‘Gazi Mahallesi’ og børn i oprør

IMG_0183

Graffiti ved indgangen til Gazi, af en gymnasieforening, teksten siger (med en kurdisk accent antydning): 10 dages fravær, men vi kan jo ikke holde os fra oprør 🙂

Jeg starter mit specialeeventyr med et kort ophold i Istanbuls berygtede kvarter Gazi Mahallesi (‘Gazi kvarter’). Opholdet var egentlig tænkt som en lille pause fra eksamenerne og op til specialeskrivningen som jeg påbegynder den 1. februar. Men når man bor i Gazi, så skal man også regne en del tid på aktivitet ud over det sædvanlige. Gazi er det eneste sted i Istanbul, som er så præget af en kurdisk politisk aktivisme, at den har inspireret adskillige kurdiske såvel som venstreorienterede organisationer, NGO’er og partier til at råbe højt om alt der måtte gøre tilværelsen til et helvede for dem i Tyrkiet. Områder er kendt for at huse en arbejderklasse der er så rød og så oprørsk, at tyrkiske nationalister eller højreorienterede kurdere må kamuflere sig, for de er bestemt ikke velkomne her. Det er hidtil uset i andre dele af Istanbul såvel som i andre tyrkiske byer. Istanbul er trods alt den by der huser den største kurdiske population, men ingen kurdiske områder i byen har vist sig så oprørske som i Gazi. Man siger om Gazi Mahallesi, at den er synkroniseret med den kurdiske by Sirnak (Roboski ligger i denne by), beliggende i den østlige del af landet. Lige så snart at noget rør ved sig dér, så er man ude med demonstrationer og optøjer i Gazi. Også under Gezi-oprørerne på Taksim-pladsen, var Gazi det første område der var på gaderne.

Frygt og flugt præger Gazi

For at forså Gazi-ånden skal man spole tiden helt tilbage til 70’erne hvor en massiv tilflytning sker til området, fra anatolske byer som Sivas, Corum, Tokat og Dersim. Disse tilflyttere er primært grupper der tilhører den religiøse retning ‘alevismen’. Efter 70’erne kommer flere og flere til i kraft af det såkaldte ‘hemşehrilik’ system. Hemşeri/hemşehri betyder løst oversat medborger, fellow eller fra-samme-by. Begrebet bruges til at indikere, at man har rødder i samme by og oftest helt ned til samme landsby, tit er man også familiemæssigt relateret til hinanden. Hemşehrilik systemet som kan spores i samtlige storbyer i Tyrkiet, handler om at familier der flytter til i et område, trækker andre relaterede til fra den oprindelige (altså forladte) by til eksempelvis Istanbul til samme område, i dette tilfælde Gazi. Den ‘inviterende’ fellow hjælper således den pågældende med job og lejlighed, inden den anden part forlader landbyen til fordel for et måske mere attraktivt liv i storbyen. Vi kan sammenligne det lidt med flygtningestrømmen til Danmark i 70’erne og 80’erne, hvor det også var meget almindeligt at man flyttede til områder hvor man allerede havde relaterede eller venner fra samme by eller landsby. For eksempel er Frederikssund stadig den eneste danske by der huser næsten samtlige familier der kom til Danmark fra min fars landsby Gölyazi/Cihanbeyli. Hemşehrilik system gav en tryghed og solidaritetsfølelse for folk der af forskellige grunde måtte forlade deres hjem. Den første tilflugt i 70’erne nævnt for oven sker først og fremmest pga. ringe arbejdsmuligheder ‘hjemme’ i provinserne. De tilkomne alevier vælger også at organisere sig i de samme områder, er dels for i fred at kunne praktisere deres religion og traditioner, og dels fordi de i forvejen var en sårbar gruppe udsat for adskillige massakre i Osmannisk såvel som moderne tyrkisk historie. Ligesom at man i årtusindeskiftet tror at tilflugt til Gazi har nået sit højdepunkt, kommer der en ny bølge af flygtninge til området mellem 2011 og nu, det er de syriske krigsflygtninger der i modsætning til de lokale nå nøjes med at bo på gaden.

