Tyrkiet: et land klemt imellem ISIS og Kobanê?

Dag for dag viser ISIS sine skræmmende metoder og dagligdagen i deres selverklærede kalifat. Dog mister ISIS fodfæste i flere områder på grund af stærk modstand fra kurderne. På den anden side af grænsen må Tyrkiet nu genoverveje sit diplomati i forhold til ISIS. Et diplomati, der på det seneste har fået stor kritik fra Vesten.

Et af de hotteste emner kandidaterne gik til valg på, ved det seneste præsidentvalg i Tyrkiet den 10. august, var Syrien og situationen i Irak. Erdogan har fejlet i sin Syrien-politik og dermed skabt grobund for en potentiel trussel imod Tyrkiet. ISIS havde på kort tid ekspanderet deres magt så meget, at de i juni erklærede kalifat i Mosul. Kalifatet omfatter dele af både Syrien og Irak, Tyrkiets eneste nabolande for syd, udover Kurdistan.

IS truer den vigtige vandforsyning

I en reportageserie ViceNews har lavet med ISIS (publiceret i starten af august), har terrororganisationens presseofficer Abu Mosa direkte truet Tyrkiet. Truslen lyder på, at ISIS selv vil ’tage vare om’ Istanbul og selv sørge for vandforsyningen, hvis ikke den Tyrkiske AKP-regering lukker op for Atatürk-dæmningen. Atatürk-dæmningen er bygget over Tigris-floden, som supplerer vand til både Irak og Syrien. Den er verdens 6. største dæmning med en kapacitet på 48,2 billioner kubikmeter, og har siden indvielsen i 1992 skabt store spændinger i regionen, fordi den holder meget af Eufrats vand tilbage. To rapporter fra Beiruts Al-Akhbar peger på, at katastrofale vandproblemer vil ramme Syrien i den nærmeste fremtid. Når Tyrkiet vælger at lukke for vandstrømningen, læner denne politik sig op ad den såkaldte Harmon-doktrin. Ifølge doktrinet har det land, hvori en flod har sit udløb, rettighederne for udnyttelse af vandet. Ministeren for vand og skovbrug, Veysel Eroğlu, modtog truslen fra ISIS med en tøvende attitude og udtalte: ”ISIS skal have tungen lige i munden, når først tyrkernes tålmodighed bliver udfordret, så kan ingen stoppe os”.

Det er ingen hemmelighed at Tyrkiet har et stort ansvar i den konfliktfyldte situation både i Syrien og Irak. For små to år siden vendte Erdoğan ryggen til sin ellers ’bestie’-allierede Bashar al-Assad. Den tyrkiske avis Cumhuriyet bragte i 2012 et interview med al-Assad, hvor han udtaler, at Tyrkiet blander sig for meget i Syriens indenrigspolitik. Erdoğan svarede, at ”al-Assad har blod på hænderne. Han bekæmper sit eget folk og er blevet en diktator grusommere end sin far!”. Efterfølgende lovede Erdoğan at støtte oprørerne ved at give dem våben, økonomisk støtte og, vigtigst af alt, fri bevægelighed ind og ud af den tyrkiske grænse til Syrien. Erdoğan holdt hvad han lovede. En ISIS-kommandant, Abu Yosef, sagde i et interview til Washington Post, at det er takket være Tyrkiet, at de overhovedet er nået dertil hvor de er. ”Vi fik våben og penge igennem Tyrkiet, og de tyrkiske hospitaler behandlede vores sårede krigere og ledere”. Yosef nævner dog også, at det ikke længere er så nemt at komme til og fra Tyrkiet, men at han igennem illegale smuglere stadig har metoder, han kan benytte sig at.

Tyrkiet må genoverveje sin Syrien-politik

Tyrkiets kurs i forhold til Syrien ændrede sig for alvor, da ISIS erklærede kalifat og indtog Mosul, heriblandt det tyrkiske konsulat og de 49 gidsler, de tog her. De tyrkiske medier har været yderst tavse omkring gidslerne, men regeringen har udtalt, at man arbejder på at få gidslerne hjem i sikkerhed. ISIS som uden besvær brugte den tyrkiske grænse til at komme ind i Syrien, men også rekrutterede nye medlemmer igennem Tyrkiet (heriblandt Istanbul og Hatay), stod nu koldblodigt som en kæmpe trussel imod det land, der støttede dem mest. Tyrkiet havde slugt en kamel i deres Syrien-politik og har nu travlt med at spytte den ud igen. Landet går igennem en regeringsperiode med store forandringer. Recep Tayyip Erdoğan er den 10. august blevet valgt som ny præsident. Den nuværende udenrigsminister Ahmet Davutoğlu, blev af Erdoğans peget på som den eneste kandidat til den tomme statsministerpost, som han nu sidder på.

