Abdullah Canan

Idag mødtes Cumartesi Anneleri – ‘lørdagsmødrene’ – for 513. gang på Galatasaray pladsen i Taksim/Istanbul. De kaldes lørdagsmødrene fordi de mødes hver evig eneste lørdag kl. 12 samme sted, foran Galatasaray Gymnasium på Istanbuls travleste gågade Istiklal Caddesi. Der er ikke én eneste lørdag der bliver sprunget over. Hvad enten det drivregner, sner eller er 40 grader uudholdelig varmt om sommeren. Bevægelsen er inspireret af de argentinske mødre der mødes ved Plaza Del Mayo, for at kræve deres børn som blev tvangsfjernet af den argentinske junta. Bevægelsen Cumartesi Anneleri har mødt stor modstand fra myndighederne igennem årene, men jo større modstand desto større tilslutning fik de, bl.a. fra politikere, skuespillere og akademikere. Idag ser jeg kendte navne som den kurdiske politiker Sezgin Tanrikulu og skuespiller Nur Sürer blandt skaren på mindst 250 mennesker, der er mødt op for at støtte de pårørende på trods af regnvejret.

Mødrene har det tilfælles at de har mistet mindst en søn eller en bror ved statsvold. Mordene betegnes som faili mechul, altså ‘uopklarede mord’. Ofrene er hovedsageligt kurdiske mænd, der igennem politisk aktivitet er blevet udpeget som bødler af de tyrkiske myndigheder. Selvom mordene kaldes ‘uopklarede’, ved man at det er det lokale gendarmerie eller politistation der står bag. Langt de fleste familier fra de kurdiske byer i Østtyrkiet, har i 90’erne oplevet at mandlige medlemmer ved vold er blevet hentet fra deres hjem, typisk om natten. Nogle af disse er stadig politiske fanger i tyrkiske fængsler, mens mange aldrig kom tilbage igen. Nogle familier er ‘heldige’, de har efter at deres fædre/brødre/mænd har været under varetægt og blevet udsat for adskillige tortur og grusomheder, fundet deres lig ved en vejkant, en mark eller i nogles tilfælde i massegrave 15-20 år efter at de ‘forsvandt’. Langt de fleste familier kender gerningsmændene ved navn, for de fleste ofre er forinden blevet truet med drab af den lokale politibetjent eller militæroverhoved. Efter 2000’tallet har adskillige politibetjente og soldater der har tjent i Østtyrkiet indrømmet drab og tortur af kurdiske mænd. Ikke én eneste gerningsmand er blevet dømt for disse mord og overgreb.

Lørdagsmødrene mødes hver lørdag for at kræve svar af myndighederne om to ting; 1) at få udleveret deres kæres levn, så de kan tage afsked med dem og begrave dem, 2) at de skyldige bliver straffet. Hver uge bliver dedikeret til ét offer og i denne uge handlede det om Abdullah Canan, en forretningsmand fra Hakkari der forsvandt den 17. januar 1996.

Abdullah Canan lagde en sag an på majoren Mehmet Emin Yurdakul, som var den øverste ved Yüksekova Komando Bataljonen, der foretog en militæroperation mod Befircan landsbyen, hvor adskillige af de lokales ejendomme kom til skade. Canan stod i spidsen for anklagen og krævede at staten måtte dække udgifterne for de skader de voldte de lokale. Yurdakul fåe efterfølgende Canan hentet til stationen, hvor han angiveligt truer Canan med at hans straf bliver hård, medmindre han trækker anklagen tilbage. Canan skulle ved dette møde have sagt: “Hvis jeg nogensinde trækker min anklage tilbage, vil det betyde at jeg giver afkald på min ære”. Canan skulle ved samme møde have sagt “hvor har i det varmt her, gid staten gav denne mulighed til alle sine borgere”. Til dette svarede major Yurdakul: “Jeg har det varmt, det har du også lige nu, men hvis du ikke giver afkald på denne sag, bliver dit sted og din ‘seng’ rigtig kold, tænkt dig godt om.” Den 17. januar 1996 da Canan er på vej til Hakkari, bliver hans bil stoppet, hvorefter han af soldater bliver ført til Yüksekova Komando Batajonen hvor han kort tid inden blev truet med døden af major Yurdakul. Canans bil bliver fundet uskadiget på en landevej og selvom familien var sikker på at han blev bortført af gendarmeriet, så får de ingen informationer herom.

Den 21. februar bliver Canan’s lig fundet ved en landsby i Yüksekova af lokale. Abdullah Canan var kun 43 år da han af det lokale gendarmeristation blev tortureret og myrdet af den tyrkiske stat. Hans mund, hænder og fødder var bundet. Hans søn Vehab Canan spørger idag den 24. januar 2015 hvor gerningsmændende stadig er ustraffet og på fri fod: “Får i mon nogensinde fred fra jeres samvittighed?”

Hvis i vil læse mere om mordet på Abdullah Canan, så er link http://www.zorlakaybetmeler.org/victim.php?id=HAH/person/463

I kan også følge Cumartesi Anneleri på Facebook. Min ven Fuat Talay og Cahit Ece har for nyligt dedikeret en sang til lørdagsmødrene, se og hør sangen på Youtube: http://www.youtube.com/watch?v=YRopw_1OoM0&feature=youtu.be

Cumartesi Anneleri – Galatasaray Meydani