Kampene mellem Tyrkiet og PKK påvirker Gazi

Op imod 90’erne er det kurdiske område af Tyrkiet stærkt påvirket af krigen mellem den tyrkiske hær og den kurdiske guerillabevægelse PKK. Mange familier i de kurdiske byer og provinser har en eller flere relaterede der har tilsluttet sig PKK i kampen mod den tyrkiske stats undertrykkelse og diskriminering af det kurdiske folk. Fra starten af 1980’erne starter det tyrkiske militær en ny strategi, de såkaldte ‘landsbyafbrændinger’ der både skulle aftage PKK’s styrke, idet de fik ly og fødevarer fra landsbyerne, den skulle også afskræmme de lokale kurdere til ikke at støtte denne bevægelse som af Tyrkiet var og stadig er defineret som en terrorbevægelse. Ifølge menneskerettighedsorganisationen IHD (‘Insan Haklari Derneği’) brændte og tømte de tyrkiske militærstyrker 3700 kurdiske landsbyer i perioden mellem 1984-1999 og forårsager flugten af 953.680-1.201.000 personer. Landsbyafbrændingerne (‘köy yakmalari/bosaltmalari’ på tyrkisk) forårsager altså større bølger af flugt fra de afbrændte kurdiske landsbyer til hhv. storbyerne i Østtyrkiet og især til storbyerne i Vesten og Anatolien. Istanbul der idag rummer den største kurdiske population nogensinde, var en af disse tilflugtsbyer og Gazi Mahallesi et af de kvarterer der tager imod massevis af kurdere, især fra byer som Diyarbakir, Siirt, Sirnak og Bingöl. Denne relativt ‘homogene’ population og Gazi’s lidt isolerede placering betyder at disse kurdere (ligesom alevierne i området), der var direkte påvirket at situationen i Østtyrkiet, lettere kan forene sig i politiske grupper som op imod 2000 var dominerede af PKK.

Gazi-massakren i 1995

Gazi Mahallesi i sin politiske og socialistiske ånd kom for alvor i spotlyset den 12. marts 1995, da landsdækkende medier dækkede de såkalde ‘Gazi hændelser’ (‘Gazi Olaylari’ på tyrkisk). Den dag blev 4 thehuse/’kahvehane’ (forsamlingshuse for mænd) og en dessertcafé i Gazi Mahallesi angrebet med jævne minutter af stadig ukendte mænd fra en taxa. Efterfølgende blev taxachaufføren dræbt og taxaen brændt ned. Angrebene resulterede i at en ‘alevi-dede’ (en alevi lært) Halil Kaya mistede livet og adskillige blev sårede. Mange pile peger på at angrebene var tilknyttet ultranationalistisk tyrkisk grupper som ‘de grå ulve’, der i 90’erne menes at have stærke tilknytninger til den dybe stat i Tyrkiet. Dagen efter angrebene den 13. marts gik Gazi’s kurdiske og alevi-indbyggere sammen om en større protest, hvor den lokale politistation blev angrebet. Politiet svarede igen med ild der forårsagede 17 dræbte, hvoraf syv af dem var politibetjente.

De såkaldte Gazi hændelser var naturligvis ikke det første anslag på demokratiet i området, men hændelserne blev en slags vækkelse for lokalbefolkningen i Gazi, der nu værnede om deres rettigheder mere end nogensinde. Hændelserne forårsagede også en alliance mellem de kurdiske forerningerne og alevierne i området, der allerhelst ønskede at praktisere deres religion uden politisk indblanding.

Gazi Mahallesi idag

Madhus i Gazi der er navngivet Rojava, som er navnet på det kurdiske selvstyreområde i Nordsyrien.

Madhus i Gazi der er navngivet Rojava, som er navnet på det kurdiske selvstyreområde i Nordsyrien.

Oprørerne i Gazi var altså længe forud for Gezi. I Gazi har indbyggerne smagt på tåregas og politivold i årtier. Jeg kommer selv hyppigt til Gazi Mahallesi fordi min forlovede Mazlum Dogan og hans familie bor her. Mazlum og hans familie har oprindelse i Bingöl, en mindre kurdisk by der ligger i den østlige del af landet mellem Erzurum, Dersim, Diyarbakir og Muş. De flyttede fra Bingöl til Istanbul i 1995, kun en måned før Gazi hændelserne, af samme grund som de fleste kurdere der kom til Istanbul i 90’erne, nemlig krigen der snart skulle forårsage afbrændingen af deres landsby samt den høje arbejdsløshed. Mazlum’s far havde i starten af 90’erne været fængslet på det berygtede Diyarbakir-fængsel pga. politisk aktivitet, han blev anklaget for at være ”PKK-terrorist”. Denne stempling af offentlige myndigheder var aldeles farlig i en Østtyrkiet, der i denne periode er præget af ‘uopklarede mord’ (se mit tidligere indlæg om Cumartesi Anneleri), derfor valgte han og familien på fire at flytte til Istanbul, hvor det var sværere at blive genkendt.

Da Mazlum og jeg gik en tur i kvarteret, fik vi stanken af afbrændte dæk og vi så hurtigt en flok små drenge mellem 10-15 år brænde dækrester af på åben gade. Indgangen til Gazi Mahallesi gør sig bemærket ved sine vægge, der er påmalet med graffiti, politiske slogans og plakater der opfordrer til diverse demonstrationer og koncerter (typisk politiske koncerter). Mest bemærkelsesværdigt er den nedbrændte busstopsted, som er blevet offer for de daglige kampe mellem demonstranter og politiet.