Hverken oppositionen eller systemkritikerne regner med de store forandringer, hvad angår den politiske dagsorden i Tyrkiet. Det er kort sagt de samme hænder, der er ved roret. Eftersom Erdoğan er blevet valgt som Tyrkiets nye præsident med 52% af folkets stemmer, har han nu beføjelser til at fortsætte sin hårde tone mod oppositionen og ikke mindst sine nabolande. En ting er klart: Tyrkiet er i klemme! På den ene side står Erdoğan med sin forfejlede håndtering af konflikten i Syrien, og på den anden side er de vestlige magter, som han vendte ryggen til for at støtte ISIS. Efter ISIS’ massakre på de kurdiske ezidier i Irak, har der været stor international omtale af de kurdiske YPG- og PKK-militsers redningsauktion af yazidierne fra Sinjar-bjerget. YPG er en fraktion af PKK med rødder i Syrien i modsætning til PKK, som udsprang som en frihedsbevægelse i Tyrkiet. PKK har længe været på USA’s, NATO’s og ikke mindst Danmarks terrorliste. Kurdernes kamp mod ISIS er den eneste i regionen og som rent faktisk har formået at begrænse den velorganiserede gruppe. Kurderne har fået stor opbakning fra Vesten, ikke mindst fra USA, som har indledt sine første droneangreb på ISIS i Nordirak. Barzani-regeringen i Nordirak er blevet presset til at indgå en alliance med YPG og PKK, da de ikke kunne tackle IS alene, som i starten af august kun var 40 km fra hovedstaden Erbil i Kurdistan. Med hjælp fra YPG og PKK militser fra Tyrkiet og Syrien fik de ISIS-truslen væk på trods af, at Barzani ikke ønskede at samarbejde med disse kurdiske militantgrupper. I de seneste to år advarede både YPG og PKK Barzani-regeringen om, at hans allierede Erdoğan begår en kæmpe fejl ved at lukke islamistiske grupper ind i Syrien. De kurdiske styrker ved Kobanê i det nordlige Syrien har kæmpet adskillige kampe mod IS uden våbenstøtte eller humanitær hjælp fra hverken Vesten, Tyrkiet eller Barzani-regeringen i Nordirak. I dag ser situationen anderledes ud. Siden USA har udmeldt, at de støtter kurderne, har en række vestlige lande, heriblandt Danmark, meldt trop. Udviklingen har lagt stort pres på ISIS og dermed også på Tyrkiet.

IS agerer allerede aktivt i Tyrkiet

Parallelt med den positive udvikling i den kurdiske region har grupper tæt på ISIS foretaget en række angreb på kurdiske institutioner i Tyrkiet. Op til præsidentvalget den 2. august, blev det pro-kurdiske parti HDP’s valgkontor i Gaziosmanpaşa/Istanbul angrebet, af en gruppe af IS-medlemmer. Øjenvidner fra området fortalte Nûdem, at der på den lokale fodboldbane blev afholdt en religiøs begivenhed, hvor koranen blev delt ud og reciteret. Men hvem der stod for denne begivenhed var uklart. Der er rygter om, at ISIS’ leder Ebu Bekir El Baghdadis navn blev nævnt ved begivenheden. Ifølge partiet HDP var formålet med den religiøse begivenhed rekruttering af unge drenge til ISIS. Da nogle HPD-politikere advarede folk imod deltagelse i begivenheden, opstod der kaos. Senere den aften angreb flere af de, som stod bag begivenheden, det pro-kurdiske HDP’s valgkontor i området. Nûdem talte med H. P. (vil forblive anonym), som var til stede da angrebet skete. H. P. beskriver bagmændene som ”en flok skæggede mænd, med knive, stave og elektrochok-pistoler. Det var ingen, vi kendte fra området, men de var tydeligvis kommet udefra. Det er ikke tilfældigt, at de vælger et stærkt pro-kurdisk område i Istanbul. Fordi de kurdiske styrker truer dem i Syrien og Irak, viser de deres vold mod os her i Tyrkiet”. Igen i juli måned var der en gruppe religiøse mænd i Diyarbakır, efter sigende sympatisører af ISIS, som angreb adskillige cafeer og restauranter, fordi de solgte alkohol.

Newsweek bragte for nyligt en eksklusiv reportage af Alev Scott og Alex-Christie-Miller, som går i dybden og undersøger ISIS’ rekruttering af krigere fra Istanbul. Terrororganisationen agerer især i økonomisk svækkede forstæder. Reportagen taler med to ofre fra Istanbul, der hver især har mistet familiemedlemmer, der er blevet manipuleret til at drage til krig med ISIS.

