematisk, for hvem angriber hvem? Der er så mange grupper og fraktioner, de bliver betegnet under titlen ’Det Frie Syriske Hær’. Men desværre er det ikke forenede grupper, det er forskellige grupper med forskellige ideologier og dagsordener. De forsøger at kontrollere grænserne. Derfor er det yderst farligt at de bliver ved med at modtage våben og støtte udefra. Det syriske folk må selv beslutte afgøre, hvilket samfundsmodel de ønsker og ikke ved hjælp af international intervention. Vi så det i Irak, Vesten gik i ’krig mod terror’, men de løste ikke problemet, og nu ser vi den blusse op igen i Irak.«

Interviewet med Mrs. Sinem Mohammed og Mr. Bassam Ishak kan genses på dr.dk under DR2 Dagen fra udsendelsen d. 17. juni 2014. Interviewet er foregået på engelsk, men oversat til dansk i denne artikel af undertegnede.

Oprindelig bragt på nudem.dk