En væg ved indgangen til Gazi: plakater af HDP's Selahattin Demirtas under præsidentvalget i August.

En væg ved indgangen til Gazi: plakater af HDP’s Selahattin Demirtas under præsidentvalget i August.

Man behøver ikke at gå særlig langt i Gazi for at få fornemmelsen for de mange vestreorienterede partier og NGO’er der holder til her, samt de mange thehuse der huser kurdiske mænd der diskuterer trivielle og politiske problemer. Aleviernes forsamlingssted Cem-huset ligger også på denne hovedgade. Lidt længere nede af gaden går vi ind til en Cigköfte-butik, ja det er min yndligsret! Ham der betjener butikken siger at det nok er en god ide at blive inde, for der er ballade udenfor. Jeg kigger ud og bliver forbavset over at se en kæmpe ‘TOMA’ (panservogn) og en gruppe på omtrent 20 drenge der frygtløs angriber denne med sten. Cigköfte-drengen er fuldstændig rolig i sit ansigtsudtryk, det samme er Mazlum, faktisk joker de indbyrdes om balladen udenfor. Vi har fået pakket vores Cigköfte og går ud igen af butikken, jeg er både lidt skræmt af at være så tæt på en TOMA og de stenkastende børn, men jeg synes også at det er vildt spændende og lidt vildt at disse små drenge er så modige. Mazlum morer sig over at jeg virker lidt skræmt, vi skal jo forbi dem for at komme hjem, han fortæller mig at det her altså er meget almindeligt her i Gazi og at det nok er en demonstration for Kobane, som politiet ikke tillader. En demonstration for Kobane af 20 små drenge? Hmm. Nå men det bliver endnu værre da en offentlig bus dyttende kører forbi os, dens kæmpe glasruder er blevet ramt af sten og ruderne braser ned og bliver til millioner af glasskår for næsen af os. Bussen er heldigvis tom. Jeg hører et par mødre og fædre bande af de små drenge og deres opførsel. En af drengene har en sort elefanthue på hvor kun øjnene kan ses og råber: ”Hevalnoooo” (betyder venner på kurdisk) og opfordrer dem til at løbe tættere på TOMA’en. Jeg kan ikke lade være med at ytre mig om at det jo er lidt uansvarligt at angribe en bus, for tænk hvis der var civile i og de kæmpe stenblokke havde ramt én af dem. Mazlum fortæller mig at hans egen politiske bevidsthed startede som de små drenges, og at jeg ikke skal undervurdere dem pga. deres alder; ”de er så organiserede, den bus har højst sandsynligt fornærmet dem ved at køre imod dem for at skræmme dem væk. Endvidere ville børnene aldrig kaste sten på bussen hvis ikke de var 100% sikre på at den var tom.” Fordi voldelige sammenstød mellem politiet og de lokale i Gazi er så hyppige, så er det kun gamle busmodeller der kører ruten igennem Gazi Mahallesi. At skade de offentlige busser symboliserer skade på den undertrykkende tyrkiske stat, i hvert fald for disse drenge der måske bliver den næste generation af kurdiske meningsdannere.

Vil du vide mere om landsbyafbrændinger og Gazi Mahallesi? Så check disse links i artiklen samt:

http://nevzatcicek.blogcu.com/gazi-mahallesinde-kahreden-gerginlik/2656073

Hvis i vil vide mere om ‘Gazi Olaylari’ så kan jeg anbefale jer at se afdøde journalist Mehmet Ali Birand’s dokumentar Son Darbe 28 Subat og/eller Aydin Bulut’s Gazi Mahallesi Belgeseli.

Reklamer

‘Cumartesi Anneleri’ på 513. uge

Abdullah Canan

Abdullah Canan

Idag mødtes Cumartesi Anneleri – ‘lørdagsmødrene’ – for 513. gang på Galatasaray pladsen i Taksim/Istanbul. De kaldes lørdagsmødrene fordi de mødes hver evig eneste lørdag kl. 12 samme sted, foran Galatasaray Gymnasium på Istanbuls travleste gågade Istiklal Caddesi. Der er ikke én eneste lørdag der bliver sprunget over. Hvad enten det drivregner, sner eller er 40 grader uudholdelig varmt om sommeren. Bevægelsen er inspireret af de argentinske mødre der mødes ved Plaza Del Mayo, for at kræve deres børn som blev tvangsfjernet af den argentinske junta. Bevægelsen Cumartesi Anneleri har mødt stor modstand fra myndighederne igennem årene, men jo større modstand desto større tilslutning fik de, bl.a. fra politikere, skuespillere og akademikere. Idag ser jeg kendte navne som den kurdiske politiker Sezgin Tanrikulu og skuespiller Nur Sürer blandt skaren på mindst 250 mennesker, der er mødt op for at støtte de pårørende på trods af regnvejret.