Kobanê og de 49 gidsler

Kobanê er under massivt angreb igen og igen fra ISIS. Angrebet kommer fra øst, vest og syd, nu på sit 5. dag. De vestlige magter tier omkring Kobanê, og midt i dette kaos meddelte den tyrkiske præsident Erdoğan, at det var festdag for nationen. Festen og glæden skyldes de 49 gidsler fra det tyrkiske konsulat i Mosul blev løsladt. 46 af de 49 gidsler var tyrkiske statsborger, hvoraf de sidste tre var irakere. De blev af ISIS taget som gidsler, da ISIS stormede frem i Mosul den 15. juni. Den tyrkiske presse har haft forbud mod at skrive eller formidle om gidslerne på, idet en meget følsom forhandling mellem MIT (tyrkisk efterretningstjeneste) og ISIS var i gang. I går efter 101 dage under ISIS tilfangetagelse, kom den glædelige nyhed. De 49 gidsler blev forbavsende nok løsladt uden et eneste øre i løsesum, og så havde de ikke noget som en eneste skræmme på ansigtet. Gidslerne ankom samlet i bus til Akcakale grænsen, hvor de fik udhvilet og kom i pæne jakkesæt, for dernæst at blive fløjet i privatfly til Ankara. Statsminister Ahmet Davutoğlu og hans kone Sare Davutoğlu tog imod gidslerne i flyet, og delte røde roser til hver især. Det store og ubesvarede spørgsmål er selvfølgelig hvorfor nu? Hvordan kan det være at gidslerne kommer på fri fod netop nu, hvor situationen i området er så anspændt, og hvor USA endelig har erklæret krig med 40 allierede lande. Tyrkiet var det eneste land som ikke ville underskrive alliancen, umiddelbart især pga. de 49 gidsler. Hvis Tyrkiet tog det mindste skridt mod USA, kunne det have kæmpe konsekvenser, dels for gidslerne, men også for den 877 km lange grænse Syrien har til Tyrkiet. Da ISIS publicerede de grusomme billeder, hvor de viser likvideringen af de to amerikanske journalister James Foley og Steven Sotloff, samt britiske nødhjælpsarbejder David Haines, flyttede fokus i Tyrkiet igen over på de 49 tyrkiske gidsler i Mosul. De tyrkiske myndigheder vidste, at der skulle handles hurtigt, hvis ikke de tyrkiske gidsler skulle ofre for de brutale islamister.

Nu er Tyrkiets største frygt banet af vejen. Betyder det så, at Tyrkiet nu kan gribe ind i Kobanê og hjælpe sine kurdiske naboer? Eller har udleveringen af gidslerne givet ISIS friere tøjler ved grænsen? Og hvad med NATO, vil Tyrkiet nu aktivt tage del i alliancen, eller mener de stadig, at ISIS blot er ’en flok aggressive ungkarle” jævnfør Davutoğlu i en presseudtalelse i august? Det vil tiden vise. En ting er sikkert, de kurdiske militanter giver ikke Kobanê op, heller ikke i andre dele af Kurdistan. Vesten har endelig anerkendt kurdernes kamp for frihed, lighed og demokrati. Hvis Vesten virkelig er oprigtig i sin bekymring for Mellemøsten, så er det nu, at der skal gribes ind. Det pro-kurdiske parti HDP’s præsidentkandidat Selahattin Demirtaş, sagde i en af sine valgtaler i august, at YPG og PKK i Kobanê ikke kun kæmper imod ISIS til gavn for kurdere, men at Kobane i Nordsyrien er nøglen til Tyrkiet. Hvis ISIS sejrer i Kobane, så er de så godt som inde i Tyrkiet.