10891524_10153012797437836_9077943001157111088_n

Mødrene har det tilfælles at de har mistet mindst en søn eller en bror ved statsvold. Mordene betegnes som faili mechul, altså ‘uopklarede mord’. Ofrene er hovedsageligt kurdiske mænd, der igennem politisk aktivitet er blevet udpeget som bødler af de tyrkiske myndigheder. Selvom mordene kaldes ‘uopklarede’, ved man at det er det lokale gendarmerie eller politistation der står bag. Langt de fleste familier fra de kurdiske byer i Østtyrkiet, har i 90’erne oplevet at mandlige medlemmer ved vold er blevet hentet fra deres hjem, typisk om natten. Nogle af disse er stadig politiske fanger i tyrkiske fængsler, mens mange aldrig kom tilbage igen. Nogle familier er ‘heldige’, de har efter at deres fædre/brødre/mænd har været under varetægt og blevet udsat for adskillige tortur og grusomheder, fundet deres lig ved en vejkant, en mark eller i nogles tilfælde i massegrave 15-20 år efter at de ‘forsvandt’. Langt de fleste familier kender gerningsmændene ved navn, for de fleste ofre er forinden blevet truet med drab af den lokale politibetjent eller militæroverhoved. Efter 2000’tallet har adskillige politibetjente og soldater der har tjent i Østtyrkiet indrømmet drab og tortur af kurdiske mænd. Ikke én eneste gerningsmand er blevet dømt for disse mord og overgreb.

Lørdagsmødrene mødes hver lørdag for at kræve svar af myndighederne om to ting; 1) at få udleveret deres kæres levn, så de kan tage afsked med dem og begrave dem, 2) at de skyldige bliver straffet. Hver uge bliver dedikeret til ét offer og i denne uge handlede det om Abdullah Canan, en forretningsmand fra Hakkari der forsvandt den 17. januar 1996.

Abdullah Canan lagde en sag an på majoren Mehmet Emin Yurdakul, som var den øverste ved Yüksekova Komando Bataljonen, der foretog en militæroperation mod Befircan landsbyen, hvor adskillige af de lokales ejendomme kom til skade. Canan stod i spidsen for anklagen og krævede at staten måtte dække udgifterne for de skader de voldte de lokale. Yurdakul fåe efterfølgende Canan hentet til stationen, hvor han angiveligt truer Canan med at hans straf bliver hård, medmindre han trækker anklagen tilbage. Canan skulle ved dette møde have sagt: “Hvis jeg nogensinde trækker min anklage tilbage, vil det betyde at jeg giver afkald på min ære”. Canan skulle ved samme møde have sagt “hvor har i det varmt her, gid staten gav denne mulighed til alle sine borgere”. Til dette svarede major Yurdakul: “Jeg har det varmt, det har du også lige nu, men hvis du ikke giver afkald på denne sag, bliver dit sted og din ‘seng’ rigtig kold, tænkt dig godt om.” Den 17. januar 1996 da Canan er på vej til Hakkari, bliver hans bil stoppet, hvorefter han af soldater bliver ført til Yüksekova Komando Batajonen hvor han kort tid inden blev truet med døden af major Yurdakul. Canans bil bliver fundet uskadiget på en landevej og selvom familien var sikker på at han blev bortført af gendarmeriet, så får de ingen informationer herom.

Den 21. februar bliver Canan’s lig fundet ved en landsby i Yüksekova af lokale. Abdullah Canan var kun 43 år da han af det lokale gendarmeristation blev tortureret og myrdet af den tyrkiske stat. Hans mund, hænder og fødder var bundet. Hans søn Vehab Canan spørger idag den 24. januar 2015 hvor gerningsmændende stadig er ustraffet og på fri fod: “Får i mon nogensinde fred fra jeres samvittighed?”

Hvis i vil læse mere om mordet på Abdullah Canan, så er link http://www.zorlakaybetmeler.org/victim.php?id=HAH/person/463

I kan også følge Cumartesi Anneleri på Facebook. Min ven Fuat Talay og Cahit Ece har for nyligt dedikeret en sang til lørdagsmødrene, se og hør sangen på Youtube: http://www.youtube.com/watch?v=YRopw_1OoM0&feature=youtu.be

Cumartesi Anneleri - Galatasaray Meydani

Cumartesi Anneleri – Galatasaray Meydani