Oprindelig bragt i nudem.dk

Reklamer

Kurdisk selvstyre er alternativ til diktatur og islamisme

Siden den 15. marts 2011 er Syrien hærget af borgerkrig. Det hele startede som et led i det såkaldte ’arabiske forår’ med stærke revolutionære slagord, skrevet eller graffiteret på vægge og mure rundt omkring i byen Deraa og senere også i andre byer. Assad var ikke til at rokke, selvom han lovede reformer og flerpartisystem, men i stedet bliver hans og hans regime mere brutal for hver dag der går. Regimet har ingen tolerance. Hverken overfor kritik, opstand eller demokratiske krav. Oprørerne derimod som først gik under navnet ’Den Frie Syriske Hær’, fik i begyndelsen stor opbakning af Vesten, idet gruppen fremstod som verdslige og demokratiske. I dag er det uklart at skelne de mange oprørsgrupper fra hinanden, da der er rigtig mange, og de har hver deres dagsorden. En ting er dog klart, at det bevæbnede oprør har en klar islamistisk dominans, især gruppen Jabbat Al-Nusra, som har relationer til Al-Qaeda. Der dukkede endvidere en række andre islamistiske grupper op med tiden, heriblandt ISIS. De ekstremistiske oprøreres metoder er brutale, og der er ingen morale i deres handlinger; vi husker et Al-Qaeda medlem, som spiste hjertet af liget på en Assad-soldat, halshuggede mænd og for nyligt dræbte børn i Rojava. De brutale handlinger fik Vesten til at genoverveje, hvad det egentlig er, at de støtter. Brutale ekstremister på den ene side, som kæmper for en sharia-stat, og en ligeså udemokratisk diktator på den anden side. Vestens Syrien-politik slog fejl, og den blev bekræftet endnu en gang i sidste uge, da ISIS næsten uden modstand fik kontrollen over Mosul, som er den anden største by i Irak. Situationen i Mosul viste både svækket Maliki-regeringen og den irakiske hær var og hvor fejlslået Vestens intervention i landet har været. Dog kom ISIS truslen snigende til Mosul, og den uforventede aktion ruskede i kurderne i Kurdistan-regionen i Nordirak, som så en mulighed i den ustabile situation. Kurderne eller rettere sagt Peshmerga handlede hurtigt og fik kontrol over den multietniske og olierige by Kirkuk. Begivenhederne i regionen sætter igen kurderne i spotlys og bevidner, at grænserne imellem Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran konstant er udfordrede af de kurdiske militante grupper, der i flere årtier har kæmpet for selvstændighed og menneskerettigheder i ovennævnte nationalstater. Vi ser dog lige nu, at midt imellem i hele tumulten i regionen, er der rent faktisk velfungerende samfund, dels i de-facto staten Kurdistan i Nordirak, men også i de selverklærede kurdiske kantoner i Nordsyrien – Rojava – der både respekterer og omfavner andre minoriteter end den dominerende kurdiske befolkning i området. Det gælder også den kurdiske region i Nordirak, som lige nu er et af de sikreste områder i Mellemøsten, hvor flere hundrede tusinde af irakere siden sidste uge er flygtet til, for at få beskyttelse inden for de kurdiske grænser.

Lobbyisme kan være vejen frem

I denne uge har Sinem Muhammed og Bassam Ishak aflagt besøg i Danmark, hvor de blandt andet har holdt et møde med udenrigsminister Martin Lidegaard, men også med andre grupper i Folketinget. Sinem Muhammed er vice-præsident for Rojavas Folkeforsamling (MGRK) og Bassam Ishak er formand for Assyrisk Forsamling i Rojava. De to repræsentanter fra det Syriske Kurdistan har aflagt politiske besøg i Italien, Bruxelles, Sverige, Frankrig, Tyskland mm. Dagsordenen er den samme alle steder. ’Mere fokus på de kurdiske selvstyreområder’. De mener, at minoriteter som kurdere, assyrere, armeniere og kristne er blevet i lyset af religiøse grupper og arabiske nabolande. Det kurdiske område Rojava er blevet presset og isoleret fra alle sider; Tyrkiet fra Nord, Nordirakiske Kurdistan i øst og ISIS og Al-Nusra på sydsiden. Flere tusinde af syrere er flygtet til Nordirak og Nordsyrien, hvor de er i sikkerhed hos kurderne, men det kurdiske selvstyre i Nordsyrien står helt alene og modtager ingen støtte eller midler udefra, idet Tyrkiet har stoppet importen til Rojava.

MGRK støtter hverken Assad-regimet eller de islamistiske oprørere eller en eventuel intervention fra Vesten. De ønsker, at det syriske folk selv skal determinere deres fremtid. Den statsmodel MGRK forsvarer er et pluralistisk, demokratisk og sekulært styre, der omfavner alle folkegrupper på lige fod. Sinem Mohamed og Bassam Ishak forsøger at påvirke de europæiske regeringer med budskabet om, at de må stoppe med at give våben til den brutale opposition, men i stedet støtte en model som det syriske Kurdistan.

“ISIS er en kæmpe trussel for Europa”

I et interview med Lene Johansen fra DR2 Dagen siger Sinem Mohammed. »ISIS er ikke kun farlige for syrere og kurdere, men for alle lande i Mellemøstregionen. De dræber folk på brutal vis og halshugger dem. Det syriske folk må nå til en enighed i forhold til at bekæmpe disse slags ekstremistiske grupper. ISIS er en meget stor trussel, ikke kun mod syrere eller irakere, men mod hele regionen, og de udvider sig, også i Europa. Mange ISIS-militante bliver rekrutteret fra Europa og er europæere. Selv fra Danmark, Norge og Tyskland er der ISIS-deltagere. Disse personer bliver trænet og går i krig i Syrien og Irak, og bliver en kæmpe fare for Europa, når de vender hjem igen.«

I samme interview kommer Ishak ind på problemerne ved Rojavas grænser. Han kritiserer Tyrkiet for at give fri adgang til de islamistiske grupper og deres våbeneksport, men når det gælder humanitærhjælp til områdets kurdere, bliver der lukket af. »Ved Cizre-kantonen har både Tyrkiet og Nordirak lukket vores grænser, og vi kæmper mod ISIS ved Rojavas grænser til Syrien. Så vi er blevet isoleret og presset fra alle sider. På vores nordøstlige grænse er der så Nordiraks kurdiske regionalstyre, som også havde lukket deres grænse mod os, indtil nu, hvor den igen er åbnet på grund af ISIS’ kontrol over Mosul,« siger Ishak. Han forklarer, at den kurdiske region i Nordsyrien opretholder et stabilt demokratisk samfund ved at udnytte områdets, og de olieressourcer som er til rådighed for de lokale. Men MGRK er klar over et den selvpromoverede økonomi ikke kan fortsætte en evighed.

“Syrien må ikke ende som Irak!”

Om regionens problemer med ISIS siger Ishak, at MGRK er en pluralistisk model, som ikke overlever blot ved at angribe tilbage på ISIS, og ved at beskytte de kurdiske arealer. »Men også ved at forhandle med os selv omkring hvilket politisk system, vi ønsker for vores region, og hvordan vi kan reflektere de syriske revolutionsprincipper om frihed, værdighed og pluralitet ind til et politisk system. Så vi alle (syrere, assyrere, kurdere, muslimer, kristne mm.) kan indgå en social kontrakt, hvor vi deler magten. Vi er den eneste politiske model, som arbejder for et demokratisk og pluralistisk Syrien. Mens de andre grupper enten er forblevet politiske eller militære.«

Muhammed understreger Rojavas multietniskhed igennem historien og vigtigheden af at bevare denne. Hun nævner blandt andet modersmålsprojekter, som omfatter de tre officielle sprog i Rojava: kurdisk, assyrisk og arabisk. Det er første gang i Syriens historie, at man har modersmålsundervisning i tre officielle sprog. »Muslimer, assyrere, kristne og armeniere har her altid boet side om side med hinanden, og det skal det blive ved med. Vi kan ikke have et demokrati, som består af et folk og en stemme alene, den må omfavne alle. Hvis vi gør det vil det blot blive en gentagelse af det styre, vi har revolutioneret imod, navnlig Al-Assad-regimet. Derfor ønsker vi et pluralistisk og demokratisk selvstyre, hvor alle respekterer hinandens forskelligheder på tværs af sprog, etnicitet og religion.«

De to repræsentanter håber på at påvirke Vesten til at støtte den demokratiske kurdiske model, som har bevist, at det kan være et alternativ til Assad-diktaturen og den islamistiske brutalitet, der hærger landet og ikke mindst i nabolandet Irak. »Vi går ind for at det syriske folk selv skal determinere deres rettigheder og ikke ved en militær intervention udefra. Det syriske regime bekæmper ikke politikere eller religiøse personer. De bekæmper den unge generation, der er i stand til at kræve og opnå sin egen frihed« siger Isham. Mohammad er enig i dette og tilføjer »En international intervention ville have været yderst problematisk, for hvem angriber hvem? Der er så mange grupper og fraktioner, de bliver betegnet under titlen ’Det Frie Syriske Hær’. Men desværre er det ikke forenede grupper, det er forskellige grupper med forskellige ideologier og dagsordener. De forsøger at kontrollere grænserne. Derfor er det yderst farligt at de bliver ved med at modtage våben og støtte udefra. Det syriske folk må selv beslutte afgøre, hvilket samfundsmodel de ønsker og ikke ved hjælp af international intervention. Vi så det i Irak, Vesten gik i ’krig mod terror’, men de løste ikke problemet, og nu ser vi den blusse op igen i Irak.«

Interviewet med Mrs. Sinem Mohammed og Mr. Bassam Ishak kan genses på dr.dk under DR2 Dagen fra udsendelsen d. 17. juni 2014. Interviewet er foregået på engelsk, men oversat til dansk i denne artikel af undertegnede.

Oprindelig bragt på nudem.dk